Sakset/Fra hofta

To sosiologer kritiserer danske innvandrerforskere for å ensidig fokusere på et angivelig rasistisk samfunn og å fremstille innvandrere som sakesløse ofre for rasisme og marginalisering.

Boken «Dansk rasisme? Innvandrerforskningens problemer», som er skrevet av lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet og professor i sociologi Henning Bech, analyserer en rekke bøker og forskningsrapporter utkommet mellom 1990 og 2010, om bla innvandreres forhold på arbeidsmarkedet, hijab-debatten, innvandreres mulige overkriminalitet, æresdrap, voldtekter, diskriminering på diskoteker samt politikeres og mediers holdninger til innvandrere generelt.

– Analysen viser at den fremherskende fortellingen blant forskere er at det danske samfunnet diskriminerer og er rasistisk. Det er den samme faste rammen, hva enten forskerne analyserer Muhammed-tegningene, arbeidsmarkedet eller tørkledebatten, sier Necef til Kristeligt Dagblad.

Necef understreker at innvandrerforskningens altfor ensidige fremstilling av innvandrere som ofre for diskriminering og rasisme har uheldige konsekvenser, fordi denne oppfatningen brer seg til andre grupper i samfunnet:

”Så sent som i sidste uge forklarede en professor problemerne i Vollsmose med, at det danske samfund marginaliserer de unge. Forskernes tankegang siver ud til andre grupper og når også ud til nogle unge indvandrere, der føler sig som ofre og derfor ikke tager personligt ansvar for deres handlinger,” lyder det fra Mehmet Ümit Necef.

Indvandrerforsker, professor Garbi Schmidt fra Roskilde Universitet har ikke haft mulighed for at læse bogen, som endnu ikke er udkommet. Men hun har generelt svært ved at genkende Mehmet Ümit Necefs konklusion.

”Det er en påstand, Mehmet Necef har fremført før. Som jeg ser det, er spektret i indvandrerforskningen meget bredt, og forskellige undersøgelser når frem til forskellige konklusioner. Men selvfølgelig er det en pointe, at man ikke kun skal fremstille indvandrere som ofre, men også påpege ressourcerne,” siger Garbi Schmidt, der heller ikke mener, at Mehmet Necef har belæg for påstanden om, at forskernes holdning siver videre til andre miljøer.

Garbi Schmidt understreger, at indvandrerforskning er et ekstremt politiseret område.

”Derfor er det meget vigtigt, at vi som forskere holder vores sti ren ved at fremlægge så velunderbyggede resultater som muligt. Forskningen vender ikke det blinde øje til de reelle problemer. Vores resultater skal afspejle virkeligheden, og der er mange konklusioner, alt efter hvad forskningen undersøger. Mehmet Necef laver en ’forgrovning’ af virkeligheden, som, jeg mener, er ideologisk,” siger Garbi Schmidt.

I kjølvannet av 60-70 gutter og menn fra Vollsmoses brutale angrep på legevakten i Odense, har flere oppfordret til et et oppgjør med offermentaliteten som dyrkes i noen muslimske miljøer.

– Lovlydige muslimer må slutte å gjemme seg bak offerfølelse og misforstått rasisme og ta et oppgjør med sine unge bøllers moralske forfall, skrev psykiater Henrik Day Poulsen i Berlingske Tidende, og viste til at offerkulturen har gjort muslimer ekstremt sarte for kritikk og tilbøylige til å tolke all diskusjon og motstand som rasisme – en kultur visse segmenter i det politiske Danmark støtter opp om.

Det samme mener tidligere folketingspolitiker og midtøstenanalytiker Naser Khader, som i tillegg retter kritikken mot apologeter og rollemodeller som i stor grad har forsøkt å unndskylde, forsvare eller bagatellisere de unges uakseptable atferd, og heller plasserer skylden på det danske samfunnet fremfor de unge selv og deres foreldre:

Man gør atter de unge til ofre og kommer på den måde til at bagatellisere det, der er sket. Det tager fokus væk fra det egentlige problem. Det, der skete, var efter min mening et angreb på kernen af det danske velfærdssamfund. Skubber man skylden over på samfundet, skubber man ansvaret væk fra de unge.

Derfor er det også ekstra forfejlet, når rollemodeller (f.eks. integrationskonsulenter) fortæller de unge, at samfundet er sådan indrettet, at Ali fra Vollsmose har meget svært ved at finde en læreplads endsige et job, fordi han er offer for et diskriminerende samfund – hvordan i alverden skal han så bevare motivationen for at blive en del af samfundet? Uforvarende kommer sådanne beskeder til at holde de unge fast i en samfundsopfattelse, hvor det ikke kan svare sig at tage fremtiden i egne hænder. Disse forhold undergraver ikke blot muligheden for en vellykket integration, de fremmer tillige parallelsamfundene i ghettoerne.

Khader adresserer også foreldre, som ikke vil eller evner å gi sønnene sine en oppdragelse som er tilpasset livet i Danmark:

Den samfundsforagt og modvilje mod systemet, der forekommer i ghettoerne, fører intet godt med sig. Man ’plejer’ her gensidigt foragten for det ’danske’ og for de velintegrerede indvandrere. En tendens, som kun forstærkes yderligere af forældrenes laissez-faire-opdragelse, når det gælder deres drengebørn.

Mange af de kriminelle unge mænd kommer fra hjem, hvor de bliver opdraget traditionelt arabisk, fuldstændig som forældrene blev opdraget. Mange af dem kommer derudover også fra flygtningelejre i Libanon, hvor det er jungleloven, der gjaldt. Disse erfaringer tager de med sig til Danmark. Drengene får derfor alt for ofte ikke lært hjemmefra, at der er forskel på respekt og intimidering, og alt for ofte lader forældrene blot tingene stå til, så man kunne foranlediges til at tro, de ikke har nogen intentioner om at skabe sig et godt liv i Danmark. Derfor starter problemerne i bund og grund allerede hos forældrene. Velfærdssamfundets fundament er kerne­familien; det er her, værdisæt og normer bliver dannet, og det er efter min opfattelse oftest her, det egentlige svigt foregår.

Den som har gått hardest ut mot den utbredte offermentaliteten – som ikke sjelden bakkes opp av politikere med innvandrerbakgrunn, imamer samt såkalte etniske konsulenter og integrasjonseksperter – er sosialordfører for Socialdemokraterne i København, dansk-kurdiske Lars Aslan, som selv bor på innvandrertette Nørrebro:

– Den helt ulidelige offerrolle som en del med anden etnisk baggrund (især yngre drenge) elsker at dyrke. Efter deres opfattelse er alle danskere racister, og derfor er det helt legitimt at angribe repræsentanter for det offentlige som f.eks. politi og ambulancefolk. Hvilket der er alt for mange eksempler på.

– Offerrollen er dybt skadelig for de pågældende unge selv, og ikke mindst for det kæmpestore flertal af flygtninge og indvandre der er en positiv del af det danske samfund

– Offerrollen bliver alt for hyppigt spillet igen og igen og bakkes desværre ofte op af politikere med anden etnisk baggrund, imamer, diverse etniske konsulenter og såkaldte integrationseksperter.

I Mellemøsten var de røget i fangehullet
– Foragten for det danske samfund kan undre, da samtlige lande de store indvandregrupper kommer fra, på alle områder giver ganske få eller slet ingen muligheder for at leve et godt liv. Og de pågældende fjolser ved udmærket godt, at opførte de sig på samme måde i Mellemøsten som de gør i Danmark, så havde deres handlinger været en engangsforestilling, og de ville i bedste fald ende resten af deres dage i et fangehul.

Familie og venner har et ansvar
Skal vi skabe et Danmark hvor sådanne episoder som den vi netop så i Odense ikke skal gentage sig, så skal de fjolser i Vollsmose og andre steder gøre op med offerrollen.

Og deres venner, familie, skolelærere og netværk skal igen og igen fortælle dem. at Danmark er et fantastisk land, som man skal være glad for at bo i. Hvis det ikke lykkes, at på de unge til at forstå det, så kan de finde et andet sted at leve deres liv. For ingen tvinger jo en til at være her.

Kristeligt Dagblad: Sociologer: Indvandrerforskningen har gjort nydanskere til sagesløse ofre

Ekstra Bladet: Vollsmose-fjolserne synes alle danskere er racister