Gjesteskribent

Av Henrik Gade Jensen

Som en slags reprise oplever Tyskland i disse dage en ophedet debat om integration og indvandring i anledning af socialdemokraten Thilo Sarrazins bog ”Deutschland schafft sich ab”, som udkom sidste mandag.

Debatten har været der mange gange før og mekanismerne forbavsende ensartede.

En person advarer om indvandringens konsekvenser og integrationens miserable tilstand. Straks går medierne i selvsving og personen beskyldes for en masse ondt. Og som regel før nogen har læst en linje af, hvad der virkelig er sagt eller skrevet.

Den slags episoder viser, at selv i moderne samfund ligger primitive hekseagtige processer lurende lige under overfladen. Når noget tilsyneladende ondt har åbenbaret sig, må alle haste med at distancere sig fra det befængte for med verbale besværgelser at vise egen renhed.

Det inviterer ikke til gentagelse, og derfor tier mange frem for at påtale åbenlyse problemer i samfundet. Derfor erkendes og diskuteres problemer som regel først, når de ikke mere kan løses.

En engelsk politiker formulerede mekanismen præcist for mange år siden:

”Det er det politiske håndværks opgave at sikre sig mod onder, som kan forhindres. Men her støder politikken på vanskeligheder med dybe rødder i menneskenaturen. En vanskelighed består i, at sådanne onder naturligvis ikke er synlige, før de optræder. I hver fase af et problems udvikling er der plads til tvivl og uenighed om, i hvilken grad problemerne er virkelige eller indbildte. Derfor får de heller ikke så megen opmærksomhed som aktuelle problemer, der er mere uomtvistelige og presserende. Deraf opstår fristelsen i al politik om kun at interessere sig for den umiddelbare nutid på bekostning af fremtiden.”

Disse ord indledte den konservative politiker Enoch Powells senere hen så berygtede tale i 1968, hvor han kritiserede den britiske indvandringpolitik. På et splitsekund var han degraderet fra alle poster i partiet, selv om han stod til en lederpost i en konservativ regering. Men hvad Powell siger her, er i hvert fald indsigtsfuldt om politikkens natur: mange problemer får lov at vokse sig store, fordi den enkelte ikke har incitament til at påtale det. Det er ren spilteori.

Nu tog den 65-årige tysker, ”saracener”og medlem af Bundesbankens bestyrelse Thilo Sarrazin frivilligt rollen som Kassandra og så brød helvedet løs igen. Også danske aviser fulgte trop med diffameringer hele vejen rundt. Ritzau sendte et telegram ud med overskriften ”Jødeangreb kan koste bankpost”, hvad der mildt sagt er en grov overfortolkning. Andre var mere direkte. Politiken mest korrekt ved kun at omtale ham som “islamkritiker”.

Jeg har endnu ikke læst Sarrazins bog, men læst omtale i tyske aviser og set de tre førende tyske debatprogrammer om Sarrazins bog og selvom de første reaktioner er bedrøvelige eksempler på pressens lemminge-effekt, og bundeskansler Angela Merkel ikke har haft sin heldigste stund ved at forhåndsfordømme Sarrazin, må man alligevel tage hatten af for den tyske offentlighed og til tysk public service-fjernsyn, som trods alt bruger timer i den bedste sendetid til at debattere ikke kun personen, men også sagen.

Her kan man se Thilo Sarrazin selv i over en times urban debat i debatprogrammet “hart aber fair”. Jeg synes, det er hult, når debattører kun kan bruge forargelsen som argument, som når Sarrazin anklages for at være umenneskelig og følelseskold ved statistisk at skelne mellem forskellige grupper af indvandrere og deres evne til integration.

Maybrett Illner leder ZDF´s førende talkshow og her deltog bl.a. Henryk M. Broder til forsvar for Sarrazins sag og retten til at ytre den. Broder skrev bogen Hurra, vi kapitulerer , som også er oversat til dansk. Broder, der selv er jøde, vakte forargelse ved at sammenligne bundeskansler Merkels reaktions mod en bog med den slemme tyske fortids tradition for at bandlyse bøger.

Søndag aften var Sarrazins bog også tema for ARD´s førende debatprogram modereret af Anne Will med bl.a. Berlins overborgmester Klaus Wovereit, som havde haft Sarrazin som finanssenator og senere indstillede ham til Bundesbankens bestyrelse. En sober debat med for og imod og med stor fokus på byen Berlins reelle integrationsproblemer.

Alt i alt diskuteres sagen faktisk i Tyskland efter de indledende diffameringer.

At Thilo Sarrazin må forlade sin plads i Bundesbankens bestyrelse og pæne mennesker ikke vil referere til ham, følger logikken i en offentlig menings udvikling. Fremtidige diskussioner vil altid begynde med besværgelser mod Sarrazin af typen ”jeg er ikke racist, men…”, og så diskuteres der alligevel på helt nye præmisser.

Som Pascal evigt sandt sagde: “Sandheden er nyttig for dem, til hvem den siges, men den er skadelig for dem, som siger den, da de derved gør sig forhadte.”

Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi, projektleder ved tenketanken CEPOS, bokanmelder i Jyllands-Posten og mangeårig bidragsyter i den offentlige debatten i Danmark. Gade Jensen har den faste spalten Slip friheden løs i Jyllands-Posten.

Artikkelen Problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses ble først publisert i Jyllands-Posten 6. september 2010 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.