Gjesteskribent

Europa befinder sig i et tidehverv, hvor store forandringer varsles i horisonten. Jeg tænker ikke alene på den økonomiske krise, som trods alt er en begrænset krise; er der tilstrækkelig vilje, kan den løses med de rette instrumenter. Godt nok må europæerne, som bebudet af kansler Merkel, tage afsked med de velfærdsstater, som de hidtil har været forvænt med. Men det går nu nok. Måske har vi alle for længe levet materielt og moralsk over evne. De mange velfærdsrettigheder er ikke blevet betalt med de fornødne pligter.

Nej, jeg tænker på dybereliggende rystelser, der vil forrykke kontinentets undergrund og måske for stedse forandre det, vi hidtil har kendt som Europa. Den slags bratte ændringer sker med jævne mellemrum, typisk efter to eller tre generationers forløb. Sidste gang vi oplevede det, var i starten af 1990erne efter Murens fald. Kommunismens sammenbrud frisatte vældige kræfter, der fandt deres blodige udtryk i borgerkrigen på Balkan. Et gammelt imperium faldt, og en masse nye stater blev til efter voldelige løsrivelseskampe og etnisk udrensning.

Det er den slags brydninger, vi også aner i dag. De kan aflæses i aktuelle overskrifter som »Separatismens spøgelse hjemsøger Europa«, »Europa bliver verdens nye brændpunkt« og »Krig i Europa? Ikke længere umuligt«. Disse dystre profetier kommer ikke blot fra kommentatorer, men også fra organisationer som Internationale Røde Kors og fremtrædende europæiske politikere.

Skotterne, catalanerne, flamlænderne og mange andre grupper – heriblandt en hel bunke i det sydøstlige Europa – ønsker i dag løsrivelse og søger at grundlægge deres egne selvstændige stater. Min pointe er, at de aktuelle spændinger kan medføre store lidelser, men forandringerne kan også lede til noget godt.

Etnisk og kulturelt homogene nationalstater uden mindretalsdominerede områder har nemlig vist sig at skabe fred i Europa.

En homogen stat er en politisk orden, hvor nationen – folket – har fået sin egen stat. Men eftersom der aldrig er tale om fuldstændigt homogene stater, vil det sige en orden, hvor en stor majoritetsgruppe har defineret og opretholdt en kernekultur. Og med en kernekultur menes en fælles arv, tro, sprog, normer og til dels forfædre – en slags etnisk stamme.

Det er ikke ligefrem politisk korrekt at sige det, men kendsgerningen er, at freden i Europa efter Anden Verdenskrig i høj grad er opnået med udemokratiske og til tider voldelige midler. Etnisk adskillelse er gået forud for fred, og hvor adskillelsen ikke er indfriet, blusser vold og konflikter til stadighed op.

I efterkrigstiden blev millioner af etniske tyskere således fordrevet fra en lang række områder i Europa, og det gjaldt også jøder, polakker, ukrainere, slovakker, ungarere, serbere og kroatere. De forskellige nationer, der var tilbage, fik dermed deres egne homogene stater. De regimer, hvor det nationale projekt ikke lykkedes, var bl.a. Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen og Jugoslavien. Men deres fremtidige skæbne viste blot, hvor stærk den etno-nationale drivkraft er.

Nationalfølelse har derfor et Janusansigt. Den kan være både aggressiv og fredelig – som i den gruppe, der lever i fred med sig selv og sine naboer i anerkendelsen af, at de netop også hviler trygt og godt i deres egen identitet. Det er, hvad vi mener, når vi siger, at danskerne er stolte af at være danskere.

Nationalfølelse skaber altså spændinger, men også stabilitet. Den er også en kilde til sammenhængskraft. Den gør, at folk i højere grad er villige til at omfordele deres goder, acceptere fælles beslutninger og møde deres medborgere med tillid.

De fleste fokuserer imidlertid på nationalfølelsens ødelæggende virkninger, ikke på dens fordele. Som den amerikanske historiker Jerry Muller har påpeget: Liberalt demokrati og etnisk homogenitet er ikke blot forenelige, men komplementære. Og videre: Europa har været stabilt siden Anden Verdenskrig, ikke på grund af etno-nationalismens fiasko, men på grund af dens succes.

Herom står der stadig strid. Nationalisme har, ikke uden grund, dårlig presse. EU-projektet bliver f.eks. legitimeret med, at det er fredens projekt. Det har vi senest kunnet læse her i avisen i Uffe Ellemanns og Søren Pinds indlæg. Men henvendt til dem, der bestrider, at det snarere er homogene nationalstater, der skaber fred, må man spørge:

Hvordan går det lige med de stater, hvor nationsopbygningen ikke er lykkedes? De er naturligvis svangre med konflikt. I Belgien kan man ikke engang enes om en regering. Og synes multikulturalisme at skabe større fordragelighed? Vi skal bare huske en måned tilbage på et vist juletræ i Kokkedal for at finde svaret.

Hvad så med undtagelserne, Schweiz f.eks., der ikke er en nationalstat, men dog fredelig? Ja, her har man løst problemet ved at dele de forskellige nationer – kulturelle grupper – op i de såkaldte kantoner med hver sit udstrakte selvstyre. Man kan diskutere frem og tilbage, men man kommer bare ikke uden om, at nationalfølelse er en særdeles stærk drivkraft. Blot et eksempel: I 1950 var der 89 selvstændige stater i verden. I 1995 var der 192. Også Europas nyere historie er styret af en jernhård logik, der lyder: Enhver nation vil søge at grundlægge sin egen stat, hvor den kultur og den etnicitet, der definerer dem som et særligt folk, nyder forrang. Og det er præcist det, vi ser i dag. Vi gør klogt i at se realiteterne i øjnene, om vi så bryder os om dem eller ej.

I Storbritannien, Belgien, Spanien, Italien og på Balkan har de nationale løsrivelsesbevægelser et godt tag i den brede befolkning. National selvbestemmelse er, hvad de ønsker, og det er, hvad de i længden vil få i en eller anden form.

Det vil forandre Europa. Den stabilitet, vi har levet med i tyve år, kan vi ikke længere tage for givet. Men måske er det også bedst, at det geopolitiske rum, vi kalder Europa, bliver ordnet på ny.

 

Opprinnelig i Berlingske Tidende torsdag 24. januar 2013. Document takker Støvring for generøsiteten ved å tillate republisering.