Kommentar

Norge med sin klare pro-palestinske politikk vender også blikket vekk fra sammenhengen mellom Free Gaza og jødehat. Slik ser det ut på den jødiske skolen i København. Det er selvsagt ment som psykisk terror. Som om de jødiske barna har noe ansvar for situasjonen på Gaza-stripen.

Berlingske har hatt en serie artikler om hvordan danske jøder må skjule sin identitet i innvandrertette områder som Nørrebro i København.

Men den siste historien var likevel i en egen kategori: En familie i en villa utenfor København, hvor middelklassen normalt skal kunne leve trygt. Men ikke hvis faren i huset er israeler.

»Hvis du viser dig på skolen igen, dræber vi dig«En jødisk familie fra det vestlige København står i dag frem og fortæller om antisemitiske trusler og grov mobning, der for få uger siden kulminerende med nazitegn og »Free Gaza«-skilte ved deres hoveddør.

Det er hele rammen rundt historien som gjør den ekstra uhyggelig: Michael er IT-ingeniør med god jobb. Pernille er pære dansk. De har tre barn, Joachim (17), Rebecca (15) og Sophie (11).

De har lagt vekt på ikke å tiltrekke seg oppmerksomhet. Michael bruker konas navn, de går ikke i synagogen, feirer ikke høytidene, bærer ingen ytre tegn. De ser helt vanlige ut.

Men de blir likevel «funnet» og utpekt som jøder, og denne prosessen i seg selv sier noe om at noen er på utkikk etter jøder/israelere. Aktivt. De leter dem opp som bytte.

Det begynte allerede med Joachim på barneskolen:

Da Joachim var 13 år gammel, var han på Bellahøj Skole flere gange vidne til, at børn med anden etnisk baggrund legede »Skyd jøden«. En leg, hvor en fra gruppen får en papirkalot på hovedet, hvorefter de andre jagter ham/hende. Joachim kunne dengang finde på at ringe hjem til sin far og spørge: »Hvor skal jeg sige, jeg kommer fra?« og faderen svarede: »Du skal være stolt. Du er fra Israel.«

Papirkalott på hodet var slikt antisemitter opp gjennom historien har utstyrt jøder med, for å merke dem. Ethvert voksent menneske, og især en lærer, burde instinktivt reagere og ta det opp med kollegene og ledelsen: Dette er ikke lek.

Faren forsøker å stive opp sønnen, men den tid er for lengst forbi hvor man kan si man er fra Israel. Det er som å henge ut en lykt, eller gå med en blink på ryggen.

Jødiske barn blir forvirret: Hvorfor blir de behandlet slik i demokratiske, vennlige Danmark? Det tar tid før svaret når frem og det er barna som må oppleve det på kroppen.

November 2012 hører storebror Joachim fra en kurdisk klassekammerat, at han ikke må lege med Joachim, fordi hans far er fra Israel. Året efter sker det for hans søster. En muslimsk dreng fra klassen overfalder niårige Rebecca, angiveligt fordi hun er jøde. Pernille og Michael klager til skolen og drengens forældre. Der sker ikke mere.

Parallelt med angrepene løper historien om foreldrenes forsøk på å få skolen, kommuneledelsen og politiet i tale. Forgjeves.

Det er det som gjør historien ekstra deprimerende: Det kommer ingen reaksjon. De ser en annen vei.

Den som er hovedpersonen i historien, er den mellomste datteren, Rebecca:

 

Maj 2014: Rebecca kommer hjem fra skole og fortæller, at den samme dreng har sagt: »Rebecca og hendes far er dumme, fordi hendes far er fra Israel«. Ifølge Rebeccas forældre reagerer skolen ikke på et ønske om at mødes og diskutere, hvad der skal stilles op med den pågældende dreng, som har muslimske forældre.

Måneden efter skriver forældrene igen til skolen for at få et møde om situationen og drengen. Skolen svarer forældrene, at den ikke kan udtale sig om andre elever.

En måned efter sommerferien 2014 tager Pernille og Michael Rebecca ud af skolen i 14 dage. De er bekymrede for, hvad den pågældende dreng vil gøre ved Rebecca. Først derefter får de deres møde med indskolingslederen. Hun fordømmer drengens handlinger på det kraftigste, siger hun til forældrene. Der bliver snakket og taget afstand, men efter mødet hører Rebeccas forældre ikke mere.

Det blir med snakket. Snakk er det eneste de stadig mer opprørte og bekymrede foreldrene blir avspist med.

Skriv derfor staten og myndighetene inn i en hovedrolle de forsøker å rømme fra. Det er deres ansvar. Men de overlater initiativet til muslimske gutter som bokstavelig talt får blod på tann.

Barn i denne alderen finner ikke på av seg selv å bli jødehatere. De har det fra et sted.

Det er dette som er problemet.

Det danske samfunn og danske myndigheter aner at dette er holdninger som deles av mange. De vet ikke hvordan de skal håndtere det. Karikaturkrisen satte spor. De tør rett og slett ikke sette muslimer på plass.

Ervin Kohn er forstander i Det mosaiske trossamfunn i Oslo. Han er også i ledelsen for Antirasistisk senter. Kohn går sterkt ut mot høyreekstremisme og norsk rasisme. Men dette jødehatet «ser» han ikke omfanget av. Han kan skrive lange kronikker i Aftenposten uten å nevne hvem som truer jødiske barn ut av danske og norske skoler.

Norske medier er også medskyldige. Det har kommet mange signaler om at det samme skjer her. Norske journalister leser dansk. Det er flere dansker enn norske, hvilket gir flere historier.

Hva skjer den dagen Norge er blitt judenrein og det ikke lenger er noen jøder å true? Vil norske medier slappe av da? Ingen problemer her?

Vi har hørt noe om problemene til jøder i Malmö, men det blir ikke satt inn i en sammenheng.

Sammenhengen er at islam herjes av en radikalisme som har jødeutryddelse som en del av programmet. Den danske, svenske og norske eliten ønsker ikke å høre det. De har ikke psyke til å tåle det de selv har satt i gang, for likheten med 1930-tallet er for sterk.

Men jøder har ikke råd til slik virkelighetsfornektelse:

Det bliver februar 2015. Fastelavn. Den muslimske dreng fra klassen klæder sig ud som terrorist, hvilket han ikke undlader at fortælle lærere og elever. Ifølge Pernille og Michael siger ingen på skolen noget. Forældrenes bekymring stiger.

Hvis ikke en skole reagerer på en slik episode, har den tapt. Berlingske har spurt daværende skoleleder hvorfor han ikke reagerte da foreldrene til Rebecca ville ha gutten utvist:

Martin Gredal var skoleleder på Rosenlundskolen i Ballerup i 2014, da Rebecca blev chikaneret første gang af den muslimske dreng fra klassen. Martin Gredal ønsker ikke at udtale sig om den specifikke episode, kun om det generelle. Til Berlingske konstaterer han:

»Jeg har indtil nu ikke oplevet børn i tiårsalderen være radikaliseret.«

Til Pernille og Michaels krav fra 2014 om, at skolen skulle smide den muslimske dreng ud af skolen, siger Martin Gredal i dag:

»Når jeg får et ultimatum om, at der er børn, der ikke må gå på skolen længere, og jeg dermed skal tilsidesætte loven, fordi nogle har et specifikt behov – det kan jeg jo ikke.«

Om at Rebecca blev taget ud, siger den tidligere skoleleder:

»Hvis vi skal have mulighed for at arbejde med elever, der er i konflikt, så forudsætter det, at de går på skolen.«

Den politiske korrekthet er en ideologi. Som alle ideologier reagerer den med aggresjon mot kritikk som truer dens fundament. Jøder er brysomme, for de skaper potensielt konflikt mellom eliten og muslimene. Underbevisst gir det en slags motvilje og en lite imøtekommende holdning.

Akkurat de samme trekk er observerbare i det norske samfunn. Det er ved å studere historien om denne familien at man forstår hvor hårreisende Erna Solbergs uttalelse var om at muslimene er vår tids jøder.

Den er giftig og dobbel.

I februar 2015 ble Danmark rammet av terror.

Så kommer terrorangrebet på Krudttønden på Østerbro og på synagogen i Krystalgade 14.-15. februar 2015. Danmark er på den anden ende. Ugen efter fortæller skolelederen, at drengen fra Rebeccas klasse og en anden muslimsk dreng fra parallelklassen, som blandt eleverne siges at komme fra et banderelateret miljø, har råbt efter Rebecca og jagtet hende rundt på skolen.

Pernille og Michael melder det til politiet. (….)

Hun (Rebecca, red.anm.) husker udmærket den dag for fire år siden i 5. klasse:

»Jeg snakkede med drengen om én, der var blevet skudt foran synagogen i København. Jeg sagde, at det ikke var retfærdigt. Men han hidsede sig op og truede mig. Senere på dagen kom han med den anden dreng fra parallelklassen. De råbte efter mig: »Fucking jøde, klip dit hår af« og »hvis du viser dig på skolen igen, dræber vi dig«, og så sparkede de efter mig og løb efter mig på gangene og ud i skolegården. Jeg blev rigtig ked af det og låste mig inde på toilettet. Først, da der var blevet stille ude på gangen, låste jeg mig ud og cyklede hjem.«

Skolen foreslår igjen «dialog». Nå forstår Pernille og Michael at dette kan gå helt galt for deres datter. De våger ikke lenger ha henne på skolen og søker henne inn på en annen skole i nabokommunen.

Det går godt i flere år, inntil «fienden» slår til igjen, og denne gang har den funnet ut hvor familien bor.

En lørdag morgen omkring kl. 9.30 den 28. september 2019 træder familien ud af hoveddøren. En meter fra dørtrinnet ligger to stykker hvide A4-papir holdt nede af nogle grene. På papirerne er der i naiv streg med kuglepen tegnet Hitlers ansigt, et palæstinensisk og et israelsk flag, hagekors – både korrekte og forkerte – omridset af Gazastriben, fuckfingre.

Jøder forstår hva dette betyr. Det er ikke nytt for dem.

Budskabet er ikke til at tage fejl af, mener forældrene: Vi ved, hvor I bor. Flyt. Vi hader jer.

Men dansk politi vil ikke forstå budskapet. Det danske folk reddet danske jøder unna nazistene i oktober 1943, men dagens danske stat klarer ikke beskytte jødene. Dét er den brutale sannhet.

Pernille ringer til politiet. De kommer ikke, men registrerer, til familiens store skuffelse, blot episoden som en mistænkelig hændelse. Endnu et bevis på, at antisemitisme ikke bliver taget alvorligt, mener familien.

Foreldrene informerer døtrenes skoler. Nå er truslene kommet dem tett innpå livet. Skolene lover å passe på.

Da de hører om sedlerne med hagekors og grafiske trusler, lover både lillesøster Sophias og Rebeccas skoler at holde ekstra øje. De tager det meget alvorligt, siger de.

En uke senere kommer Rebecca inn i klasseværelset:

Ugen efter at sedlerne blev fundet foran huset, træder Rebecca en mandag morgen ind i klasseværelset på Lindehøjskolen. På hendes plads er der ridset et hagekors i bordpladen og på stolen. Ingen mistænkte. Ingen har set noget, men fortiden spøger. Politiet optager rapport, men kan ikke gøre mere, da der ifølge politiet ikke er nogen mistænkte.

Ingen mistenkte? Slik svarer staten når den vil slippe unna en ubehagelig situasjon. Ville politiet svart det samme om det var muslimer som var ofre? Vi vet svaret. Vi vet at bare den minste verbale hendelse ville fått det offisielle Danmark til å bli hysteriske.

Foreldrene har nå forstått at skolen og politiet ikke kommer til å foreta seg noe. De er overlatt til seg selv. Et jødisk barn som er utpekt til offer av muslimske elever, er uten beskyttelse. Dette gjelder ikke bare Danmark, og slike historier finner veien til utlandet. Andre jøder forstår hva som holder på å skje i Europa. Igjen.

De gjør det de gjøre. Denne gang har de ikke tenkt å vente til det er for sent.

Michael og Pernille gjør det helt riktige: De tar Rebecca ut av skolen for annen gang og velger det eneste alternativet som står igjen: Carolineskolen på Østerbro i København. Hun får 45 minutters reisetid. Det står politi med våpen utenfor. Det er en skole for jøder.

Antisemitter vet det er en seier når jøder må være for seg selv og voktes særskilt. Det er ikke noe jøder gjør frivillig. Storsamfunnet vil kanskje innbille seg det, men da må de lukke øynene for maskinpistolene.

Hva gjør det med de jødiske barna?

Hva gjør det med Rebeccas skolevenninner? De var veldig lei seg over å miste venninnen. Pernille og Michael informerte foreldrene deres. De skrev på sosiale medier. Mange fikk høre om at en jødisk pike ikke kan gå på en dansk skole anno 2019.

Blant dem som fanget den opp, var vår danske kollega, Kim Møller. Han skrev om den, men fikk til svar fra en tidligere programdirektør i Danmarks Radio at det var en falsk historie og at Kim Møller kun var ute etter å få sine fordommer om muslimer bekreftet.

Den tidligere DR-redaktør Jeppe Gaardboe fik Cavlingprisen i 2014, men er i dag freelancer, og deltager ofte i Facebook-debatter. For fire uger siden stødte jeg og andre ind i ham i ‘Fri debat’-gruppen, hvor han i lighed med flere venstreorienterede undsagde en viral historie om jødehad på en dansk folkeskole. “Kilden kan ikke verificere historien.”, skrev Gaardboe, og en kendt venstreradikal uddybede: “Højreorienteret faktatjek: Passer det med mine fordomme? Hvis ja – så er det ægte.”.

Jeg påpegede forgæves, at detaljerne indikererede at historien ikke var falsk. En historie var ikke nødvendigvis falsk, blot fordi den ikke var beskrevet i Politiken. “Mon ikke sagen snart dukker op på EB eller BT.”, afsluttede jeg.

Det gjorde den, i sin fulle bredde. Men mon det får arrogante venstreorienterte til å beklage og gå i seg selv?

Det er folk som dem som styrer og dominerer mediene. Det er de som gjør at politikerne får være i fred. Hvis de hadde hatt samvittighet, ville de skjemtes og forandret seg. Men de gjør ikke det. De blir heller mer aggressive.

Mark Levin er en av USAs fremste konservative kommentatorer. New York Times kaller ham konsekvent for «rightwing radiohost». Levin var i åtte år stabssjef for justisminister til Ronald Reagan, Ed Meese.

Venstresiden lærer ikke av historien. Dét er det andre som må gjøre. De blir mer og mer dogmatiske og farlige for det samfunnet de opererer i.

Det nytter ikke å godsnakke med dem eller tro at de lar seg overtale til å endre innstilling.

De har gått inn i rollen som muslimenes beskytter. For dem er muslimene nåtidens jøder.

Det bidrar til å forklare hvorfor jødene kommer til å forlate Europa.

Da er det vi som blir Europas jøder.

 

 

 

 

 

Forhåndsbestill Halvor Foslis nye bok til spesialpris her!