Gjesteskribent

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter. Og således kan ideologierne beskrives under ét. Alle ideologier søger at omforme samfundet på egne præmisser, betragter mennesker som genstande, der kan omformes, nedbrydes, genopbygges efter den for tiden mest fikse tanke – det være sig liberalismen, på hvis fordring mennesket skal løsrives fra sin historie, kultur, identitet og virkelighed. Det gælder som bekendt i socialismen. Og det gælder i euro-ismen, hvor en ny nation, en ny fortælling, et nyt menneske – homo europea – skal tage plads og fortrænge grækere, finner, briter, østrigere mv. Metoden er ikke guillotine eller udryddelseslejre (og tak for det!), men derimod en ensretning, tvunget af den nød, som EU med fælles valuta, åbne grænser og østudvidelsen har bragt borgerne i.

Fra Bruxelles betragtes Europa som et laboratorium, hvor borgerne som forsøgskaniner udsættes for det ene katastrofale forsøg efter det andet: nedlæggelse af grænsekontrol; politisk bestemte valutakurser, tvangsliberaliseringer og tilbagerulning af ellers hævdvundne demokratiske principper. Værst blandt forsøgene er dog indførelsen af den fælles valuta, som i dag er en reel trussel mod EUs fredelige fremtid.

Det bedste – og værste – eksempel er Grækenland. Her kom overgangen til den fælles valuta til at virke som benzin på et flammende bål. Med ét slag fik grækerne adgang til billige lån, og det skabte en låneboble, som blev første led i den græske tragedie. Men hertil kom det løbende tab af konkurrencekraft. Mens Tyskland lod enhedslønningerne (2000 til 2010) stige med seks procent, steg de tilsvarende i Grækenland med 46 procent. I en normal verden, ville en sådan reduceret konkurrenceevne have korrigeret den græske valutakurs over for Tyskland (depreciering/devaluering). Men uden en egen valuta var grækerne prisgivet, og da krisen kom, slog den tabte konkurrenceevne for alvor igennem. Økonomien skrumpede med rekord-fart.

Det er en politisk beslutning, at græsk og tysk valutakurs skal være ens. Markedet er tydeligvis ikke enigt. Men i stedet for at opgive eksperimentet og hjælpe grækerne ud af tragedien, insisterer laboratoriets herremænd på at fortsætte. Deprecieringen må ske internt via reduktioner i landets produktionsomkostninger (løn, offentlige udgifter, pensioner mv.) I laboratoriet ser den slags fornuftigt ud. Men de politiske og sociale konsekvenser er enorme.

Kunne grækerne ikke bare have holdt lønningerne i ro? Naturligvis! Men man må forstå, hvilket samfund Grækenland er. Det var ikke nyt at lade de offentlige udgifter, lønninger og budgetter stige. Sådan har det altid været, hvilket fra 1980 til 2000 medførte, at den græske drachma blev nedskrevet over 500 procent i forhold til ecu’en, den daværende centralkurs. Sådan må det være. Derfor ramte katastrofen, da landet ikke længere kunne depreciere. Spørgsmålet er derfor: kan EU med sine vedvarende krav om nedskæringer forandre Grækenland så fundamentalt, at det, der hidtil har været kerneelementer i det græske samfund, radikalt ændres? Kan grækernes mentalitet fortyskes? Her jubler ideologen over udfordringen. Vi andre ryster på hovedet.

Desværre er EU ledet af ideologer, som tror, at et folks kultur kan ændres med dekreter fra Bruxelles. At korruptionen med et direktiv kan fjernes. At arbejdsmoral med en forordning kan harmoniseres. At skattebetalingen kan hæves med tyske kontrollanter, og at den politiske kultur kan frigøre sig fra hundrede år gamle traditioner med et diktat fra Trojkaen. Vi tror det ikke. For mennesket er ikke en computer, som blot ved at ændre styresystem kan ændre adfærd. Mennesket er et vanedyr med vaner, der til tider går hundredvis af år tilbage. Er bundet og formet af sin historie, sin religion, sin geografi, sin stolthed og alt det, som ikke kan defineres i formler og recepter, og som ideologen derfor hverken forstår eller anerkender. Derfor vil euroen føre til sociale opstande, der kan få, hvad vi hidtil har set, til at ligne en søndagsudflugt. Euroen og de hermed uløseligt forbundne reformer er ved at rive sjælen ud af den græske befolkning. Når reformerne hidtil kun har forøget fattigdommen og skadet væksten, bevæger Grækenland sig i retning af sammenbruddet.

Sammenbruddet berører dog ikke kun grækerne. Da Kansler Merkel for et halvt år siden besøgte Athen, blev hun mødt med voldelige demonstrationer og plakater af sig selv i nazi-uniform. Man fornemmer et desperat had mod alt tysk. Men ufreden stikker dybere. Den økonomiske krise har givet et nyt fascist-parti – Gyldent Daggry – fremgang. I Tyskland ønsker et flertal af befolkningen Grækenland ud af euroen. Generelt giver krisen anledning til stadigt større spændinger mellem nord og syd. EU er ikke længere fredens projekt. Det er ideologiens projekt. Og med ideologier følger det farlige spil, der kan udløse voldelige revolutioner og kontrarevolutioner.

I Bruxelles ved man, at jorden brænder. Temperaturen i laboratoriet stiger til faretruende niveauer, mens man blindt tror på harmoniseringen af Europas befolkninger. For alle ved, at en fælles valuta kun kan lade sig gøre, hvis enten alle områder i valutaen udvikler sig i takt, eller hvis befolkningerne i nord for al evighed accepterer at betale til dem i syd (og de i syd accepterer i al evighed at leve med et debitor-folks moralske identitetskrise). Det sidste går ikke. Utilfredsheden er i dag udbredt – fra Finland i nord til Cypern i syd. Derfor griber vore ideologiske herskere nu til, hvad der vel nok fra start har været endemålet: føderaliseringen af Europa. EU-kommissionsformand José Barroso har sagt det klart: »Vi skal skabe en føderation mellem medlemslandene.« En føderation med fælles finanspolitik, fælles regering, fælles gældshæftelse, skatteopkrævning og gældsudstedelse – ja, Europas Forenede Stater. Man vil spejle sig i USA.

Men når det for 250 år siden lod sig gøre at skabe et forenet land i Nordamerika (som i øvrigt skulle gennem en blodig borgerkrig for at enes herom), var forudsætningerne væsentligt anderledes. USA er et indvandrerland, hvis indbyggere med vold fjernede den oprindelige befolkning og overtog landet. De kunne starte på en frisk, historien blev sat på 0. De havde dog fælles sprog, fælles erfaringer samt fælles udfordringer, fjender og bevidsthed. Det gælder ikke i Europa, hvor nationalstaten danner rammen om den daglige tilværelse.

Europas nationalstater, monarkier og folk har bestået i årtusinder, har allieret sig, bekriget og udfordret hinanden. Vi har med hver sin historie udviklet en identitet, der binder os sammen, men også skiller os. Vi taler forskellige sprog. Ser forskelligt på forholdet mellem stat og individ, kirke og stat. Betragter sekularisering forskelligt. Opfatter korruption forskelligt. Og det er ikke ondt. Forskellighed kan, viser den europæiske historie, tværtimod være en inspirerende kraft til at skabe stadig nye landvindinger. Men først og fremmest er forskelligheden en givet forudsætning for det at være borger i Europa. Og det sætter grænser for, hvad der derfor kan overlades til en fælles harmonisering uden fatale konsekvenser. For demokratiet. For sammenhængskraften. Og for resultaterne. På alle disse tre områder har euroen vist sig katastrofal.

Det betyder ikke, at alt samarbejde bør bortkastes. Det eneste, vi bør – og skal – skille os af med, er den ideologiske drivkraft. Europa skal ikke være en ideologi. I EU er hverken umiddelbarheden, sproget, historien, folkeligheden eller genkendeligheden fælles på tværs af vore grænser. Vel har vi dele af et fælles sprog – de fleste behersker vel fransk, tysk og engelsk på konversationsniveau. Vel har vi noget historie til fælles. Og vel slås vi fra tid til anden med de samme problemer. Men umiddelbarhed? Genkendelighed? Fælles offentlighed og fortrolighed? Nej. Det er ikke virkeligt.

Dermed vender vi tilbage til ideologen. For ideologen lader sig ikke begrænse af virkeligheden. Men han falder på dens alter. Og mens euroen falder, må europæerne se deres gamle kontinent falde med. Det er trist, men desværre ikke første gang i Europas historie, at de frelste prædikanter bemægtiger sig magten og med blikket stift rettet mod lærebogen styrter folket i afgrunden.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 31. oktober 2013.