– EUs embedsmenn og politikere våger ikke å se i øynene at EUs folkeslag ikke kan smeltes sammen, sier den nederlandske forfatteren Leon de Winter i et intervju med Jyllands-Postens Anders Raahauge.

De Winter er en Nederlands førende litterære skikkelser, og har i flere år argumentert for at Europa burde nøye seg med et mindre ambisiøst samarbeid uten felles valuta. Han ser den alvorlige økonomiske krisen som en bekreftelse av sine synspunkter, og frykter for hva fremtiden vil bringe:

Krisen omkring den truende græske statsbankerot ser han kun som et symptom på en langt dybere, strukturel krise. Nu ryger låget blot af den kogende kedel.

»Kendsgerningerne smadrer altid før eller senere illusionerne og indbildningerne,« siger de Winter .

»Vi har prøvet at ignorere de store forskelle mellem de europæiske nationer. Forskelle som i vores tidsalder, efter Anden Verdenskrig, ellers var fuldt accepterede. Vi vidste, hvordan vi levede med dem og med hinanden.

Men det er ikke nok for vore politiske eliter. De har ambitioner om at blive internationale politikere og drømmer om noget, der skal minde om Det Hvide Hus med præsidentembede, stjerne-flag, fælles nationalhymne osv.

Hertil kommer så globaliseringen og internettet osv, hvor sloganet lød: »Hvis vi skal kunne møde globaliseringens udfordring, må vi forene os.« Men du kan ikke forene noget, der er for forskelligt.

Folk i Sør-Europa har et annet forhold til staten, og deres politikere definerer ansvarlighet og lojalitet annerledes enn politikerne i Nord-Europa, forklarer de Winter. Unionsprosessen tok imidlertid ikke høyde for disse forskjellene, og nå står Europa overfor en alvorlig krise. Den kan løses ved å oppløse fellesvalutaen, men den sannheten vil europeiske eliter under ingen omstendigheter se i øynene, fortsetter han:

De gør alt for at leve videre med illusionen, for den bærer hele deres ry og anseelse, og til den har de knyttet deres politiske overlevelse.« Og de politikere, der ytrer unionsskepsis, vil medierne kalde «populister»? »Det vil de nemlig, så de færreste tør. De unions-ivrige politikere er ganske enkelt ikke de rette til at løse denne katastrofe, men der er ikke andre. Vi kan ikke vælge andre, for i næsten alle politiske hierarkier og partier i Europa må du acceptere troen på unionen, hvis du ønsker en karriere. Et filter sier skeptikerne fra.

Vi har derfor den skøre situation, at de fleste befolkninger går imod dette vanvid, men deres politikere klamrer sig til en havareret ide.« Det er acceptabelt, hævder De , at tale om forskellige folkekarakterer.

Men man må da ikke sådan hævde f. eks., at tyskerne og hollænderne knokler, og at sydeuropæerne nede i varmen arbejder mindre. Det er da et politisk ukorrekt udsagn? »De ville være ukorrekt, hvis de ikke holdt op med at arbejde kl. 13. Men det gør de . Det hedder siesta, og man behøver blot rejse derned for at se, at butikkerne lukker, og man kan ikke få et måltid mad midt på dagen. Det er virkelighed.

Og for os som turister er det charmerende. Når de kommer herop, griner de af os, fordi vi arbejder sådan. Vi spiser kl. 19, går tidligt i seng, står tidligt op, mens man i Spanien spiser kl. 22.

Det er påfaldende, at vi i denne multikulturelle tid ikke må tale om sådan noget.

Multikulturalisme skulle ellers lære os at anerkende og acceptere forskelle. Det gør vi også, hvis folk kommer fra Afrika eller Asien, men så snart de er fra andre dele af Europa, skal vi fornægte forskellene.

Det er da et paradoks.

Dette fungerer ikke, sier de Winter, som mener at vi ikke kan påtvinge spanjoler, grekere og italienere vår atferd:

Der er et spring til calvinsk, hollandsk arbejdsetik? »Den er vores, ja, og den er mindre munter, mere grå og kedelig. Vi har det mindre farverigt og arrangerer ikke fester, hvor vi bliver jaget af ungtyre gennem gaderne eller store tomatfester, hvor man vælter sig i årets tomathøst.

Vi betaler altså en pris.

Lad dem være sig selv, lad os være os selv, og så vil vi leve sammen og arbejde sammen med respekt for forskellene.

Men at fornægte dem, det er, hvad der bragte os denne krise på halsen.« Nu er der også en helt konkret pris at betale: De milliarder, som skal rulle sydpå for at redde den græske økonomi? »Ja, og der siger jeg: Jeg har intet imod, at de har en mere afslappet livsstil. Jeg vil bare ikke betale for den. Gud ved om de for resten ville vise solidaritet med os i nord, hvis det var den vej, pengene skulle rulle?« Vi har ellers altid fået at vide, at hollænderne er elite-europæerne? »Vi er skam europæere. Vi vil bare ikke have en europæisk union. Det er fantastisk fint at have regler for handel landene imellem og i forhold til omverdenen. Man skal også samarbejde snævert om sikkerhed osv. Et EF, med andre ord. Men når unionen blander sig i national lovgivning, må vi sige stop.

En overambisiøs union skal ikke skape uro ved å neglijsere landegrensene i Europa som det har kostet blodige kriger å trekke, påpeker de Winter, og forteller at nederlenderne la merke til og satte pris på danskenes «nei» ved flere EU-avstemninger.

Vi holdt da med jer.« Danske politikere forklarede ellers nej-sigerne, at andre europæere rystede på hovedet af deres pinlige og ubegavede fodslæberi.

»I Holland rystede vi i hvert fald ikke på hovedet. Vi nikkede.

Det var vigtige danske signaler. Et nej har jo intet med stædighed, provinsialisme eller fremmedfrygt at gøre.

Jeg så det som et nej, der ankerkender Europa, men ikke ønsker, at Unionen går for vidt.

Spørsmålet er om den overnasjonale embedsmannselite og politikerne i det hele tatt kan vekkes. Det er tross alt snakk om mennesker som lever på flyplasser og i særlige salonger der de kun møter likesinnede: De lytter ikke til sine befolkninger. De har skapt en kunstig konstruksjon med en komplett uleselig forfatning. De har mistet forbindelsen til sine egne land og er bare lojale overfor deres nye kaste, mener de Winter:

EF havde været det perfekte rum for harmonisk samarbejde mellem ligeværdige lande. I et EF behøvede jeg ikke gruble over grækernes pensionsordninger.

Og nu skal grækerne til gengæld som det første land overdrage ansvaret for sin selvstændighed til Bruxelles.

Hvor længe mon det går godt, at sådan et gammelt kulturfolk reelt bliver et protektorat under Bruxelles?«.

Anders Raahauges artikkel De folkelige forskelle består, sto på trykk i Jyllands-Posten 27. juni, og finnes ikke på nett.