En slik overskrift ville vakt oppsikt uansett. Men det gjør ekstra sterkt inntrykk når det kommer fra Danmarks undervisningsminister, Mattias Tesfaye. Episodene er selvopplevde. De har skjedd på hans barns skole. – I løpet av ganske få uker skjer det overalt, sier Tesfaye til Jyllands-Posten.

»Der bliver tegnet hagekors på væggene. Der bliver råbt »jødesvin« og heilet i klasserne. På mine egne børns skole er der malet hagekors ud over det hele. Siden 5. maj 1945 har hagekorset været forsvundet fra det offentlige rum i Danmark. I løbet af ganske få uger er det bare alle mulige steder. Det synes jeg er helt vanvittigt og meget alvorligt,« siger han til Jyllands-Posten.

Nu har han bedt sit ministerium om at kontakte alle skoleledelser i landet og gøre opmærksom på de sanktionsmuligheder, der er i forbindelse med sådanne hændelser. At børn kan blive bortvist i kortere og længere tid.

Spørsmålet er om skoleledelsen tør.

At Gaza-krigen har fyrt opp under antisemittisme, er merkbart over hele Vesten. Mediene bærer et stort ansvar gjennom sin dekning. De vil påberope seg nøytralitet. Men man må spørre: Vil denne nyhetssaken bli dekket av norske medier?

Hvor er bildene av graffitien på veggene?

Tesfaye er forbausende rett frem til å være tidligere justisminister. Han setter fingeren på at antisemittismen har reist sitt hode på en ny og frekk måte:

Siden 5. maj 1945 har hagekorset været forsvundet fra det offentlige rum i Danmark.

Tesfaye trekker linjen tilbake til Det tredje riket. Det er ikke behagelig for politikerne og partiet han selv er en del av, Socialdemokraterne.

Tesfaye advarer mot en normalisering av jødehat hvis samfunnet ikke trekker opp en rød linje. Jødiske elever blir holdt hjemme fra skolen. De trenger ikke nødvendigvis bli fysisk forulempet for å oppleve seg truet. Det holder med hakekors og «Sieg Heil».

»Vi skal passe på, at normalitetsopfattelsen ikke bare skrider i det her samfund. Jeg tror, at mange skoler er blevet taget med bukserne nede. Mange børn har nok fået nogle billeder med hjemmefra og nogle holdninger med hjemmefra, som de bringer med ind i den danske folkeskole. Men skolen er demokratiets ejendom, og vi skal slå hårdt ned på racisme, hadefuld tale og trusler.«

Her rører Tesfaye ved noe sensitivt: Holdninger barna har med hjemmefra. Hjemmefra vil som oftest si foreldrenes hjemland.

Tesfaye utelater en viktig arena: moskeene og islam.

Tesfaye vet nok at før politikerne tar et oppgjør med jødehatet i islam, vil de kjempe en defensiv kamp og bli presset bakover i takt med at antallet muslimske elever øker.

Hans kolleger har gjennom årtier unnlatt å trekke denne grensen. Dét straffer seg nå.

Frontlinjefaget sosialarbeidere, skole og politi, såkalt SSP, forteller at Gaza-krigen har satt fyr på de unge innvandrerne. Krigen radikaliserer de unge, men både medier og politikere kvier seg for å konfronteres med problemet. De vet at det er deres ansvar.

Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, hvordan der ifølge flere ledende SSP-medarbejdere er tilspidsede situationer på skoler og i fritidsklubber på grund af krigen i Gaza.

I København har det ført til sammenstød mellem børn. Avisen er bekendt med tilfælde, hvor børn føler, at de konstant må se sig over skulderen i skolegården eller helt bliver væk fra skole, fordi klassekammerater udskammer dem for at være jøder eller for at have israelsk baggrund.

Det jødiske barn opplever på skolen, er ikke vanlig mobbing. Det er noe langt mer alvorlig.

Hvad skal skolelederne helt konkret gøre?

»De skal indkalde forældrene, så de forstår alvoren. Det skal understreges over for forældrene, at deres barn kan blive bortvist. Og så kan man benytte sig af nogle af de muligheder, der er for at undervise i, hvorfor Holocaust ikke er fake news.«

Men møter foreldrene opp? Forstår de alvoret? Opplever de det heller som et angrep på sin tro? Opplever de undervisning i Holocaust som et overgrep? En skole må ha hjelp ovenfra til å besvare disse spørsmålene.

Hvordan vil utvisning bli oppfattet av de muslimske elevene? Tesfaye nevner ikke den dype religiøse og verdimessige kløften som er blitt dypere og bredere etter 7. oktober.

Tesfaye nevner politianmeldelse. Er politiet forberedt på slike saker som går stikk i strid med en politisk kurs som søker tilpasning til islam?

Mattias Tesfaye siger, at han også over for de kommunale forvaltninger nu vil understrege alvoren.

»Der er måske nogle skoleledere, der ikke rigtig ved, hvilket håndtag de skal gribe i. Og så vil jeg også bare helt generelt understrege, at alle overtrædelser af straffeloven skal anmeldes. Det er vigtigt, at vi ikke vænner os til, at vi i 2023 ser antisemitismen blusse op igen.«

Få politikere er så frittalende som Tesfaye. De fleste – også journalister – lukker øynene. Imens øker motsetningene, og alle er klar over styrkeforholdet.

Berlingske har snakket med Riad Tolba, som er sekretariatsleder for SSP i København.

SSPs opgave er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge i alderen 10-25 år, og SSP-samarbejdet har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig blandt børn og unge i byen.

Han fortæller, at krigen mellem Israel og Hamas har fået håndfaste konsekvenser for nogle børn og unge i København.

»Vi har kendskab til konkrete sager, hvor unge fremsætter hadefulde ytringer mod andre unge, alene fordi de er fra Israel. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og vi er meget opmærksomme på det,« siger Riad Tolba.

 

https://www.berlingske.dk/samfund/minister-beder-skoleledere-gribe-ind-paa-mine-egne-boerns-skole-er-der

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE16628674/heil-og-hagekors-i-den-danske-folkeskole-nu-beder-minister-om-at-skolelederne-griber-ind/

 

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.