Gjesteskribent

Av Mikael Jalving

Der var engang en boghandler i Brønshøj, dette rolige, rødstenede, socialdemokratiske boligkvarter i København, og han solgte bøger, sådan som boghandlere nu har for vane. Der var bare lige dét ved denne ganske særlige boghandler, at hans bøger alle handlede om islam, ligesom han drev et beskedent forlag specialiseret i særligt ét emne: hellig krig.

Mansour, født i Marokko, familiesammenført i Danmark og sågar dansk statsborger, hadede det danske samfund af et godt hjerte og nogle af hans videofilm, taler og prædikener blev fundet hos de terrorister, som stod bag angrebet på Tvillingetårnene den 11. september 2001.

Said Mansour afsoner pt. en dom på 3 år og 6 måneder for opfordring til terror og blev i 2007 som den første herhjemme dømt efter den ny terrorlov. Han kommer snart ud igen.

Dette og mere til kan man læse om i Morten Skjoldagers nye bog Truslen indefra – de danske terrorister (Lindhardt og Ringhof), der afdækker baggrunden for de tre kendte terrorsager på dansk grund i henholdsvis Vollsmose, Glostrup og på Glasvej i København.

Disse sager har hidtil været opfattet som adskilte sager uden forbindelse, men Skjoldager viser, hvordan aktiviteterne udgår fra den samme, lille personkreds i og omkring moskeen i Heimdalsgade på Nørrebro i København.

Said Mansour har noget med bøger og er den intellektuelle jihadist. Han handler ikke selv, men nøjes med at tale, skrive og opfordre til terror. Men det gør han til gengæld rigtig godt, og hans ord når langt ud i verden, og han får proselytter selv de mest fjerne steder på kloden, alt sammen koordineret fra sin anonyme bopæl i den relativt pæne del af København.

Her – i en boble af fredstid og frimodig indvandring – kan han grundlægge og fortsætte sine aktiviteter i mange år uden for myndighedernes interesse, fordi Danmark er et ganske tolerant land. Der skal i virkeligheden meget til for, at politiet eller PET ringer på ens dør og slæber én ind til forhør om noget så uvant som opfordring til vold og terror, og det tog flere tilløb og en del juridisk ping-pong frem og tilbage, før han blev anklaget og dømt.

Said Mansour har tillige de rigtige venner, såsom Omar Abdel Rahman, også kaldet Den Blinde Sheik, men tag ikke fejl. Rahman – egyptisk født, udvist, derpå eksil i Afghanistan hos d’herrer Osama & Co., før han flytter til New York – besøger Mansour i Brønshøj og var et par år efter arkitekten bag det første anslag på Tvillingetårnene, hvor seks mennesker døde og flere hundrede blev såret af en bilbombe. Altså ikke nogen hyggeonkel.

Det samme må man sige om de i Danmark bosatte venner Mustapha Ramadan, Omar Maarouf og Abdel Aziz, hvoraf sidstnævnte fandme også boede i det rolige Brønshøj, inden han i 1998 drog til Tjetjenien som hellig kriger. De to andre drog også ud fra deres danske baser, førstnævnte til Irak, sidstnævnte til Bruxelles.

Blot få kilometer fra Said Mansours hjem i Brønshøj ligger Tingbjerg, præsentation unødvendig.

Her var der fredag foranstaltet et møde mellem 40 unge muslimske mænd i alderen 16-23 år og kommunens socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten. De unge vil ifølge Politikens reportage have en klub, en klub med aktiviteter, billard, lektiehjælp og computere. Ellers bliver der mere ballade. «For vi står ude på Ruten, og vi keder os, og så er det, at det sker», som en af de raske ungersvende formulerede det.

Men han og de andre vil ikke bare have en normal, kommunal klub, som der findes andre af rundt omkring i Danmark.

Tingbjergs sønner stiller to betingelser: Der skal ikke være noget etnisk dansk personale. De unge vil have deres egen klub, uden opsyn, uden indblanding. Klubben skal være halal, ellers kan det være lige meget. Og for det andet: De vil have den klub nu, ikke i morgen. «Mikkel. For et år siden havde vi også sådan et møde her, men der skete ikke noget», lød det fra salen.

Borgmesteren var tilsyneladende lydhør. Men ligesom man ikke stopper fædre som Said Mansour med velvilje og forståelse, stopper man ikke hans sønner med et nyt klubhus, drevet af dem selv for kommunale midler uden kontakt til det omgivende samfund.

Det er netop den forkerte vej og ville betyde oprettelsen af endnu en ghetto betalt af den velvillige velfærdsstat. Integration betyder ikke at oprette parallelle samfund, enklaver og klubber, men præcis det modsatte. Integration ville det f.eks. være at få nogle af disse ungersvende med i områdets idrætsklubber på lige fod med etniske danskere og sørge for, at flere bliver en del af fællesskabet. De unge skal ikke have en klub; de skal have et medlemskort til en allerede eksisterende klub, og så skal deres fædre have klar besked på at tage fat i deres sønner. Sønnerne skal opdrages til at tage del i samfundet, ikke til at nedbryde det, til at tage ansvar for sig selv, ikke til at vælge offerrollen.

Der er ikke særligt langt fra Brønshøj til Tingbjerg. Men vi får flere fædre som Said Mansour, hvis der ikke bliver gjort op med sønnernes offer- og krævementaliteten i Tingbjerg.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. I 2007 utga han boken Magt og ret. Et opgjør med Godheden, og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Fædre og sønner ble første gang publisert i Jyllands-Posten 26. oktober 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.