Gjesteskribent

Claes Kastholm skriver vakkert om tilhørighet til landskap og kirker. De to – natur og kultur – flyter over i hverandre. Døden får oss alle til sist.

Kastholm vemmes over ungdomspolitikere fra Radikal Ungdom, som tror fellesskap og identitet er noe man vedtar. Lige nu er det visjonen om det flerkulturelle fellesskap. Men mon det kan vedtas? spør Kastholm.

Danmark har alltid tatt mot fremmede. Men nu befinner man seg i den merkelige situasjon at det kommer grupper til landet som sier: dere må tilpasse dere etter oss. Vi krever at fellesskapet ikke bare inkluderer, men omformes. Mot dette stiller Kastholm en annen dypere prosess av nasjonsforming. Historien har laget «danskene», liksom havet spiser av klitterne, og de unge Radikales programposter virker som tant og fjas mot Vesterhavets buldren.

Man kan se svimlende langt i Vendsyssel, hvor jeg i denne uge sidder og skriver dagens tekst med udsigt til en landsbykirkes bredskuldrede middelaldertårn fem kilometer borte. En landsbykirke uden landsby. For firehundrede år siden blev landsbyen taget af sandflugten. Yderligere nogle få kilometer fra landsbykirken uden landsby ligger der en kirke uden sikker grund under syldstenene. Mindre end en halv snes meter fra denne kirke går klinten lodret ned i havet. Jeg har et fotografi, der er taget den 23. juni 1973, det ved jeg så præcist. Den dag, som tindrede af sol, blev jeg og min elskede nemlig gift og bagefter blev der taget et billede af os – brudgommen ligner en dreng, bruden en amerikansk filmstjerne – sammen med nogle venner ude ved denne kirke, som hedder Mårup kirke.

På fotografiet kan man se, at der er langt ud til klintens rand. Dengang – for kun 35 år siden, geologisk set meget mindre end et sekund – lå kirken flere hundrede meter fra havet, der æder mange meter af klinten pr. år. I tusinder af år har danskerne levet her til brændingens bas og det flyvende sands diskant. Med og mod naturen. Men naturen tager ikke finere hensyn, og den er også ligeglad med, at vi over de sidste to-tre generationer er blevet mere og mere naturfremmede og ofte taler og opfører os, som om vi betyder mere end den. Naturen arbejder uanfægtet, og selv de små radikale, disse mærkeligt livsuerfarne mennesker, som sidder og redder verden på cafeerne i det indre København, bliver en dag ædt af den.

Det gælder således også Anne Sophie Callesen, såkaldt integrationsordfører i Radikal Ungdom, og Andreas Steenberg, formand for Radikal Ungdom. Disse to angreb sidste søndag SFs Villy Søvndal i en kommentar i Berlingske, de kaldte ham en farlig mand, og det er måske at gøre lovlig meget stads af ham. De to ungradikale er meget farligere, for så vidt som mennesker, der ikke afstemmer deres drømme med virkeligheden, er farlige, ikke mindst for sig selv.

Callesen og Steensberg skrev: »For Radikal Ungdom er det multikulturelle samfund ikke bare en realitet, men også en vision. Udlændingene og deres kultur er ikke en trussel imod, men en mulighed for den danske kultur«. Det er og bliver noget diffust sludder, en slags festtaleretorik. Der lever i Danmark mennesker med vidt forskellig kulturbaggrund. Heri er ikke noget nyt. Det gør ikke Danmark til et multikulturelt samfund. Op igennem historien er mennesker kommet hertil mange steder fra. Det har altid været problemløst. I 1819 var der nogle mindre antisemitiske optøjer. Det er det hele. Men i løbet af de sidste tyve år er der sket det, at nogle – jeg siger udtrykkeligt: nogle – af de udlændinge, der er kommet hertil i meget stort tal på historisk set meget kort tid, ikke optræder som elskværdige gæster, men aggressivt og krævende.

Aldrig tidligere i vores historie har nogen – hvor de end kom fra – sagt som Güzel Turan, af tyrkisk oprindelse, i en kommentar til integrationsproblemet (Weekendavisen 7.3). Vi skal starte, skriver hun, »med at forlige os med den kendsgerning, at Danmark anno 2008 er delvis brunt og muslimsk. En af de allerstørste hæmsko for integrationen har været og er det den dag i dag, at der stadig sukkes efter de tider, hvor Danmark endnu var beboet af blonde mennesker med blå øjne, og hvis efternavn endte på -sen.« – Udsagnet demonstrerer med stor tydelighed, hvor langt fra virkeligheden snakken om det multikulturelle samfund er. »Det multikulturelle samfund« er et glasurord, der dækker over »muslimsk«. Güzel Turan udtrykker sig utrolig frækt og uvidende om den historie og natur, der har formet dette tusindårige kongerige.

Min egen slægt på min farmors side stammer fra Ungarn. Og hvis min søn, der er arkæolog, tog en DNA-prøve på et af sine fund fra den vikingetids-udgravning i Lejre-området, som han lige har afsluttet, ville han muligvis støde på sine egne forfædre på min farfars side. Så blandet er Danmarks historie. Ligesom de fleste andre landes. Men aldrig tidligere er indvandrere kommet til landet og har krævet, at nu skal landets kultur ændre sig i deres retning. Danmark anno 2008 er ikke »delvis brunt og muslimsk«, lige så lidt som det er delvis gustenblegt og svensk. Danmark er danskernes land. Det er ikke umuligt at blive dansker. Man bliver det ved at overvinde modstand og ved en konstruktiv indsats. Ligesom de danskere, der indvandrede til USA og ikke kaldes ved den kælne og løgnagtige betegnelse nyamerikanere, men slet og ret ved det, de er: dansk-amerikanere.

Første ganag trykket i Berlingske Tidende lørdag 23. mars