Gjesteskribent

Det var interessant at læse historiker Michael Böss’ møde med det såkaldte House of European History i Bruxelles i gårsdagens JP. Interessant, fordi hans besøg i EU’s nye marmorpalads, der åbnede tidligere i år til en foreløbig pris af godt 300 mio. kr., konfirmerer det grundlæggende historiesyn, EU’s institutioner, traktater, forordninger, kommissærer og lobbyister trækker på, uanset om vi snakker velfærdsturisme, euro eller fraværet af ydre, territoriale grænser.

Historiesynet er i al sin idiotiske korthed, at nationalstater er onde, mens unioner er gode, og at kristendommen ingen væsentlig betydning har for tilblivelsen af den europæiske kultur og civilisation.

EU ønsker tilsyneladende ikke at støde Europas muslimer og ateister, skriver Böss. Men museets misere stikker endnu dybere, sådan som man kan forvisse sig om ved blot at besøge museets hjemmeside.

At EU’s håndgangne kvinder og mænd naturligvis ikke kan få ideen til at opføre et officielt EU-museum uden at fordreje og forvanske Europas krogede historie bekræfter en fordom, mange nok havde i forvejen. Unionens villige tjenere i de vestlige hovedstæder anvender gerne enhver lejlighed til at propagandere for deres historiske reduktionisme. Også her.

Symptomatisk for deres hensigter og intellektuelle uformåenhed springer de let og elegant middelalderen over, for slet ikke at tale om den græske og romerske verden, som allerhøjst gøres til staffage for deres imperiale drøm om Europas Forenede Stater.

Man tror, det er løgn. Men det er god latin for EU-systemet. Således begynder den officiøse historie om Europa med de politiske revolutioner i slutningen af 1700-tallet, igen med en særlig bias, der kommer til udtryk i beskrivelsen af nationalismen som en ekskluderende bevægelse, der forestiller sig en verden af nationale territorier beboet af etnisk ens folkeslag, mens andre »visionære europæere« håbede på kontinentets enhed hinsides nationale tilhørsforhold. Denne tendentiøse historiske forsimpling er naturligvis nødvendig for den pixibogsagtige fremstilling af kampen mellem ekskluderende nationalister og hippe, inkluderende internationalister med direkte adresse til i dag.

Michael Böss refererer to værker, der undsiger EU’s selvforståelse. Flere andre kunne nævnes. Der er skrevet biblioteker om alt det, EU ikke evner, tør eller ønsker at vide eller vise om kontinentets mere end 2500 års sprudlende konkurrence, kriser og konflikter, ikke mindst med den islamiske verden, hvis invasion af og trussel mod den europæiske kristendom, levevis og offentlighedskultur, EU-museet ikke nævner med så meget som en stavelse. Alt sammen til trods for den formative betydning, islams geografiske nærhed havde for europæernes militære, religiøse, politiske og kulturelle udvikling – og har i dag.

Museets bagmænd skulle skamme sig, men det gør de garanteret ikke; de kan sole sig i den midlertidige finansiering af deres fantasiprojekt, der afspejler systemets politiske mission, og med pompøs ekspressivitet illustrerer Unionens okkulte forestillinger. Ikke nok med, at EU med førsteminister Jean-Claude Juncker i spidsen ønsker at skabe et Neuropa. EU ønsker også at skrive historien om og anvender det nye integrationsmuseum i Bruxelles som en magisk besværgelse, der skal kommunikere og virkeliggøre en ny føderal forståelse af kontinenets ellers specifikke, komplekse og partikulære historie.

Det er de gode mod de onde. Det er det, der er så sørgeligt. Vi er med Juncker & Co. trådt ind i en magisk verden, støvsuget for kristendom, national suverænitet og selvbesindelse, hvor nok en besværgelse, nok en traktat, nok et flygtningekvote og nok et museum skal redde og retline europæerne, så vi bor i samme hus og samme familie.

På sin vis er det synd for forestillingen om EU. For vel er der en materiel kerne i et europæisk samarbejde, et indre marked, ens tekniske regler. Men kernen fortaber sig i politisk magi, multikulturalisme og historieforfalskning, hvorfor flere og flere europæere da også siger nej tak til mere af det, som har ført os ud i et politisk morads og forhindret os i at beskytte os mod misforstået indvandring fra fejlslagne stater og muslimske områder.

Dvs. hvis vi overhovedet bliver spurgt.

 

 

Første gang i Jyllands-Posten 15 september