Gjesteskribent

Ikke et øje var tørt, da den tyske socialdemokrat Oskar Lafontaine i forgårs lod melde, at euroen må væk.

Nogle græd, andre fik en griner. Lafontaine er trods alt en af euroens fædre i kontinentets kerneland, hvor han i sin tid skældte ud til højre og venstre over, at folk ikke helt delte hans optimisme og lykkepiller. Nu vil han så af med skidtet. Med samme selvsikkerhed. Bare omvendt.

Da jeg på Facebook i går spurgte, hvorfor det så tit er socialdemokrater, der har et standpunkt, indtil de tager et nyt, kom det straks fra en, der åbenbart havde svar på rede hånd:

“Det er sikkert fordi mange politisk modne, livserfarne og pragmatiske mennesker tiltrækkes af pragmatiske politiske partier – til forskel fra politisk umodne mennesker uden særlig livs- eller erhvervserfaring, der nok i højere grad bliver tiltrukket af mere ekstreme politiske holdninger og partier.”

Så er det, at jeg stilfærdigt spørger, om det var pragmatisk at indføre euroen? En helt ny valuta, der med et knips og til lyden af Beethoven skulle erstatte de gamle og hæderkronede valutaer, som de europæiske folk havde haft i århundreder?

Jeg spørger bare. Og mener, at svaret er et klart nej, det var bestemt ikke pragmatisk, det var overmodigt, ideologisk, besat.

Sagen er, at Lafontaine-typerne ikke kommer krybende tilbage. Det kunne aldrig falde dem ind at sige undskyld. De vil altid og fortsat korrigere, afvikle, forandre. Gerne 180 grader den anden vej.

Den totale forandring vil åbenbart ingen ende tage. EU-Kommissionens Fattest Cat, nej, ikke Garfield, men ham den gamle maoist, José Manuel Barosso, har nu fundet ud af, at EU behøver en mere positiv story telling. Det skulle jo være så smart. Alle har det. Apple, Samsung, Lufthansa, Vestas. Så må EU naturligvis også have det.

Derfor har kommissionsformanden nedsat en såkaldt kulturgruppe, som op til næste års valg til Europa-Parlamentet – og formentlig for en klækkelig betaling – skal formulere en ny cafélækker fortælling om Europa – som om EU og Europa var identiske størrelser.

Sådan er der så meget, når en ny fortælling skal konstrueres. Der klippes en hæl og hugges en tå, hvilket naturligvis kalder på kontinentets største ånder som f.eks. vor egen Per Nyholm. Stakkels Per. At skulle tale EU op i det øverste luftlag. Mens hele systemet falder ned om ørerne på dem. Ligesom med stakkels Helle, der også synker og synker og danser forvildet rundt som den berømte kat på varmt bliktag.

Hvor Den Store Fortælling ender, kan allerede mere end anes. Man kan bare spadsere en tur i centrum af Bruxelles og se de ophængte kæmpeplakater med kvalme slagord ved EU-palæet. Her kan man ikke undgå at opleve den europæiske efterkrigshistorie som agitpop og hjernevask, og den propagandistiske lighed med DDR er slående. Mønsterunionen.

Det er alt sammen helt uproblematisk for propagandisterne, forstås. De skriver sætninger som denne, klippet fra dagens JP, hvor Barroso klovner rundt: ”Virkeligheden siger, at Europa er hverdag for over 500 millioner europæere. Alligevel deler den offentlige mening sig hovedsageligt efter nationale grænser.”

Øh, ja, hvorfor mon? Kunne det have noget med sprog at gøre? Med historie? Med kultur? Med nationer?

Igen møder vi denne identifikation mellem EU og Europa og denne monumentale historieløshed, som er så groft manipulerende. Som når kommissionsformanden selv skal sige det: ”Menneskelighed, civilisation og fred. Det er fællesskabets nøgleord til denne dag, og de lå mig på sinde, da jeg i 2012 på unionens vegne modtog Nobels Fredspris.”

Jeg ved ikke, om jeg vil gå lige så langt som den estisk-finske forfatter Sofi Oksanen, som forleden udtalte, at man ikke findes, hvis ikke man er en nation. Men hun rammer noget centralt i den europæiske erfaring, når hun siger: ”Små lande er nødt til at have nationalisme, ellers er de ingenting”. Og fortsatte: ”Estland for eksempel er blevet taget fra alle sider så mange gange, at de er nødt til at samles om deres sprog, kultur og værdier for at eksistere.”

Der er mere kløgt og pragmatik i disse to nøgterne sætninger end i EU-apparatets nyeste, hedeste drøm om at fortælle glamourhistorie til fremtidsmusik.

Heldigvis taler, skriver og prædiker Barosso for stadig mere døve øren. Folk forstår, at disse kommissærer ikke kommer med fred, men snarere med nyt tyranni.

Les også

-
-
-
-
-
-