Nytt

Manglende integrering av ikke-vestlige innvandrere kan føre til at danske kommuner får dispensasjon fra loven om fritt skolevalg. Et flertall på Københavns Rådhus vil tvinge barn i kommunen over i offentlige skoler for å avhjelpe de massive problemene med integrasjon på skolene.

Danske kommuner har før forsøkt å løse manglende integrering av innvandrerbarn ved en omfordeling av elever i kommunale skoledistrikt. Flere undersøkelser har vist at en for stor andel tospråklige i den enkelte skole er problematisk på flere måter, både hva gjelder nedsatt læring og økt vold.

Nå vil undervisningsminister Bertel Haarder vil åpne for en loveendring for å gjennomføre skoletvang i København:

Socialdemokraterne på Christiansborg mener, at kommuner med dårlig integration skal have dispensation til skoletvang. Partierne bag skoleforliget er dog uenige om skoletvang.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er åben for skoletvang i København, efter at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation nu gør op med det frie skolevalg for at undgå flere »sorte« og »hvide« skoler. Forslaget kræver en lovændring og dermed et nik fra partierne bag skoleforliget.

»Jeg vil ikke tage endelig stilling, før jeg har set forslaget. Jeg er betænkelig, fordi vi risikerer at øge tilgangen til de private skoler. Men jeg vil heller ikke på forhånd feje det af bordet, for København har massive problemer med integrationen på skolerne,« siger Bertel Haarder til Berlingske Tidende.

I Det Konservative Folkeparti, som sammen med Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti står bag forliget, er uddannelsesordfører Charlotte Dyremose stærkt imod forslaget, og ministeren skal ikke regne med, at partiet er klar til at ændre på skoleforliget.

»Skoletvang vil øge integrationsproblemerne gevaldigt. Vi risikerer, at de ressourcestærke forældre fraflytter Københavns Kommune, og så står de ressourcesvage da for alvor tilbage med fletningerne i postkassen. Det vil jeg ikke være med til,« siger hun.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, er helt med på forslaget fra København. Hun opfordrer dog undervisningsministeren til at give kommunalbestyrelser dispensation til at se bort fra det frie valg.

»Hvis det er redskabet, der skal til for at skabe en bredere folkeskole, skal det forsøges. Jeg vil jeg kraftigt opfordre ministeren til at se på Københavns anmodning og tage det lokale demokrati alvorligt,« siger Christine Antorini.

Antorini fremhever at København er noe særlig i skolemessig sammenheng, fordi fritt skolevalg fungerer svært godt andre steder. I København har det bare ført til at enda flere foreldre har fravalgt folkeskolen for sine barn. Også regjeringspartiet Venstres leder i København, kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, ønsker å droppe det frie skolevalget i kommunen.

De skolene som har størst andel av tospråklige barn har i flere år vært preget av at etnisk danske- og godt integrerte innvandrerforeldre har tatt egne barn ut av de aktuelle skolene. Det har danske kommuner ønsket å sette en stopper for ved å fordele de dårligst integrerte barna over flere skoler.

I fjor ble derfor de skolene som fungerer best omgjort til såkalte «magnetskoler», som skulle tiltrekke og motta det kommunen kategoriserer som paragraf 4-barn. Det vil si de barna som er dårligst integrert og har minimale skoleferdigheter, samt deres eventuelle søsken.

Den kommunalt initierte flyttingen av dårlig tilpassede innvandrerbarn medførte imidlertid utrygghet blant øvrige skolebarn. Det ble blant annet klart at etnisk danske barn helt ned i tiårsalderen led av panikkangst etter å ha blitt utsatt for vold i skolegården av innvandrerbarn med problematferd.

Desperate foreldre meldte flytting i protest mot det de oppfattet som et politisk forsøk på å skyve ansvaret for manglende integrering over på barn i skolepliktig alder og for å sørge for at barna deres fortsatt fikk gå på velfungerende skoler som ikke utmerket seg med nedsatt læretilbud og vold i skolegården. Det utløste trusler fra noen kommuner om politianmeldelse, stans i barnetrygd og kontrollbesøk av barnevernet.

Højtuddannede danske forældre vil ikke have deres børn til at gå i skole sammen med for mange indvandrerbørn. Sådan lød det forleden i en undersøgelse fra AKF, Anvendt KommunalForskning, af skolemønstret i Københavns Kommune.
Når andelen af indvandrerelever kommer over cirka 30 procent vælger tre-fjerdedele af de højtuddannede forældre den lokale skole fra, mens det er halvdelen af de ufaglærte forældre, der finder en anden skole til deres børn. Enten en anden folkeskole eller en privat skole.

Dermed er folkeskolen i de store byer under pres som stedet, hvor man mødes på tværs af sociale skel og kommer til en fælles virkelighedsforståelse.

Dette mente blant andre professor Niels Egelund var et klart sykdomstegn som kunne true samfunnets sammenhengskraft. Kort etter AKF`s rapport offentliggjorde Rockwool-fondens Forskningsenhet en annen undersøkelse: så lenge det er mindre enn 50 prosent elever med annen etnisk bakgrunn enn dansk, påvirker det ikke de etniske danske elevers leseferdigheter.

Til gjengjeld går det utover de tospråkliges leseferdigheter når det er mer enn 10 prosent innvandrere i en klasse. Generelt viser undersøkelser at mer enn halvparten av elevene med ikke-vestlig opprinnelse mangler funksjonelle leseferdigheter.

Holdet bag PISA-undersøgelsen konkluderede, at eftersom man skal ned på en koncentration af etniske elever på 10 procent, hvis man skal opnå en faglig gevinst ved at sprede de etniske elever, er spredning ikke praktisk realistisk, idet en stor del går på skoler og bor i områder med en meget høj etnisk koncentration.

I en del kommuner arbejdes der imidlertid med spredning. I Københavns Kommune har man nu en målsætning om, »at der skal være mindst 50 procent etnisk danske børn i alle nye børnehaveklasser.«

Men denne spredningen ble og er oppfattet som svært problematisk av mange foreldre, både med etnisk dansk og fremmedkulturell bakgrunn. Til tross for en påtagelig frykt for å bli ansett som fremmedfiendtlige har foreldre tatt til gjenmæle mot det de mener er et kommunalt forsøk på løse integrasjonsproblemet logistisk uten at der er en effektiv kulturell eller pedagogisk plan bak omfordelingen.

Men spredningen er stærkt problematisk, mener Lene Jespersen. Som mikrobiolog med en ph.d. og et universitetslektorat hører hun til gruppen af højtuddannede forældre, som ifølge AKF-undersøgelsen gerne vælger den lokale folkeskole fra, hvis der er for mange indvandrerbørn, men hendes egen grundholdning har været med åben pande at indskrive sine tre drenge i den lokale folkeskole.

Hennes eldste sønn går på gymnas, men hun tviler sterkt på om hun vil beholde de to yngste i den danske folkeskolen. Det skyldes Københavns forsøk med å flytte rundt på innvandrerbarn innenfor to av kommunens skoledistrikter.

Lene Jespersens indlæg i Politiken begyndte således:

»Guderne skal vide, at jeg har haft alle de rigtige holdninger: Jeg har troet på retten til uddannelse for alle, arbejdet i udviklingslande for at højne det forskningsfaglige niveau, bakket op om integrationen, anset alle mennesker uanset tro og hudfarve for værende ligeværdige, og jeg har troet på den danske folkeskole.«

Men nu skal folkeskoler med en relativt lille andel af tosprogede børn fungere som såkaldte magneter, der kan tiltrække fremmedsprogede børn. Der var omkring otte procent indvandrerbørn på hendes 10-årige søns skole i Brønshøj-Husum, før man begyndte den nye ordning. Nu vil kommunen op på en tredjedel indvandrerbørn i børnehaveklasserne.

Og til skoler med en majoritet af danske børn udvælger man principielt såkaldte paragraf-4-børn. Det vil sige de sprogligt dårligste børn, som ofte er børn, der ikke har gået i børnehaveklasse, og desuden tager man ofte ældre søskendebørn med over på den samme skole. Det er børn, som kommer fra islamiske skoler eller fra Tingbjerg Skole, der kun har ganske få procent danske børn, fortæller Lene Jespersen.

«Man tager børn af forældre, som dårligt kan dansk, og kører dem med taxa ud af deres hidtidige nærmiljø. Og hvad andet kan disse børn gøre, når de har problemer, end at gå til ældre søskende eller ældre børn med samme kulturelle baggrund for at få støtte. Så har man pludselig fået skabt bander, som vi har oplevet det på mine børns skole. Og det er ikke sådan, at de går og tjatter lidt til hinanden. Der er ti-årige danske børn i tredje klasse, der har angstanfald efter at have været udsat for et tæskehold. Det er vold, vi ser, og mine børn er ikke opdraget til at slå fra sig.«

En liberal innvandringspolitikk på 80- og 90tallet har fått konsekvenser for skolesystemet, og det må nødvendigvis gå utover noen barn. Når høytutdannede foreldre tar barna ut av folkeskolen blir byrden større for de gjenværende elevene. Imidlertid møter politikernes forestilling om at skolebarn skal ha noe som helst ansvar for integrering betydelig motstand fra foreldrenes side.

Der er ikke nogen, der skal lægge børn til. Min pointe er, at det er politikerne, der skal tage ansvaret for integrationen. Ikke børn i skolealderen. Det kan ikke være meningen, at man tager dårligt fungerende børn og putter dem ind blandt nogle godt fungerende børn i forventning om, at det hele går af sig selv. Så nemt er det ikke. Når selv garvede kvindelige lærere føler sig truet på skolen, tror jeg, at de har svært ved at fungere som 100 procent gode lærere. Og børn, der ligefrem lider af panikangst og søvnløshed eller har svært ved at spise deres mad på grund af frygt for tæsk, er ikke trygge og lærer derfor ikke optimalt.

Men nå ønsker altså et politisk flertall å oppheve det frie skolevalget i København og andre berørte kommuner, mens Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener at forslaget om skoletvang for å bedre intergrasjonen av ikke-vestlige innvandrere vil føre til ytterligere ghettoisering:

»Hvis vi gennemfører forslaget, tvinger vi jo forældre, der ikke vil have deres børn i den lokale skole, til enten at søge privatskoler eller til at flytte til et andet område. Og så kommer vi da for alvor til at opleve flere ghettoer,« siger gruppeformand Carl Christian Ebbesen.

Enhedslisten kalder forslaget sympatisk, men skoleordfører Allan Mylius Thomsen er også betænkelig ved, om det virker efter hensigten.

»Man kan forestille sig, at økonomisk velstillede familier vil flytte eller i endnu højere grad end i dag vil sende deres børn i privatskoler. Og så bliver resultatet blot et endnu mere splittet og segmenteret samfund,« siger han.

Berlingske Tidende: Bertel Haarder er åben for skoletvang i København

document: skolebarn som integreringsverktøy og tilhørende lenker