Sakset/Fra hofta

I kjølvannet av opplysningene om at Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt har plassert sin datter på privatskole, har avisen Berlingske Tidende satt søkelyset på den offentlige skolen i Danmark. Hvert år er det 7.500 elever som må ta deler av folkeskolen om igjen. Det finnes elever som i løpet av ni år ikke har lært å dele fire på to og gymnas-elever som ikke kan stave ordet «telefon».

Den danske regjeringen vil gjerne ha en offentlig skole i verdensklasse, men det går motsatt vei for lærerne: de blir i stadig større grad førtidspensjonert.

Lærerne i folkeskolen bukker under for stress, går til psykolog og kommer på førtidspension i et sådant omfang, at lærernes formand nu kræver handling. Hvis folkeskolen skal op i et højere gear, kræver det en markant forbedring af arbejdsmiljøet. Derfor har lærerne meddelt regeringens rejsehold og undervisningsministeren, at antallet af lærere på førtidspension skal reduceres med 25 procent.

I 2005 ble 765 lærere førtidspensjonert. I 2009 økte tallet til 1.833 – halvparten relatert til stress i yrket. Og de førtidspensjonerte lærerne blir stadig yngre; i gjennomsnitt 47 år.

Lærer gjennom 40 år, Jan Bengtsson, har en forklaring på hvorfor, og redegjør for hvordan en typisk dag på de mest belastede skolene arter seg:

»Altså, efter sommerferien skal jeg være lærer i en ny klasse. Det glæder jeg mig til, men fordi folkeskolen nu skal inkludere alle mulige elever, så bliver det en stor opgave. Der vil være 25-26 elever. Fire af dem har en diagnose, og det betyder, at der vil være afsat ekstra tid til at få dem igennem skoledagen. De hænger mere i »gardinerne«, end de sidder på stolen, og i gennemsnit er de uden for døren en gang om dagen. Det er fire styks,« siger Bengtsson og holder vejret, inden han fortsætter beskrivelsen af sin kommende klasse ud fra referater fra den nuværende lærer og via sin position på skolen som lærer for de vanskeligste børn.

Utover de fire elevene med diagnose, har klassen fire med tunge lesevanskeligheter. Deres leseferdigheter er ikke på nivå med en femteklasse, og krever derfor særlig innsats. Endelig er det en enkelt elev på 2-klassenivå. 80 prosent av elevene er innvandrere/har innvandrerbakgrunn, noe som ikke gjør det lettere med hensyn til foreldrekontakt og hjemmearbeid, forteller Bengtsson.

De fire «diagnose-guttene» blir i gjennomsnitt utvist fra klasserommet en gang om dagen, og de har vanskelig for å i det hele tatt ta med seg bøker til skolen.

Så når klokken ringer, og Jan vil kræve bøgerne på bordet, så vil den ene sige: »Jeg har ingen bøger med!« »Så lån af kammeraten,« vil han svare.

»Nej«, svarer pigen. »Hvorfor skal jeg altid låne min bog ud?«

»Så kan jeg jo ikke lave noget,« forklarer den bogløse dreng irriteret.

Det er en af de små ting, der ifølge Jan dagen igennem kan få konflikter til at køre op. Dreng nummer to med diagnose vil typisk sige: »Hvorfor er du altid efter den samme?«

»Nu stopper du med at blande, dig!« svarer læreren.

Imens har dreng nummer tre med diagnose – som slet ikke har taske med og som lige er kommet ind ad døren – fået lyst til at blande sig. Ifølge ham, er læreren nu ved at tale uden respekt. Og den går ikke.

Og så peger læreren over mod døren for første gang denne dag. Ud, fordi de andre børn fortjener undervisning.

Tilbage sidder tre drenge med diagnose. Uden alle bøger og uden alle tasker. Fire børn med læsevanskeligheder og så eleven, der læser på anden klasses niveau.

– De fire guttene ligner – som så mange innvandrergutter – noen som er blitt oppdratt til å være «småkonger» hjemme uten å ta ansvar, sier Bengtsson. Innvandrerjentene er helt annerledes: de leser, de er flittige og de er ydmyke. Sånn er ikke guttene, og når Bengtsson forsøker å forklare guttenes fedre at det ikke er holdbart at sønnene igjen og igjen må utvises fra klasserommet, så forklarer fedrene at sønnene bare blir misforstått.

Nå, læreren er i gang med undervisningen af den kommende 5. klasse – som i øvrigt har tabt fem af de velfungerende børn, fordi forældrene har valgt andre skoler. Drengen, som er endt uden for døren, hopper op og ned for at kigge ind ad vinduet til klassekammeraterne. Det synes især de tre andre drenge er et formidabelt godt påfund.

Det synes læreren ikke, som på vej ned til de fire med læsevanskelighederne skal til at fortælle en af de tre drenge, at nu stopper han. Det, mener de to drenge, er den samme fantasiløse og uretfærdige fremgangsmåde som i går. Så de lægger op til en ny diskussion. Hvorfor jagter læreren altid den samme, og de tre resterende drenge har lagt kursen an til udvisning nummer to.

Jan Bengtsson skal først have klassen efter ferien, men som nuværende lærer i den såkaldte OBS-klasse – vanskelige børn – så kender han alt til den nuværende lærers problemer.

»Sådan vil en typisk dag forme sig. Og nu skal de vanskelige børn fremover blive i klasserne. Hvordan skal det fungere? De elever vil aldrig få den undervisning, som Helle Thorning-Schmidts datter får i privatskolen. Aldrig,« siger Jan, som også fortæller, at lærere i den slags klasser, som han lige har beskrevet, har en meget dårlig arbejdsdag.

Jan Bengtsson kigger på mig. Ikke vredt. Men ganske klar i stemmeføringen.

»Vil de i privatskolerne opleve det samme? Var det ikke noget med, at de skal tage en del af de børn med vanskeligheder?«

Klassen drar på leirskole, og fire lærere drar avsted med 24 barn. Den ene av guttene med diagnose er blitt bedt om å holde seg hjemme fordi lærerne ikke våget å ta ansvar for ham. Etter sommerferien er det kommet til en hjelpelærer i cirka 15 timer i uken. Det er læreren takknemlig for.

Jan viser mig op i OBS-klassen oppe under taget. Den lukker efter ferien, fordi andre skoler hiver eleverne hjem til andre tilbud og fordi tanken om »inklusion« nu skal afprøves. Som i Jans kommende femte klasse.

Tre drenge kommer buldrende rundt om hjørnet. Jan stopper dem. Den ene har gået i OBS-klassen og med så store fremskridt, at han nu er kommet i en normal klasse. Og som han står dér foran Jan, så kunne han næsten ligne én, svigermor ville komme til at holde af. Han vil gerne på teknisk skole. Retningen er han ikke helt med på.

Oppe i OBS-klassen er der fire drenge tilbage. De møder omkring klokken otte. Ikke på slaget, men det gør ikke så meget. Her har de efterhånden lært at opføre sig ordentligt. Her spiser de morgenmad. Den slags får de ikke altid derhjemme. I stedet hiver Jan af egen lomme 500-800 kroner op af lommen om måneden – han tjener 37.000 om måneden – og fylder skabet i OBS-lokalet med pålægschokolade, toastbrød, tomater og agurker.

Her findes ingen bøger.

»Nej, de ville bare køre rundt med HT-busserne,« forklarer Carsten, som er den anden lærer i OBS-klassen. I stedet har Jan selv tegnet tegninger og skrevet opgaver til drengene, som har alderen til at komme i syvende klasse efter sommerferien. Opgaverne er eksempelvis 2 x 15.243.

En af drengene, der netop har spist pasta med kødsovs lavet af Carsten, fortæller, hvordan han i sin gamle klasse blev mobbet. Han var tyk. Carsten og Jan har lært ham at sige: Ja, det kan du selv være! Der er kommet mere mod ind i ham. Han peger op i loftet og prøver at fortælle, hvad han gerne vil i fremtiden.

»Hvad er det nu, det hedder?«

»Nåååååå, elektriker?«

»Ja.«

Så er klokken 13, og skolen er ferdig for dagen. Busskort blir delt ut, og guttene drar hjem. Den ene skal til farmoren som til tross for 50 år i Danmark ikke snakker et ord dansk. Det er ingen i hjemmet som kan hjelpe elevene med hjemmearbeidet. Ingen som snakker om demokrati, finanskrise eller dansk ishockey.

Det er en av grunnene til at OBS-klassen har en stor samling videoer med danske titler som f.eks. Olsen-banden, slik at barna lærer litt om å bo i Danmark. Dog er det en somalisk far som mener at en av skuespillernes nakne bryster i «Olsen-banden i Jylland» er porno.

En anden af drengene ved ikke, hvad han skal svare på spørgsmålet om, hvad han vil være i fremtiden. Også han er indvandrer. Han har en storebror, men han ved heller ikke, hvad storebroderen gerne vil. Men nogle lærer via Jan og Carsten, hvad der er op og ned. En af de tidligere elever er gået under jorden et eller andet sted inde i København. De tyrkiske kammerater har banket på hans dør og meddelt, at nu var det hans tur til at lave indbrud.

»Ikke alle har muligheden for at sige nej. Når man går på skole i Sydhavnen, så er man også tæt på en af de kendte indvandrerbander i København – Sjælør-banden.«

Jan Bengtsson kigger igen på mig:

»Kan I nu forstå, hvor svært det er?«

Berlingske Tidende: Kan I nu forstå, at det er svært?