Gjesteskribent

Av Henrik Gade Jensen og Bent Blüdnikow

Politiske og videnskabelige debatter hærges af, at kendsgerninger ofte moraliseres og gøres suspekte. Mange fakta i samfundet kan knap diskuteres, fordi det er politisk ukorrekt at fokusere på disse. Derfor tillægges de mennesker, der bringer ubehagelige fakta til torvs, ofte en ond vilje.

Det er vanskeligt og måske umuligt at forklare brud og revolutionsagtige omskiftelser i et moderne samfund. Vi kalder det «tidsånden», som forklarer, at folk ikke mere mener, hvad de sagde og nu mener noget helt andet. Men hvis vi skal forstå os selv og forsøge at værne os mod fremtidens ideologiske fristelser, så må vi dog i det mindste forsøge at forstå, hvorfor folk mente, som de gjorde.

I Danmark har vi en lille afgrænset historie, der klart illustrerer en tidsåndsforandring. For seks år siden blev der rettet kritik af Den store danske encyklopædis behandling af kommunismen. Vi var begge tæt på, fordi den ene af os som debatredaktør på Berlingske Tidende prioriterede debatten højt og den anden som deltager i dette ideologiske opgør.

Der var store principielle spørgsmål oppe og vende. Hvorfor så hovedartiklen om kommunisme ikke nogen forbindelse mellem kommunismens teori og praksis?

Om nazismen var der nemlig ingen tvivl om, at nazismens grundholdninger havde direkte konsekvenser for de senere ulykker, men i artiklen om kommunisme var denne forbindelse skåret over som om man kunne operere med en uskyldig kommunistisk teori uden konsekvenser.

Hvordan kunne det være, at kommunismens tragedie og mange ofre fik langt mindre omtale end nazismens? Hvorfor fik nazistiske og fascistiske medløbere noteret deres synderegister, mens kommunismens medløbere som regel slap billigt i encyklopædien.

Da Gyldendal før jul udgav den nye elektroniske dvd-udgave af encyklopædien, valgte forlaget at korrigere værket, så kritikpunkterne stort set alle er imødekommet. Fagredaktøren for historiestoffet udtalte for nylig, at «kritikerne har fået ret. Helt ret».

Debatten om encyklopædiens historiesyn varede et år og var slutstenen på flere års debat om det 20. århundredes vanvidspolitik og millioner af ofre. Det relevante her er ikke at genåbne en debat, der er afsluttet.

Det interessante er, hvordan en offentlig mening på dette begrænsede felt kan skifte så radikalt på så kort tid. I 2000 kunne encyklopædiens ansvarlige redaktører gentage hinanden i, at kritikken var overdrevet eller forkert.

I dag står vi så i den underlige situation, at encyklopædien i vigtige samtidshistoriske artikler er revideret på en måde, som stort set følger den kritik, der blev rejst. Og avisernes journalister har svært ved at få kommentarer fra de professorer, som for kun fem-seks år siden stod last og brast om værket beskrivelse af kommunismen.

Hvorfor blev den rejste kritik i 2000 kulet ned, mens den så få år senere bliver taget til efterretning og accepteret som korrekt? Efter den første kritik i Berlingske Tidende erklærede værkets hovedredaktør Jørn Lund, at kritikken var forfejlet og der intet var at komme efter.

Han anførte som vidne, at den tidligere rigsantikvar Olaf Olsen havde læst hele værket igennem og sagt god for alt, så han var sikker i sin sag.

Da debatten om Encyklopædien havde buldret videre nogle uger, forfattede værkets Videnskabelige Råd et læserbrev, som i flere aviser afviste kritikken og bakkede 100 pct. op om Jørn Lund og Encyklopædien.

Det Videnskabelige Råd bestod af syv af dansk videnskabs ypperste skikkelser fra alle forskningsfelter, bl.a. professor Jes P. Asmussen, Lise Bek, litteraturprofessor Torben Brostrøm, professor Palle Jeppesen, professor Ove Nathan, tidl. rigsantikvar og professor Olaf Olsen, professor Povl Riis og ph.d. Eva Steiness.

Der var tale om vigtige personer i det videnskabelige miljø i Danmark som sad i de videnskabelige forskningsråd og hvis ord havde vægt. De var ikke eksperter i kommunismens historie eller totalitære ideologier, men de udlånte tidligt i forløbet deres navne til et blindt forsvar for værket.

Det viste sig da også, at flere yngre forskere, der var principielt enige med dele af kritikken, ikke ønskede at deltage i en offentlig debat, fordi de frygtede for karrieren.

I dag er der ingen, der korrekser Gyldendal for at have rettet i det, der dengang ikke havde behov for korrektion. Dengang havde kritikerne bare brug for en øretæve og en opsang.

Politikens historieanmelder Steffen Heiberg kaldte i Politiken kritikerne for «heksejægere» og hævdede, at kritikken var et «frontalopgør med den humanistiske tradition». Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden skrev om en »tyndbenet, småhysterisk og helt igennem proportionsløs kampagne«. Politikens Jes Stein Petersen skrev i samme avis, at kritikerne »fremmaner en verden af onde og gode, der lægger op til hekseproces – ikke til fri debat«. Og Danmarks Radio omtalte systematisk kritikkerne negativt uden at komme ind på det saglige indhold.

Det er ikke skrevet for at hovere, men fordi vi som samfund må lære af de fejl, vi i fællesskab begår, og som i praksis kun tjener til at hæmme fremskridt og oplysning og fastholde tabuer og fordomme.

Selv åbne demokratiske samfund som det danske kan udvikle «blinde pletter» eller tabuer, som ikke må røres eller diskuteres. Og så stivner samfundet og udviklingen lammes. Hvis vi så tidligt som muligt kan holde debatten åben og saglig, kan vi undgå skyttegrave, hvor debatten fryser til og kun bliver fraser og klicheer.

At kritikken af Encyklopædien blev mødt af så megen hårdnakket modstand, kan vel kun forklares med, at et stort værk var under udgivelse og så skulle skønhedspletter ikke ødelægge helhedsindtrykket.

Så der kom aldrig en debat om Encyklopædien. Der blev rejst indvendinger og kritik, og det blev alt sammen afvist som tendentiøst og overdrevet. Ingen dialog, men kun skyttegrave.

Og så hulla-hop går der fem-seks år og så er kritikken pludselig taget til efterretning og Danmark har en net- og dvd-udgave af et nationalt leksikon, der er langt mere brugbart og afbalanceret end de tunge papirbind, der fylder reolen.

Hvad kan vi så lære af det?

Forhåbentligt at vi i den offentlige debat bestræber os på at undgå at havne i tabuer med urørlighedszoner, der ikke må kritiseres. Undgå at debatten graver grøfter, hvor sagen skubbes i baggrunden til fordel for at holde sammen mod de formastelige.

For det er en falliterklæring for det akademiske liv og den journalistiske profession i Danmark, at en sag kan vende 180 grader på bare fem-seks år. I dag er der ingen kritik af Gyldendals net- og dvd-udgave. Nu er de reviderede artikler om kommunismen alment accepteret fakta, mens de før var heksejagt og mccarthyisme. Samtidig har vi bevæget os et væsentligt skridt nærmere henimod at erkende venstreradikalismens ulykke for menneskeheden. Om højreradikalismens ulykke var ingen i tvivl.

Sagen burde være et oplagt emne for specialestuderende, fordi en tidsånd er forandret på så kort tid på så afgrænset et lille felt. Hvorfor var alt forkert for 5 år siden og alt rigtigt i dag?

Gyldendal har i dag gjort, som enhver moderne virksomhed bør gøre: lytte til kritikken og få rettet på produktet.

Og for det danske samfund er det vigtigere end nogensinde, at vi har et lettilgængeligt troværdigt leksikon, som kan fungere som kanon, når skole- og gymnasieelever skal søge troværdig viden om et emne.

Internettet kan være en farlig forfører, fordi det indeholder så meget fup og fidus. Og public-service-kanalernes dokumentarudsendelser er også ofte lette ofre for politiske modestrømninger. Så længe hver en tåbe kan lægge sine tvangstanker ud på internettet, så uskyldige elever og studerende kan antage det for kendsgerninger og viden, er det vigtigt med et leksikalsk værk, der kan skille fup og fakta.

Det er vigtigere i dag end nogensinde tidligere. I en google-tid udfylder det en kolossal vigtig funktion som autoritativ viden.

Et troværdigt leksikon er så vigtigt, fordi det forsøger at præsentere fakta og kendsgerninger så nøgternt og neutralt som muligt. Det skiller sandhed fra mening. Det tilstræber objektivitet om den fælles verden, vi lever i. Så kan vi i øvrigt mene om den, hvad vi vil.

Både politiske og videnskabelige debatter hærges af, at kendsgerninger ofte moraliseres og gøres suspekte. Mange fakta i samfundet kan knap diskuteres, fordi det er politisk ukorrekt at fokusere på disse. Derfor tillægges de mennesker, der bringer ubehagelige fakta til torvs, ofte en ond vilje.

Et leksikon eller encyklopædi bygger på, at der er en tendentiel sandhed om verden, som vi kan kritisk efterprøve. Og at denne sandhed ikke afhænger af vores påståede gode eller onde vilje, men af virkelighedens indretning.

Derfor er en encyklopædi så vigtig og godt at vi har fået en revideret udgave.

– – –
Artikkelen er tidligere trykt i Jyllands-posten, og gjengis her etter tillatelse fra forfatterne.

Denne kronik er blevet afvist af dagbladet Politiken, men har efter Morgenavisens Jyllands-Postens opfattelse så bred og principiel betydning, at vi af hensyn til den offentlige debat har valgt at trykke den.