Professor Ruud Koopmans. Foto: David Ausserhofer, WZB

Jeg er så gammel, at jeg kan huske palæstinenserloven. Den kom til verden ved, at repræsentanter for 321 statsløse palæstinensere besatte Enghave Kirke og med tilladelse fra sognepræst Lisbeth Søe flyttede ind i Blågårds Kirke i København i 1991 efter at have fået deres ansøgning om asyl i Danmark afvist.

Jeg stod selv for at skulle flytte til byen og betragtede med vantro, hvordan kunstnere, venstrefløj og hele 600 præster – dvs. lige knap to præster pr. migrant – gik i brechen for, at de skulle tilbydes ophold og statsborgerskab.

På kirketrappen tændte danske kulturpersonligheder lys for besætterne, heriblandt tidligere statsminister Anker Jørgensen, forfatteren Anders Bodelsen og den katolske biskop Hans Martensen, ligesom Savage Rose og Kim Larsen sang for, mens Socialistisk Folkeparti svingede taktstokken i Folketinget. Det strømmede ind med lutter god vilje fra unge bz’ere og gamle flygtningevenner, og en aktivist, der til daglig underviste på Roskilde Universitetscenter, blev i Politiken citeret for, at »kirkeasylet er et tegn på, at den danske folkekirke begynder at markere sig holdningsmæssigt til samfundets problemer«.

Virakken var ikke til at stå for. Snart fremsatte Marianne Jelved og Elisabeth Arnold, begge fra Radikale Venstre, et lovforslag om en særlov for palæstinenserne, og den blev vedtaget med Socialdemokratiets, SF’s og De Radikales stemmer uden om Poul Schlüters vaklende regering.

Små 30 år senere har Udlændinge- og Integrationsministeriet så opgjort, hvordan det gik for palæstinenserne. Det korte svar er strålende, hvis man med strålende hentyder til kriminelle aktiviteter og finansielle færdigheder. Ud af de 270 palæstinensere, som stadig bor i Danmark, har 204 fået en straffedom, mens 176 af dem er på offentlig forsørgelse, langt de fleste på førtidspension. Mens egohumanisterne i København fik deres vilje og pudsede deres glorie over for hinanden, endte Danmark med at betale prisen.

Historien er typisk dansk i al sin himmelråbende naivitet. Men den er samtidig meget europæisk. Som den hollandske sociolog Ruud Koopmans fremhæver i sin faktamættede bog Islams forfaldne hus, der netop er udkommet på Forlaget Pressto, afspejler problemerne med at integrere muslimer i de vesteuropæiske lande den islamiske krise i miniformat.

Tag f.eks. et centralt anliggende som uddannelse. I islamiske lande ligger antallet af skoler, uddannelsesår og procentandel med en afsluttet skoleuddannelse konsekvent under ikke-islamiske lande, uanset om landene er fattige, mindre fattige eller rige som Golfstater. Generelt gælder det, at jo større andelen af muslimer er i et land eller en region, jo lavere er muslimernes uddannelsesniveau. Det skyldes, at islam befinder sig i en dyb indre krise, som bunder i, at alting begynder og slutter med Koranen, der via migration af mennesker og moskéer eksporteres til resten af verden med en hastighed og alvor, vi ikke har oplevet før.

Det går stærkest i liberale lande som Sverige, Tyskland, Storbritannien, Belgien og Nederlandene, hvor islams indflydelse er hastigt voksende, og sociologen lægger en mængde statistisk materiale frem for alle, der vil vide mere eller orker at høre mere. Bogens allerførste sætning anbefaler »enhver, der ikke kan skelne mellem kritik af en religion og racisme, at lægge bogen fra sig«. Dette vil formentlig udelukke store dele af venstrefløjen, folkekirken og tusindvis af pæne, faktaresistente folk på pæne adresser fra at læse bogen.

Bedst som EU barsler med endnu en migrationspagt, der vil lokke endnu flere migranter hertil, og bedst som højtstående embedsmænd i Bruxelles modstræbende konfirmerer, at de EU-medlemsstater, der ikke makker ret over for kommissionen, vil blive mødt af »korrektionsmekanismer« og en »fast fordelingsnøgle«, minder Ruud Koopmans os om, at den for tiden fremherskende tolkning af islam er en trussel mod ikke alene de vesterlandske samfund, men også de muslimske.

Islam, sådan som vi er kommet til at kende islam siden den islamiske revolution i Iran i 1979, skaber ufrihed, økonomisk stagnation, uvidenhed og vold, hvor end den bosætter sig. Derfor gælder det naturligvis om at begrænse dens bosættelse, om ikke andet i vores del af verden. Denne realisme har stadig svære kår i EU, hvorfor EU da også har udviklet sig fra at stå på de europæiske landes side til at tage migranternes parti. Det skyldes ikke dumhed. Det skyldes egohumanistiske idealer og for meget champagne. Lidt ligesom med palæstinenserloven. Bare i stor skala.

Kjøp Hege Storhaugs bok «Islam. Den 11. landeplage» fra Document Forlag her!

Kjøp «Den islamske fascismen» av Hamed Abdel-Samad fra Document Forlag her.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene våre. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.