Nytt

Er danskene rasister, eller er det forskerne som gjør dem til det i sine arbeider, fordi de feiltolker, feilleser og holder sammen om at det er slik?

Spør Mehmet Necef og Henning Bech i en ny bok som utkommer mandag. De svarer nei på det første og ja på det siste spørsmålet: det er forskerne som lider av en ideologisk tvangstrøye som gjør alle dansker til rasister eller potensielle sådanne, og innvandrere til ofre per definisjon.

Deres bok burde vekke oppsikt. Den bekrefter det mange blant publikum lenge har ant og ment: at det er den topptung elite som bruker rasisme-våpenet for å stanse enhver kritikk og diskusjon om innvandringens skyggesider.

Det skal bli vanskelig å stoppe munnen på dem etter denne boken:

dk.mehmet+necef
Lektor Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

Efter fem års grundige studier kan professor Henning Bech fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet og lektor Mehmet Ümit Necef fra Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet så præsentere to tæt sammenhængende hovedkonklusioner.

Forskerne gjør folk ute i det praktiske liv til rasister på grunnlag som er langt mer komplekse enn det forskerne gjør dem til. De er endimensjonale og leser rasisme inn i alle reservasjoner, feks. mot å ansette ikke-vestlige. Men det kan henge sammen med så enkle ting som manglende språkkunnskaper, små miljøer på arbeidsplassen, omkostningene ved å ansette en medarbeider som ikke fungerer, og frykt for religiøse konflikter hvis søkeren f.eks. bruker hijab.

Hvis en person f.eks. skulle si at han ikke ville like om datteren skulle bli gift med en muslim, så kan det ha med harde empiriske fakta å gjøre, vedrørende muslimers syn på kvinner.

Dessuten kommer man ikke bort fra at folk generaliserer. I samfunn hvor den ukjente faktor blir så stor og omfatter så mange, vil folk nødvendigvis generalisere, i smått som i stort. Disse generaliseringene bunner i noen grad på «fordommer», men slik fungerer menneskene, også innvandrere. Etter på denne måten å ha avpolitisert og «normalisert» fordommer som et fact of life, gir de to forfatterne seg i kast med kollegene som har funnet rasisme over en lav sko i det danske samfunn.

De skriver ikke ut noen pen attest.

De to forskere konkluderer nemlig, at »den forskningslitteratur, der taler om udbredt dansk racisme, typisk er præget af ikke at leve op til almindelige normer for videnskabelighed.« Konklusionerne når Bech og Necef frem til ved at bruge det mest ubarmhjertige videnskabelige redskab, man kan bruge over for andre forskere: den klassiske kildekritik. Mere end tyve danske forskeres referencer, henvisninger og statistikker er evalueret på kryds og tværs af den 67-årige Henning Bech og den 60-årige Mehmet Ümit Necef. De viser, at der er en klar tendens til, at forskningen forveksler mange borgeres »rationelle bekymringer« med racisme eller såkaldt »nyracisme«. Forfatterne påpeger et hav af metodiske problemer og sjusk inden for indvandrerforskningen. Bech og Necef bruger på næsten hver side i bogen vendinger som »løsagtige generaliseringer«, »dårligt interviewarbejde og analysearbejde«, »fejlslutninger og overfortolkninger«, »alt for spinkelt og usystematisk udvalgt empirisk materiale«, »påstande uden belæg« og »impressionistisk brug af indtryk, manglende kildeangivelser og udokumenterede oplysninger«. Bech og Necef har i bogen tillige tjekket oprindelige primærkilder til citater, som indvandrerforskningen har anvendt til at dokumentere danskernes racisme. Resultatet er ikke noget kønt syn.

Det er et sviende oppgjør de to tar med den dominerende trend. Det påfallende er hvor hegemonisk kontrollerende og konsensuspreget forskningen er blitt. Mønsteret lar seg lett gjenkjenne i Norge og enda høyere grad Sverige.

»Det er ligesom en støbemaskine, hvor alt kommer i samme form. Uanset hvad man kommer ind i den ene ende, kommer det ud som racisme i den anden ende,« siger Mehmet Necef og tilføjer: »Hver gang der er nogle ting ved indvandrere, som danskerne finder problematiske, har der stået forskere parat til at sige, at det ikke er indvandrerne og deres måde at opføre sig på, der er problematisk, men at det er danskernes racisme, marginalisering og fremmedhad, der får indvandrerne til at opføre sig på den måde.«

Henning Bech ser den gode vilje som en art videreudvikling af marxismen.
»Dengang var det borgerskabet og kapitalistklassen, der udbyttede arbejderklassen.
Tankerne om, at én gruppe udnytter og undertrykker en anden, er blevet udvidet, så der nu er flere former for undertrykkelse, og det kalder man for anti-islamisme, diskrimination, nynationalisme osv.«

Hvis der har været alle disse problemer med forskningen gennem 30 år, hvorfor har man så ikke diskuteret det vildt og voldsomt i 30 år?

Necef: »En del forskere lever i en lukket kreds, hvor de skriver til hinanden og bekræfter hinanden i disse teorier. De prædiker for de frelste, og de er ikke så påpasselige med deres kildeangivelser eller udlægninger, fordi de antager, at ingen går imod dem. Derudover bruger de ord, som skaber frygt eller angst. Hvis man går imod dem, så risikerer man at blive skandaliseret som en racist, der ikke har sympati og empati for de undertrykte minoriteter.«

Paradigme

Necef og Bech sier de henvender seg til et bredt publikum og håper at boken kan komme til anvendelse.

Forskere som får kritikk blir ofte såret. Thomas Hylland-Eriksen har likt dårlig å bli utsatt for kritikk. Hans uttalelser om den norske majoritet skal dekonstrueres i den grad at den aldri kan reise seg igjen, har satt seg hos publikum. Hylland-Eriksen har nå fjernet et intervju på universitetets nettsider hvor han kom med denne uttalelsen. Å slette sine spor gjør saken neppe bedre.

Bech mener forskerne lider av et paradigmesyndrom. De er ikke istand til å se seg selv utenfra.

« Mehmet Umït Necef fortsætter:
»Den her forskning foregår i et lukket, ukritisk kredsløb, der fremmer en lemfældig kildebrug.
Man er ikke bekymret for, at videnskabelige fejl bliver opdaget, for det er en forskning, hvor man er vant til at prædike for de frelste. Man har jo de politisk korrekte synspunkter, og alle er enige om, Danmark er blevet et racistisk land.«

Henning Bech supplerer:
»Vi skriver ikke, at de mange dokumenterede fiflerier, vi har identificeret, er noget, som forskerne har gjort bevidst. Jeg tror nærmere, at problemet er, at de fleste forskere deler et multikulturelt paradigme, der handler om, at indvandrernes kultur ikke må bruges som forklaringsfaktor, når det handler om integrationsproblemer. Her er det kun sociale faktorer, der dur. Til gengæld må den vesterlandske kultur godt bruges til at forklare danskernes angivelige racisme. Et sådant paradigme betyder, at der opstår blinde pletter i forskningen, fordi empirien ofte ikke stemmer med paradigmet.«

«Er danskerne racister?»
Skrevet af Mehmet Ümit Necef, lektor i sociologi på Institut for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, som bl. a. forsker i racisme, samt Henning Bech, der er professor i sociologi på Københavns Universitet og bl. a. har forsket i byliv og homoseksualitet.
Pris: 299 kr.
Forlaget Frydenlund

Udkommer mandag.

Sitater fra Jesper Vind i Weekendavisen: Når man prædiker for de frelste

og

Mads Bonde Broberg i Jyllands-Posten: Til kamp mod forskernes gode viljer