At Danmark er et europæisk land uanset graden af vores tilknytning til EU og antallet af nationale forbehold, er en banal konstatering. Men det banale er ofte basalt, når vi taler EU i hvis have der vokser et kødædende behov for at eliminere nationalgrænser og retskulturer, afholde symbolske topmøder, mens milliarder af euro sendes til fallerede lande og banker, og de europæiske befolkninger skældes ud for nationalisme og latent fascisme.

Vedholdende er den litani, man skal lægge ører til, selv på lederplads i nærværende avis, som indimellem forveksler EU med Europa, og hvor bestræbelsen på at være en international avis gerne oversættes til at ville være en EU-venlig avis. Begge dele er i mine øjne fejlslutninger.

I øvrigt taler stadig flere grunde for, at et internationalt udsyn fordrer en stadig mere skeptisk holdning til EU’s integrationslogik – euroens snarlige sammenbrud er blot en af dem – og at der i alarmerende grad er brug for at besinde sig på de europæiske værdier.

Enhed er f.eks. ingen europæisk værdi. Det modsatte er tilfældet.

Lige så længe kontinentet har haft et navn, har forskellige enheder – kejser, konge, kirke, klasser, købmænd osv. ligget i åben strid eller konkurrence med hinanden og kontinuerligt presset de enkelte riger og regenter til at forbedre deres statsapparater, herunder effektiviserer skatteinddrivningen og militærmagten. Det basale forhold, at ingen magt, hverken himmelsk eller jordisk, har kunnet opnå monopol på den politiske, religiøse og økonomiske styring af Europa, har gjort Europa til det, Europa er den dag i dag.

Ikke engang Karl den Store, der titulerede sig selv Pater Europae – Europas Fader – for at kunne distancere sig fra de byzantinske kejsere og den ortodokse kirke og tilmed lod sig krone til kejser af paven i Rom kunne skabe enhed ud af flerheden. Europa blev, som historiker Nils Hybel minder om i sin velskrevne og interessante fremstilling Danmark i Europa 750-1300, netop ikke samlet under ét. Bogen fik, da den udkom i første oplag i 2003, en hård medfart, men ikke hvad angår de overordnede sammenhænge, jeg nævner her.

Allerede ved udgangen af højmiddelalderen omkring 1300 havde Europa mere eller mindre fundet den politiske form, kontinentet har i dag. Europa var fra den spæde begyndelse et paradoks og kun en enhed i den paradoksale betydning, at:

“… kontinentet var blevet opdelt i en række mere eller mindre selvstændige konge- og fyrstedømmer. Kristen enhedskultur, ekspansion, kommercialisering og politisk fragmentering prægede Europa dengang som nu.”

Citatet peger indirekte hen på et paradoks mere: Den eneste kraft, der sådan set havde held med at finde en form over det ganske kontinent – når man ser bort fra de konfessionelle konflikter – var kristendommen.

Altså den kristendom, som EU-toppen netop ikke ville have skrevet ind i EU-forfatningen, fordi det kunne risikere at støde kontinentets ateister og muslimer, hvilket igen understreger den dobbelte pointe, at EU på den ene sider forsøger at blive, hvad Europa aldrig har været, og på den anden side at EU netop ikke vil vedstå sig, hvad Europa egentlig var.

Forvirret? Så ring til Bruxelles.

Danernes rige var et af de kristne europæiske kongeriger, som i store træk blev en af de mange nationalstater, som vor tids paver og biskopper taler så grimt om i dag. Omkring 1200 blev afhængigheden til Det tysk-romerske rige brudt, og frem voksede et middelalderligt Danmark med tæt kontakt til europæisk kultur og udenlandsk indflydelse.

Igen lyder det basale nærmest banalt: Tæt kontakt med udlandet er ikke identisk med union, sådan som vi er kommet til at tro med tiden.

Hvad der gjorde Europa så usædvanlig dynamisk og konkurrencedygtig i forhold til de omkringliggende imperier var netop de mange mindre og til tider ustabile og suveræne kongedømmer, der blev skabt gennem krig, politik og dynastiske forbindelser, håndhævelsen af et voldsmonopol på hvert deres territorium, en stadig mere systematisk beskatning og pengeøkonomiens vækst. Som alt sammen blev bakket moralsk op af kirkens lære.

Det, der gjorde os rige og frie og relativt lige, var forskellighed, ikke ensartethed og politisk integration, men en lang og kompliceret historie om forskellighed og brydninger, hvorigennem Danmark udviklede sig til et suverænt europæisk kongerige i mod- og samspil med andre kongeriger, stater og nationer på det dynamiske kontinent.

Det er denne historie, EU-systemet vil afkorte, hvis ikke snarere udradere helt. Fortiden er irrelevant og alene et forstyrrende indslag i en pakket dagsorden. Nu handler det om union, gældspakker, bankpakker, klimaaftaler osv., og Jan Andreasen har ret, når han konkluderer, at EU er blevet en potemkinkulisse for et politisk og økonomisk pyramidespil.

JP efterlyser “visioner”.

Jeg skulle mene, at den banale virkelighed er overvældende nok i sig selv.

Nils Hybel: Danmark i Europa 750-1300, 286 sider, 2. oplag, Museum Tusculanums Forlag 2011, 200 kr.

 

Denne artikkel sto første gang som blogg i Jyllands-Posten 3. juli. Document takker Jalving for hans generøsitet.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂