Kommentar

Historien om den danske barnehaven som ble overtatt av Hizb ut Tahrir-foreldre rommer stor sprengkraft. Hvordan vil samfunnet møte ekstremister som overtar «kollektiver» ved simpelt flertall?

Det var samme taktikk SUF i sin tid benyttet: De mobiliserte og kunne kuppe organisasjoner hvor interessen var laber. Det er den som regel i et demokrati. Ved sin kollektive opptreden presset de andre mennesker ut, eller de trakk seg «frivillig». Relativt små grupper kan oppnå stor innflytelse ved disiplinert opptreden. Det fikk SUF (m-l), og senere AKP. Motstanden var ikke organisert, men spredt og ukoordinert.

Med islamismen står vestlige samfunn overfor helt andre utfordringer. Historien om Salam barnehave demonstrerer det i miniatyr. Foreldrene – mange av dem konvertitter – møtte ganske enkelt opp og kuppet styret for barnehaven. De to «danske» pedagogene sluttet. Kommunen skal så avgjøre om den skal støtte en barnehave som drives etter Hizb ut-Tahrirs prinsipper. Hva det betyr, er foreldene helt åpne om overfor Berlingske Tidende:

Den tidligere ledelse stopper, fordi de mener, der sidder medlemmer af Hizb ut-Tahrir eller sympatisører af bevægelsen i børnehavens bestyrelse. Kan du genkende deres beskrivelse?

»Der var to danske piger ansat, og ellers var alle ansatte muslimer, alle forældre er muslimer og alle børn. Det fungerede fint, ledelsen respekterede tingene, som de var. Men der er jo nogle af os fyre, som er lidt mere visionære og er praktiserende muslimer. Vi havde dog ingen intentioner om at lave noget af det i børnehaven.«

At I var medlem af Hizb ut-Tahrir skulle altså ikke finde afsmitning på børnehaven?

»Nej, men det var svært for disse kvinder i fyrrerne at lytte til mænd i trediverne, som havde egne idéer. Jeg gik bl.a. ind i bestyrelsen for at ændre nogle ting om min egen søn – jeg synes, han begyndte at efterligne nogle af støttebørnenes handicaplignende adfærd (Salam havde børn, der krævede særlig støtte, red.), men det var mit livs største fejl at gå med. De var ved at lukke det hele, og de eneste, der bakkede os op, var kommunen. Så jeg trak mig ud, og vi overdrog børnehaven til kommunen for ikke at hænge på en stor regning, hvis de standsede tilskuddet.«

Men det er altså rigtigt, at du er medlem af Hizb ut-Tahrir?

»Om jeg er medlem – hvad har det med sagen at gøre?«

Vi vil gerne være sikre på, at vi gengiver alle oplysninger rigtigt, herunder om du er medlem af Hizb ut-Tahrir?

»Der er ikke noget dér. Det er rigtige oplysninger. Det er jo kun muslimer, som kommer over til den børnehave, og alle vi forældre er dem, som danskerne vil kalde fanatiske. Vi er muslimer, der forholder os, så vores børns hjerne bliver rigtig, og vi er sikre på, at de ikke render rundt på Blågårds Plads og opfører sig som aber. De børn laver ballade, fordi de hverken har fået dansk eller islamisk rodfæstelse. Vi lægger vægt på, at børn vokser op med værdier – de skal vide, hvad der er »halal« og »haram« (tilladt og forbudt, red.)

Hizb ut-Tahrir er underordnet i den sammenhæng, men har givet anledning til flere misforståelser. Vi er ikke interesseret i en islamisk stat i Danmark eller i at lave børnehaven om til en koranskole. Vores børn skal lære ordentligt dansk, skal kunne tallene og kunne skrive. Men vi i bestyrelsen har stillet spørgsmål ved, hvad det vil sige at lære et fireårigt barn demokrati, og hvad der menes med at undgå rigide kønsroller. Må drenge ikke lege med drenge alene, må piger ikke lege med piger alene, eller skal piger tvinges til at lege med drenges tissemænd? Vi ville ikke lave børnehaven om, for vi har i mange år haft regler om, at drenge og piger ikke så hinanden nøgne, og at børnehaven ikke gik på stranden, hvor de risikerer at se nøgne mennesker. Hvis nu vi ville lave det hele om, ville kommunen jo lukke os i morgen. Der ville slet ikke være nogen idé i det.«

At Hizb ut-Tahrir har været et tema skyldes vel også, at det kan være svært at have tillid til en forældrebestyrelse, der på papiret bekender sig til demokrati i børnehaven, men hvor flere privat er medlem af en bevægelse, der er imod demokrati og ligestilling?

»De fleste muslimer mener, at skaberen er lovgiver, men man indordner sig, for man lever her. Det er jo bare børn, der går og leger, og pædagogerne skal ikke undervise i, at folk kommer fra aberne, de skal ikke sige til børn på tre-fire-fem år, at demokrati er den ultimative lovgivningsform til menneskeheden. Det har aldrig været et emne, at børnehaven skulle lære vores børn at gå ind for en menneskeskabt lov, at støtte et demokrati med nepotisme, våbensalg og alt det der.«

Men en børnehave i Københavns Kommune er faktisk forpligtet til at opdrage børn til demokrati og ligestilling?

»Hvad vil det sige i praksis? Ligestilling er jo en fordrejning – skal de også opdrages til, at mænd kan føde børn og bør være gravide? Videnskaben må se at få udstyret mænd med langt hår, nogle bryster og huller rundt omkring, så vi kan føde nogle børn og blive ligestillet.«

Nu tror jeg ikke, at det er, hvad Københavns Kommune forstår ved at introducere børn til ligestilling …

»Nej, men islam har jo nogle andre forestillinger. Der er nogle opgaver, der skal løses og fordeles mellem mænd og kvinder. Sådan har det været i årtusinder, også i Danmark, indtil de sidste 30-40 år. Og nu kan man jo se omkostningerne. Institutionsbørn og kvinder, der går ned med depressioner og alt det der. At en mand og en kvinde kan være lige er kun en hypotetisk mulighed.«

Vi interesserer os bl.a. for sagen, fordi der har været nogle opsigtsvækkende konflikter, bl.a. at nogle blev vrede over, at børnene kom hjem fra en udflugt med nissehuer?

»Enkelte forældre gjorde, jeg gjorde ikke, for det var en svipser. Jeg tvinger jo heller ikke dig til at faste. De kan da godt fortælle børnene om julen og dansk kultur, men de skulle ikke have trukket en nissehue ned over hovedet på muslimske børn. De ville også til stranden engang, selv om vi ikke var interesseret i, at børnene så nøgne mennesker. Desuden tog de børnene med i biografen, hvor de så en julefilm med nisser. Det var bare dårlig ledelse. Ellers var der ikke særligt mange konflikter.«

Det er et rystende intervju. Fordi det er i en barnehave. Fordi det handler om hva slags holdninger som blir innprentet barn i en nordisk velferdsstat anno 2007. Det er holdninger til kvinner, vestlig kultur, demokrati, likestilling og indidividets frihet overhode, som bare kan betegnes med ett ord: hat. Et samfunn som velger å overse at slike grupper får organisere seg, har mistet sin motstandskraft.

Nå er spørsmålet: kan det offentlige betale for en barnehave hvor slike holdninger dominerer? Hvis svaret er nei: Kan samfunnet tåle at det oppfostrers barn som oppdras til å forakte andre mennesker og andre oppfatninger?

Samfunnets toleranse settes her på en alvorlig prøve: Hvordan skal det stille opp når noen benytter demokratiske metoder – valg ved flertall – til å skaffe seg innflytelse? I Hizb ut-Tahrirs tilfelle er det synlig. Men det finnes andre varianter: hva når flertallet av foreldrene er mot at det skal synges julesanger eller feires jul? Eller at det står en skulptur av en gris signert Skule Waksvik i inngangen. Kanskje det da går som i Lars Saaby Christensens novelle, hvor «ledelsen» bestemmer at alt som støter skal bort?

Det finnes mange støtteordninger i dette samfunnet som kan utnyttes. Også det var SUF flinke til i sin tid. De oppdaget støtten til studiesirkler, og masseproduserte søknader for fiktive kurs. Men de visste ikke nok om skattesystemet: da inntekten kom på toppen av foreldrenes inntekter, ble det bråk.

Slik vil det være mange «tiltak» som kan være av varierende kvalitet og karakter, hvor det drives virksomheter som går på tvers av demokratiske verdier. Det gjør det allerede i integreringens navn, men myndighetene kvier seg for å gripe inn, med mindre de må, slik det skjedde med senter for somaliske jenter.

Hizb ut-Tahrir setter begge disse prinsipper på spissen.

I sin essens er det samme problematikk som da islamistiske FIS vant parlamentsvalget i Algerie. De militære fryktet at det ville bli det siste frie valget og overtok makten.

Skal man unngå slike konsekvenser må man våge å se realiteten i øynene og ta diskusjonen på et tidlig stadium.

Det er ikke betryggende at regjering og forvaltere av den offentlige mening så ivrig har engasjert seg for anerkjennelse av Hamas-regjeringen. Det er samme problematikk: en antidemokratisk organisasjon vinner et demokratisk valg.

»Alle vi forældre er dem, som danskerne vil kalde fanatiske«