Gjesteskribent

Der findes flere forklaringer på, at den danske og svenske offentlighed håndterer tidens afgørende politiske spørgsmål såre forskelligt. Jeg er så heldig at have fået mulighed for at undersøge nogle af disse spørgsmål i radioprogrammet ”Danmarks Stemme” på Radio24syv i juli. Men én forklaring mangler. Den er hverken politisk, kulturel eller økonomisk. Den er teologisk.

I Sverige har de aldrig haft Tidehverv, det teologiske arbejdsfællesskab, der i 1920’erne indledte et frontalopgør med fromheden i toneangivende kristne og kulturradikale kredse efter Første Verdenskrig og fortsatte sit virke frem til vor tid med sognepræst Søren Krarup som den nok mest kendte skikkelse. Fraværet af Tidehverv i Sverige er med til at forklare, hvorfor sammenblandingen mellem himmelsk og jordisk, mellem moral og jura, mellem utopi og politik har været så udtalt i Sverige i det 20. århundrede – lige fra de første socialkonstruktivistiske Myrdal’er over Palme-generationen frem til byeliternes mondænt-liberale forestillinger.

Tidehverv voksede derimod ud af den lutherske understregning af, at mennesket er født som synder, og at det også gælder dem, der smykker sig med langt finere betegnelser og noble hensigter. Vi tobenede kan derfor aldrig blive guder, selv om det er fristende, hvis man står og mangler noget solidt at tro på. Og hvem gør ikke det, når jorden skrider under én?

Tidehvervs betydning for den danske kulturdebat kan næppe måles, men hvis man betragter, hvordan erstatningsreligioner i generationer har overtaget den politiske samtale på den anden side af Øresund og Kattegat, så forstår man, at Tidehverv har gjort en forskel i Danmark. I Sverige blev fremtiden og den løbende vurdering, at det hidtidige er en fejltagelse, som skal korrigeres, den nye tids dogmatik, idet kristendommen gradvist mistede sin betydning efter verdenskrigene. Gud var død, men fremtiden lyste som hær af engle.

Det socialdemokratiske folkehjem opstod på denne optimisme og planlægningsiver, og da folkehjemmet skulle fornys omkring 1968 og nok en gang efter Berlinmurens Fald i 1989, byggede man et nyt folkehjem – bare på hovedet. Nu blev det antinationale den nye nationalisme. Antiracismen den nye racisme. Konstruktivismen den nye tradition. Relativismen den nye absolutisme. Demokratismen den nye konformisme. Fred den nye krig. Multikulturen den nye kerne; åbenhed, tolerance og menneskers ligeværd det nye evangelium.

Vist så, mange af disse ideologiske forskydninger kendes også fra Danmark, men ikke i samme grad – og ikke uden, at den ene pol jævnligt møder modstand fra den anden pol. Hvad mange politisk korrekte svenskere opfatter som levn fra fortiden, har langt større indflydelse i Danmark end i Sverige, som blev moderniseret som industrination, mens Danmark blev moderniseret som landbrugsnation. Også dét er medvirkende til, at man i Danmark kan tillade sig at le ad de progressive; det kan man kun sjældent i Sverige.

I forskellige sammenhænge har jeg mødt debattører og kloge mennesker i Sverige, som har beklaget, men afstået fra at medvirke i, hvad der på svensk hedder ”den danske diskurs”. Det er svensk for farligt, et slags dark room, hvor man ikke kan være sikker på, hvad der vil ske. Man går ind som ren, men kommer ud som beskidt, og når ens navn efterfølgende googles, så ”afsløres” det, at man har minglet med ”racister” og ”neokonservative” mørkemænd. Tidehverv får sjældent roser. Men vi har meget at takke den gamle garde for.

Foruden Tidehverv havde Danmark været mere svensk.

 Opprinnelig i Jyllands-Posten 6. juli 2014