Gjesteskribent

Danske kommuner søker å løse manglende integrering av innvandrerbarn ved en omfordeling av elever i kommunale skoledistrikt. Flere undersøkelser har i den senere tid vist at en for stor andel tospråklige i den enkelte skole er problematisk på flere måter, både hva gjelder nedsatt læring og økt vold.

Nå blir de skolene som fungerer best omgjort til såkalte «magnetskoler», som skal tiltrekke og motta det kommunen kategoriserer som paragraf-4-barn. Det vil si de barna som er dårligst integrert og har minimale skoleferdigheter, samt deres eventuelle søsken.

Som en følge av flyttingen lider etnisk danske skoleelever helt ned i tiårsalderen av angstanfall etter voldelige sammenstøt med mistilpassede paragraf-4-barn av ikke-vestlig opprinnelse i skolegården.

De skolene som har størst andel av tospråklige barn har i flere år vært preget av at etnisk danske- og godt integrerte innvandrerforeldre har tatt egne barn ut av den aktuelle skolen. Det vil kommunene sette en stopper for ved å fordele de dårligst integrerte barna over flere skoler.

Desperate foreldre har meldt flytting i protest mot det de oppfatter som et politisk forsøk på å skyve ansvaret for manglende integrering over på barn i skolepliktig alder og for å sørge for at barna deres fortsatt får gå på velfungerende skoler som ikke utmerker seg med nedsatt læretilbud og vold i skolegården. Det har utløst trusler fra kommunen om politianmeldelse, stans i barnetrygd og kontrollbesøk av barnevernet.

Højtuddannede danske forældre vil ikke have deres børn til at gå i skole sammen med for mange indvandrerbørn. Sådan lød det forleden i en undersøgelse fra AKF, Anvendt KommunalForskning, af skolemønstret i Københavns Kommune.

Når andelen af indvandrerelever kommer over cirka 30 procent vælger tre-fjerdedele af de højtuddannede forældre den lokale skole fra, mens det er halvdelen af de ufaglærte forældre, der finder en anden skole til deres børn. Enten en anden folkeskole eller en privat skole.

Dermed er folkeskolen i de store byer under pres som stedet, hvor man mødes på tværs af sociale skel og kommer til en fælles virkelighedsforståelse.

Dette mener blant andre professor Niels Egelund er et klart sykdomstegn som truer samfunnets sammenhengskraft. Kort etter AKF`s rapport offentliggjorde Rockwool-fondens Forskningsenhet en annen undersøkelse: så lenge det er mindre enn 50 prosent elever med annen etnisk bakgrunn enn dansk, påvirker det ikke de etniske danske elevers leseferdigheter.

Til gjengjeld går det utover de tospråkliges leseferdigheter når det er mer enn 10 prosent innvandrere i en klasse. Generelt viser undersøkelser at mer enn halvparten av elevene med ikke-vestlig opprinnelse mangler funksjonelle leseferdigheter.

Holdet bag PISA-undersøgelsen konkluderede, at eftersom man skal ned på en koncentration af etniske elever på 10 procent, hvis man skal opnå en faglig gevinst ved at sprede de etniske elever, er spredning ikke praktisk realistisk, idet en stor del går på skoler og bor i områder med en meget høj etnisk koncentration.

I en del kommuner arbejdes der imidlertid med spredning. I Københavns Kommune har man nu en målsætning om, »at der skal være mindst 50 procent etnisk danske børn i alle nye børnehaveklasser.«

Men denne spredningen oppfattes som svært problematisk av mange foreldre, både med etnisk dansk og fremmedkulturell bakgrunn. Til tross for en påtagelig frykt for å bli ansett som fremmedfiendtlige tar foreldre til gjenmæle mot det de mener er et kommunalt forsøk på løse integrasjonsproblemet logistisk uten at der er en effektiv kulturell eller pedagogisk plan bak omfordelingen.

Men spredningen er stærkt problematisk, mener Lene Jespersen. Som mikrobiolog med en ph.d. og et universitetslektorat hører hun til gruppen af højtuddannede forældre, som ifølge AKF-undersøgelsen gerne vælger den lokale folkeskole fra, hvis der er for mange indvandrerbørn, men hendes egen grundholdning har været med åben pande at indskrive sine tre drenge i den lokale folkeskole.

Hennes eldste sønn går på gymnas, men hun tviler sterkt på om hun vil beholde de to yngste i den danske folkeskolen. Det skyldes Københavns forsøk med å flytte rundt på innvandrerbarn innenfor to av kommunens skoledistrikter.

Lene Jespersens indlæg i Politiken begyndte således:

»Guderne skal vide, at jeg har haft alle de rigtige holdninger: Jeg har troet på retten til uddannelse for alle, arbejdet i udviklingslande for at højne det forskningsfaglige niveau, bakket op om integrationen, anset alle mennesker uanset tro og hudfarve for værende ligeværdige, og jeg har troet på den danske folkeskole.«

Men nu skal folkeskoler med en relativt lille andel af tosprogede børn fungere som såkaldte magneter, der kan tiltrække fremmedsprogede børn. Der var omkring otte procent indvandrerbørn på hendes 10-årige søns skole i Brønshøj-Husum, før man begyndte den nye ordning. Nu vil kommunen op på en tredjedel indvandrerbørn i børnehaveklasserne.

Og til skoler med en majoritet af danske børn udvælger man principielt såkaldte paragraf-4-børn. Det vil sige de sprogligt dårligste børn, som ofte er børn, der ikke har gået i børnehaveklasse, og desuden tager man ofte ældre søskendebørn med over på den samme skole. Det er børn, som kommer fra islamiske skoler eller fra Tingbjerg Skole, der kun har ganske få procent danske børn, fortæller Lene Jespersen.

Skolene som har majoritet av etnisk danske elever er samtidig omgjort til såkalte B-magneter. Det innebærer at at skolen har fått en innvandrerkonsulent og at lærerne har fått et dagskurs i integrasjon. Elevene kommer imidlertid fra meget forskjellige kulturer, hvis forskjeller lærerne neppe har fått noen spesiell forståelse for i løpet av en enkelt dag. Utover det har ikke B-skolene fått noen ekstra ressurser. Konsekvensene har reelt sett vært en forringelse fordi foreldreflukt, også blant både velfungerende innvandrere og deres barn, blant annet har resultert i en sammenslåing av 3 tredjeklasser til 2 klasser med 28 barn i hver.

Flyttingen av dårlig tilpassede innvandrerbarn har også ført til utrygghet blant disse, noe som igjen har gjort at hverdagen for etnisk danske barn er blitt mer problematisk. Barn helt ned i tiårsalderen plages av panikkangst etter å ha blitt utsatt for vold i skolegården av innvandrerbarn med problematferd.

A-magnetskolerne, som har en stor majoritet af tosprogede børn, har man derimod givet rigtig mange penge i håb om, at etnisk danske forældre i distriktet vil søge skolen.

Men Rockwool-fondens undersøgelse viser, at danske børns færdigheder ikke lider faglig skade, så længe andelen af indvandrerelever højst udgør halvdelen af klassens elever.

»Jeg tror ikke et øjeblik på den undersøgelse. Det, Københavns Kommune prøver, er at løse integrationsproblemerne logistisk ved at flytte børn til B-skolerne, men der er ingen effektiv kulturel eller pædagogisk plan bag spredningen. Når man løber ind i problemer, er der ikke ressourcer til at tage sig af disse børn. Enten får de lov at blive på skolen med de problemer, som mine og andres børn har oplevet i form af bank og vold osv. Eller også bliver de presset ud af velfungerende forældre og sendt videre til næste folkeskole.

Man tager børn af forældre, som dårligt kan dansk, og kører dem med taxa ud af deres hidtidige nærmiljø. Og hvad andet kan disse børn gøre, når de har problemer, end at gå til ældre søskende eller ældre børn med samme kulturelle baggrund for at få støtte. Så har man pludselig fået skabt bander, som vi har oplevet det på mine børns skole. Og det er ikke sådan, at de går og tjatter lidt til hinanden. Der er ti-årige danske børn i tredje klasse, der har angstanfald efter at have været udsat for et tæskehold. Det er vold, vi ser, og mine børn er ikke opdraget til at slå fra sig.«

I Københavns kommune er der cirka 30 prosent tospråklige barn fra ikke-vestlige land i de laveste klassetrinn. Hvis de er jevnt fordelt skal det i så fall være 30 prosent ikke-vestlige i hver klasse. En liberal innvandringspolitikk på 80- og 90tallet har fått konsekvenser for skolesystemet, og det må nødvendigvis gå utover noen barn. Når høytutdannede foreldre tar barna ut av folkeskolen blir byrden større for de gjenværende elevene. Imidlertid møter politikernes forestilling om at skolebarn skal ha noe som helst ansvar for integrering betydelig motstand fra foreldrenes side.

Der er ikke nogen, der skal lægge børn til. Min pointe er, at det er politikerne, der skal tage ansvaret for integrationen. Ikke børn i skolealderen. Det kan ikke være meningen, at man tager dårligt fungerende børn og putter dem ind blandt nogle godt fungerende børn i forventning om, at det hele går af sig selv. Så nemt er det ikke. Når selv garvede kvindelige lærere føler sig truet på skolen, tror jeg, at de har svært ved at fungere som 100 procent gode lærere. Og børn, der ligefrem lider af panikangst og søvnløshed eller har svært ved at spise deres mad på grund af frygt for tæsk, er ikke trygge og lærer derfor ikke optimalt.

Jespersens innlegg i Politiken har medført mange positive reaksjoner fra foreldre som tenker det samme som henne, men som ikke har turt å si det i frykt for å oppfattes som fremmedfiendtlige. I følge Jespersen ligger både foreldre og kommunepolitikere under for berøringsangst overfor konkrete problemstillinger, men hun mener at en manglende debatt om vanskelige temaer bare vil øke polariseringen i samfunnet.

Samtidig truer en av kommunene som praktiserer omfordeling av tospråklige elever flere foreldre med politianmeldelse og stans av barnetrygd. Foreldrene er bekymret for hvordan kommunens nye skolepolitikk vil påvirke deres barns hverdag, og har derfor byttet adresse i et forsøk på å få barna inn på andre skoler i andre distrikter:

I alt syv forældre har fået et brev, hvor kommunen truer dem med politianmeldelse, siger borgmester Tommy Dinesen (SF)
»Det kan være, at de får besøg. Det, der er vedtaget i kommunalbestyrelsen, er lov i Kalundborg Kommune, og derfor går vi ind, hvis nogle bliver for kreative,« siger Tommy Dinesen, der kalder forældrenes reaktion for »langt ude«.

En af forældrene er Mette Vogel, hvis søn oprindeligt skulle begynde i samme skole som sin storesøster. Men ønsket om at nedbringe andelen af tosprogede på en anden af byens skoler har fået politikerne til at ændre skoledistrikterne, så de to søskende kommer til at gå i to forskellige skoler.
»Vi er desperate, men jeg vil ikke have en sag på halsen, så jeg er flyttet hjem igen,« siger hun.

Kalundborg er ikke enestående. En række byer kæmper med at få andelen af tosprogede elever fordelt jævnt på skolerne.

Weekendavisen: Rapport fra det virkelige liv – artikkelen er sub only

Jyllandsposten: Kommune truer forældre med politiet