Sandheden er nyttig, men ikke for den, der siger den. Derfor har det offentlige liv i Danmark udviklet sig til en parasitkultur, hvor den enkelte løser problemerne privat efter bedste evne og aldrig kunne drømme om at ytre sig offentligt om kontroversielle emner. Også selv om hver enkelt kan se, at det ville være bedre, hvis alle handlede anderledes.

Af Henrik Gade Jensen, mag. art.

Problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses, siger Niccolo Machiavelli. Det er en pessimistisk, men ganske dækkende iagttagelse.
Problemer i deres vorden syner og mærkes ikke, og det er unødigt og måske upopulært at trække opmærksomheden hen mod dem. For måske går alting over af sig selv. Og hvem vil lege mørkemand?

Den modsatte opfattelse gav den engelske politiker Enoch Powell engang udtryk for: »Det er det politiske håndværks opgave at sikre sig mod onder, som kan forhindres. Men her støder politikken på vanskeligheder med dybe rødder i menneskenaturen. En vanskelighed består i, at sådanne onder naturligvis ikke er synlige, før de optræder.

I hver fase af et problems udvikling er der plads til tvivl og uenighed om, i hvilken grad problemerne er virkelige eller indbildte. Derfor får de heller ikke så megen opmærksomhed som aktuelle problemer, der er mere uomtvistelige og presserende.

Deraf opstår fristelsen i al politik om kun at interessere sig for den umiddelbare nutid på bekostning af fremtiden.«

Powell udtrykte disse ord som indledning til sin sidenhen berømte tale i 1968, der kritiserede britisk indvandringspolitik.

Enoch Powell så noget, der var på vej. Og følte en forpligtelse til at gøre opmærksom på det. Han talte om, at det ville koste blod.

I dag efter terrorhandlingen i London kan vi ane hans pointe. Virkningen af talen, hvor Enoch Powell kritiserede den igangværende britiske indvandringspolitik, som langsomt var begyndt at ændre samfundet, kom prompte.

Enoch Powell blev fyret som skyggeminister, røg øjeblikkeligt ud af det konservative partis ledelse og en lovende politisk karriere blev standset.

Skal vi tale om problemer, før de kan mærkes eller blive akutte? Eller skal vi undlade og så skubbe miseren foran os?

Når det gælder miljøproblemer, har det altid været tegn på ansvarlighed at gøre et problem ud af de mindste kim. Enhver tvivl kom ansatsen til gavn. Det var grønt og ædelt så tidligt som muligt at kunne spotte et fremtidigt miljøproblem.

Helt modsat har det været med indvandringen.

Her var der ingen problemer og en foruddiskontering om fremtidige konflikter blev affærdigt som racisme og fremmedhad. Så stopper kritikken. Så vælges parasitstrategien: pudse glorien, lukke øjnene og åbne munden for fraser. Og så håbe at andre vil tage sorteper.

Sandheden er nyttig, men ikke for den, der siger den. Set fra et samfundsperspektiv er det skadeligt, hvis problemer ikke kan debatteres, for så stivner samfundet. Det bødes der for i mange år, som kun var en stakåndet glæde, skriver digteren. Der købes goodwill her og nu med politisk korrekt papegøjesnak, mens slidets trælsomme tunge læs efterlades til andre.

Når man i Danmark læser bøger om integration, indvandring og flygtninge, er det tydeligt at se, hvorledes hver ny forfatter på banen skal opdage verden på ny. Lars Olsen væsentlige bog «Det delte Danmark» peger på en udvikling i det danske samfund, som ingen etnisk dansker med studentereksamen ville have drømt om kunne ske for få år siden.

Lars Olsen skildrer et Danmark, der på tre-fire årtier har udviklet sig fra et homogent og solidarisk samfund til et fuldbyrdet apartheidsamfund, hvor skoler og boligområder deles op i «hvide» og «sorte». Ikke af lovgiver og uden en samlet hensigt, men som utilsigtet konsekvens af individuelle menneskers private valg.

Men det er som om Lars Olsen skal opfinde den dybe tallerken selv. Der har været skrevet om indvandringens følgevirkninger i aviserne i lige så lang tid, som processen har fundet sted. Men problemer erkendes først når de ikke mere kan løses.

Så når Lars Olsen i dag tager fat om nælden, sker det som ny erkendelse. Der er ingen reference til, hvad f.eks. Karen Jespersen har gjort og skrevet om samme sag, selvom det burde være alment kendt.

Når Kåre Bluitgen skriver om indvandringens følger, sker det med permanente forsikringer og afstandtagen til «de sorte», så der per automatik skal blokeres overfor tidligere erkendelser.

Alle tager med korsets tegn afstand fra Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, der igen tager afstand fra dem, der sagde det samme før da.

På den måde forsøger alle at spille sorteper andre i hånde og selv fremstå som den reneste vare uplettet af andres erkendelser. Når det gælder viden om indvandringens konsekvenser på et samfund, ophobes ingen viden. For hver ny erkendelse er hurtigt blevet stemplet som uren og dermed belastning for dem, der fremover vil gøre opmærksom på problemet.

Menneskets fortrin og baggrund for civilisationens udvikling er ellers, at hver ny generation ikke begynder på et nulpunkt, men kan drage nytte af ophobede erfaringer.

Videnskabens udvikling sker i vid udstrækning ved, at der akkumuleres indsigt. Men på ideologisk betændte områder sker det ikke. Så erhverves ny erkendelse samtidig med, at der med stor anstrengelse skal markeres distance til alle andre.

Hver gang en ny Kassandra (seersken som ingen tror på), stemples som racist eller fremmedhader, nulstilles civilisationen. Så stoppes den erfaringsoverførsel, som ellers udemærker mennesket fremfor dyrene. Og det er altsammen ganske forklarligt.

For den enkelte politiker, samfundsborger eller ekspert har en egeninteresse i at overleve som agtet medborger i job og embede. Det kan aldrig lastes den enkelte, at han eller hun ikke vil sidde med Sorteper på hånden. Det er bedre at parasitere på, at andre nok vil gøre noget.

Det skal bare lige holde min tid ud, tænker mange. Så går jeg på efterløn og så må andre tage slæbet. Resultatet – samlet for samfundet – bliver så imidlertid den ærgerlige, at problemer først erkendes, når de ikke mere kan løses.

Uheldssvangre processer får lov at udvikle sig, for ingen har en egen interesse i at gribe ind. Alle tier og håber det nok går over. På den måde fryser menneskelige samfund fast i stivhed, hvor der vogtes på hver enkelt.

Da Enoch Powell i 1968 talte ud om problemerne i England, begik han offentligt selvmord. I dag kan enhver se, at han havde ret i alt, hvad han sagde. Hellige køer kan kun slagtes i fællesskab, sagde SF’eren Poul Dam engang. Før der er konsensus i fællesskabet om at gøre noget ved et problem, er det klogeste at være tavs som et rockervidne. Men resultatet – samlet og utilsigtet på samfundet af alles tavshed – bliver en offentligt mening fyldt med løgn og latin og fraser og tirader.

Så opstår modsætningen mellem den private og indforståede sandhed (at man ikke vil have egne børn i skole med for mange tosprogede) og så den offentligt erklærede mening, hvor multikulturalismen og tolerancen lovprises i floromvundne vendinger. Så lever danskeren med den dobbelttænkning, hvor noget kan siges privat, indirekte, indforstået og uden for referat, mens der i det offentlige liv betales med fraser og forsikringer. Vi kender alle remserne.

I den forstand har det offentlige liv i Danmark udviklet sig til en parasitkultur, hvor den enkelte løser problemerne privat efter bedste evne, og aldrig kunne drømme om at ytre sig offentligt om kontroversielle emner. Også selvom hver enkelt kan se, at det ville være bedre, hvis alle handlede anderledes.

Vores grundlov og alverdens menneskerettigheder priser ytringsfriheden, og vi forsikrer alle hinanden om vigtigheden af åbenhed og dialog.

Oplysningen hyldes med troen på fornuften og den rationelle samtale. Alligevel ved hver enkelt, at det er bedst at overlade balladen til andre.

I spilteori, som er den videnskabelige undersøgelse af rationelle valg, er det irrationelt og dermed stupidt at handle «rigtigt» ud fra et kollektivt, overordnet synspunkt, så længe de fleste andre vælger forstillelsen og de politisk korrekte formler. »Sandheden er nyttig for dem, til hvem den siges, men den er skadelig for dem, som sige den, da de derved gør sig forhadte« (Blaise Pascal).

Det delte Danmark, som Lars Olsen skriver om, skabes af mennesker, der vælger private løsninger fremfor at turde tackle det fælles problem. Det skal ikke bebrejdes den enkelte, for som borger kan man kun variere sine egne handlinger og i praksis intet influere på den politik, som landets politikere vælger at føre.

Men ved fælles anstrengelse kan vi måske udvikle en mere åben offentlighed, hvor vi ikke skal gemme os bag fraser og hykleri.

Saken sto opprinnelig i Jyllandsposten som kronikk 27. august 2005

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.