Pave Frans sammenligner europæernes spæde forsøg på at styre indvandringen med noget a la Hitler og Stalin. Om igen, Popey!

Guderne skal vide, at den hastige migration til Europa er et både aktuelt og kompliceret spørgsmål, som bør stå højt på den politiske dagsorden, uanset om man er for eller imod. Lige meget hvad man går rundt og mener, er der jo nogen, som er nødt til at træffe en afgørelse og føre en politik. Det eneste, der ikke dur, er den rene og skære moralisme.

Men nej, denne tommelfingerregel gælder sjovt nok ikke, hvis man tilfældigvis er pave i Rom. Så kan man da bare skrue op for blusset og smile til kameraet!

Se nu ham der pave Frans, 84 år og stadig funky. Jeg gad godt se ham på et dansegulv. Født som Jorge Mario Bergoglio, tidligere leder af jesuiterordenen i Argentina og ærkebiskop for Buenos Aires, en af de tunge drenge, ikke sandt, og nu bare helt vild med Instagram og med at tage selfies, vinder af prisen som verdens ”bedst klædte mand” i magasinet Esquire og ”Person of the Year” i Time Magazine og kendt for at tale migranternes sag i Europa. En rigtig progressiv fætter!

Men hvad sker der? Berømmelsen er tydeligvis steget ham til hovedet. Hvad gør han? Han trækker Hitler-kortet …

Under et besøg på Cypern taler han om »slaveri« og »tortur« efter at have set en lejr for tilrejsende migranter og efterlyser en bedre »koordination« af indvandringen, som var den slet og ret et teknisk anliggende: Jo flere, jo bedre. Han siger også, at migrationskrisen er tegn på civilisationens forlis. Ikke så meget som et splitsekund overvejer paven med den høje hat, hvis civilisation der er forlist …

Og så kommer den, beskyldningen: »Det minder os om det seneste århundredes historie – om nazisterne, om Stalin, og så undrer vi os over, at den slags kan finde sted.«

Nej, Frans, stop dig selv. Du kan ikke sammenligne Europas spæde selvforsvar med Hitlers aggressive imperialisme og Stalins bulldozerkommunisme.

Når man hører den slags sammenligninger, bliver man i bagklogskabens klare lys ekstra glad for Luther og den protestantiske reformation. Pavens historiske viden og politiske forståelse kan åbenbart ligge på en halv euro. Hvis paven skal være pave for hele den romerske kirke, må der sidde nogle katolikker og tænke Vorherre til hest.

Som den nye franske præsidentkandidat Éric Zemmour formulerer det i sin valgvideo, så er indvandringen ikke årsagen til alle vore problemer, men den gør dem værre og dybere og medvirker til at gøre Europa fattigere, mere splittet, mere voldeligt.

Det er for øvrigt en stærk video. Den fik mere end to million seere på to dage, før Youtube satte et identifikationskrav på videoen, selvfølgelig for at forhindre, at folk skulle se den. Men gør det nu alligevel! Der er ingen chokerende billeder i videoen, men for nogle nok en del chokerende sandheder.

I Danmark er vi også godt med på trenden, f.eks. i Rødovre, Herlev, Nørrebro og andre københavnske bydele med en høj koncentration af charmetrolde. Vel bilder vi os selv ind, at vi fører en stram asylpolitik, men det er fri fantasi. Vi er nemlig bundet på hænder og fødder. Dels af vores egen fjogede politik. Dels af udtjente internationale konventioner, som kun de mest naive og rige nationer mener at skulle leve op til.

Tag nu f.eks. bare sidste år. Ifølge oplysninger i Berlingske var 2020 et år med historisk lavt asyltal. Det hænger naturligvis sammen med, at coronaepidemien satte en prop i rejseriet hen over kontinentet. Alligevel indvandrede mere end 13.000 mennesker fra ikkevestlige lande til Danmark, hvilket er flere end noget år mellem 1983 og 1994. Tallet skyldes vores liberale regler for familiesammenføring. Selv når en epidemi sætter bevægelsen mod nord på standby, fortsætter tilstrømningen. Sandheden er, at vi ikke har kontrol med den; ikke inden for de gældende konventioner.

Som historiker Christian Foldager konkluderer i samme avis, er den siddende regerings udlændingepolitik et bluffnummer, og de ledende ministre ved det sandsynligvis godt:

»Kontrollen med den ikkevestlige indvandring kan kun genvindes ved at træde ud af konventionerne og ændre den lovgivning, der giver hele verden rettigheder i Danmark. Men det vil socialdemokraterne ikke. De har så at sige overtaget populismens retorik, men ikke populismens politik.«

Det gode spørgsmål er, når alt kommer til alt, ganske paveligt: Hvilken civilisation er det egentlig, vi vil beskytte?

Dette innlegget ble først publisert i Jylland-Posten, og er gjengitt av Document med forfatterens velvilje.

Kjøp «Den ulykkelige identiteten» av Alain Finkielkraut fra Document Forlag her.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.