Sakset/Fra hofta

Hvis det er korrekt at velutdannede foreldre fravelger folkeskolen, hva sier det så om de velutdannedes holdning til den multietniske virkelighet og deres toleranse for nydansker, spør samfunnsdebattør og lektor ved Syddansk universitet Mehmet Ümit Necef.

At fremtredende sosialdemokratiske politikere som partileder Helle Thorning-Schmidt og kollega Mette Fredriksen har fravalgt den offentlige folkeskolen for deres egne barn har skapt forargelse og debatt i Danmark.

Vi kender nu ikke til de nærmere omstændigheder ved deres valg, og det skal vi i princippet heller ikke. Der må nemlig være grænser for, hvor meget offentligheden har krav på at få at vide om politikeres privatliv.

Vi ved for eksempel ikke, om de pågældende politikere har fravalgt folkeskolen, fordi de er bange for, at der er alt for mange tosprogede børn i børnenes klasser – hvilket flere gange er blevet mere end antydet i medierne. Ifølge politisk kommentator Helle Ib skulle det have »vakt berettiget opsigt, at Helle Thorning-Schmidt har valgt en ‘hvid’ privatskole til sin ældste datter« (B.T., den 14. maj 2010). En større artikel i B.T., som handlede om en række andre fremtrædende politikeres valg af skole for deres børn, havde overskriftet: »Røde vælger ‘hvide’ skoler. Partitoppen på venstrefløjen fravælger skoler med mange indvandrerbørn« (15. maj).

Det kan godt være, at Thornings motiver for at flytte datteren fra den lokale folkeskole intet har at gøre med den etniske sammensætning af eleverne – som Helle Ib også påpeger. Det kan for den sags skyld også skyldes antallet af børn af etnisk dansk afstamning, hvis forældre er bogligt svage eller er dårligt stillede på arbejdsmarkedet. Eller helt noget tredje eller fjerde.
Fravælger folkeskolen

Der er heller ingen grund til at ‘privatisere’ problemstillingen og gøre problematikken til en sag om Mette Frederiksens eller Helle Thorning-Schmidts eventuelle dobbeltmoral eller inkonsekvens, jvf. den gentagne påstand om, at de siger én ting, men gør noget andet. Men det virker umiddelbart, som om de opfører sig nøjagtig som tusindvis af andre forældre: De fravælger skoler, hvor der er mange børn med sproglige og/eller sociale problemer. Og denne tendens er mest synlig blandt veluddannede forældre.

Tendensen med at velutdannede danske foreldre flykter fra skoler med mange elever med innvandrer- eller flyktningbakgrunn er grundig dokumentert av Beatrice Schindler Rangvid, forsker ved AKF (Anvendt Kommunal Forskning).

Rangvids undersøkelse fra 2007 viser at foreldre – både danske og etniske minoriteter – trekker sine barn ut av skolen når flere enn hver tredje elev er såkalt tospråklige. Dette gjelder særlig høyutdannede foreldre. Undersøkelsen viste også en klar tendens til at høytutdannede foreldre reagerer kraftigere på en stigende andel tospråklige enn det lavtutdannede foreldre gjør.

Mette Frederiksen og Thorning-Schmidts skolevalg sætter fingeren på to vigtige problemstillinger. For det første: Hvorfor flygter danske forældre fra skoler med mange tosprogede børn? For det andet: Hvis det er korrekt, at det ikke mindst er de veluddannede forældre, der fravælger folkeskolen, hvad siger det så om de veluddannedes holdning til den multietniske virkelighed ude i samfundet (langt væk fra Christiansborg, Hellerup og Østerbro) og deres tolerance over for nydanskere?

Rangvid diskuterer, hvad der får de danske forældre til at trække deres børn ud af skolerne. Hun oplyser, at danske forældre ifølge en analyse fra Megafon i 2005 mener, at en høj andel af tosprogede elever kan have en negativ indflydelse på børnenes tryghed i skolen, på deres faglige udvikling og på deres muligheder for kammeratskab. »Frygten for, at elevernes faglige niveau påvirkes, er ikke helt uberettiget«, påpeger hun. En tidligere AKF-undersøgelse har således vist, at »eleverne (danske såvel som tosprogede) klarer sig dårligere på skoler med et flertal af tosprogede elever end på skoler med en mindre andel af tosprogede elever«.

Forskerne Peter Jensen og Nina Smith har kommet til samme konkludsjon som Rangvid på bakgrunn av PISA Etnisk 2005, en undersøkelse av kompetanser hos danske og etniske minoritetselever i niendeklasser: «Jo høyere etnisk konsentrasjon i skolen, jo lavere testresultater oppnår både de danske og ikke-vestlige elevene» (s. 94). Jensen og Smith presenterer en omstendighet som er viktig i denne sammenhengen, skriver Necef:

Danske elevers testresultater falder især på skoler, der har over 50 pct. ikke-vestlige indvandrerelever. Forskerne understreger, at den etniske koncentration ikke i sig selv kan forklare denne situation. Man bør hellere rette opmærksomheden mod indvandrerforældrenes uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning.

Rangvids undersøgelse sætter spørgsmålstegn ved en bestemt påstand, som ofte fremsættes som en fasttømret sandhed i dansk forskning om danskernes holdninger til etniske minoriteter: De veluddannede er mere tolerante end de kortere uddannede. »Tolerancen stiger med stigende uddannelsesniveau«, skriver Lise Togeby i Fremmedhed og fremmedhad i Danmark (1998).
Større velvilje

Man kan næsten se det for sig: På den ene side den søde og venlige yngre københavner fra den københavnske kulturelle overklasse, der har læst globalisering og multikultur på RUC, som drikker caffè latte på Cafe Europa og stemmer på De Radikale. Og på den anden side en slagteriarbejder i Udkantsdanmark, hvis far har arbejdet på samme fabrik, og som stemmer på Dansk Folkeparti. Mens den første ikke kan få indvandrere nok, vil den anden helst sende dem tilbage, hvor de kommer fra.

Et nyere eksempel på påstanden om de veluddannedes tolerance er politologen Jens Peter Frølund Thomsen: »Højtuddannede udviser større etnisk velvilje end lavtuddannede« (s. 23). Det skriver han i den seneste videnskabelige undersøgelse af »danskernes holdninger til etniske minoriteters kultur og rettigheder«, som bogens undertitel lyder. Titlen er Konflikten om de nye danskere (2006).

Thomsen fremfører yderligere, at »længere uddannelse afføder en evne til at formulere holdninger, der er logisk sammenhængende«. Derfor mener han, at de veluddannede i deres ræsonnement nemmere kan leve op til idealet om »konsistenskravet, det vil sige et modsigelsesfrit argument«. Imod denne positive figur opstiller han »den inkonsistente person, som hævdes at være den lavtuddannede«. Den pågældende »vil således ikke anvende et generelt toleranceprincip, men gradbøje tolerancen ud fra den modvilje, der måtte være i forhold til den ene eller den anden gruppe«, uddyber han.

Thomsen kommer med en række forklaringer på, hvorfor »personer med langvarig uddannelse er mere villige over for etniske minoriteter end lavtuddannede«, og de vigtigste i denne sammenhæng er: At »de har større viden om indvandrerpolitiske forhold«, og at »de er mere i kontakt med etniske minoriteter« (s. 228).

Holder man disse to opplysningene opp mot hverandre – på den ene siden at høytutdannede foreldre trekker sine barn ut når flere enn hver tredje elev på en skole er tospråklige, og på den andre siden at danske elevers testresultater særlig faller på skoler med mer enn 50 prosent ikke-vestlige innvandrerelever – kan vi se at danske foreldre, ikke minst de velutdannede, kan sies å reagere alt for raskt på antallet innvandrerbarn og deres eventuelle negative innflytelse på deres egne barns innlæring, fortsetter Necef:

Hvis man endelig skal dramatisere, kan man betegne deres reaktion som »panikagtig«. Det tyder på, at de veluddannede danskere ikke nødvendigvis altid reagerer fornuftigt, rationelt, konsekvent og i overensstemmelse med videnskabelige undersøgelser, som man ellers – ifølge den gængse forståelse af de veluddannedes forholden sig til etniske minoriteter – ville forvente af dem.

Det er en del som tyder på at de velutdannedes toleranse utelukkende er en positur, som reelt ikke har noe å gjøre med deres hverdag, mener Necef. Denne toleransen har ikke noen reelle konsekvenser når de skal treffe viktige beslutninger:

Når det gælder fravalg af folkeskolen, er der tale om en stor forskel mellem det, de siger, og det, de praktiserer. Som to tyrkiske ordsprog siger: »Gør som imamen siger, ikke som han gør«, og »imamen giver gode råd, men sluger selv en hel klase druer«.

At fokusere på Mette Frederiksens og andre ‘røde’ politikeres skolevalg og gøre det til en diskussion af deres moral bortleder blot opmærksomheden fra de virkelige problemer, som folkeskolen har med at uddanne tosprogede børn og børn fra ikke-boglige danske familier.

Mehmet Ümit Necef er lektor, ph.d. på Syddansk Universitet

Information: Er de veluddannede mere tolerante?