Gjesteskribent

Sidste fredag skrev Uffe Ellemann meget rigtigt på denne plads, at et sammenbrud af euroen vil få store negative konsekvenser, også for lande som Danmark. Det vil medføre ustabilitet fulgt af lavkonjunktur.

Men det vil først og fremmest være et sammenbrud for supereuropæernes – heriblandt Ellemanns – illusioner. Det lever vi nok med, ja, måske vil det give mulighed for at opbygge et andet og bedre Europa med tiden.

For EU-fortalerne tager fejl, hvis de tror, at krisen kan løses gennem en teknisk og økonomisk genopretning af euroen og især Grækenlands gældssituation. For landet udgør kun en brøkdel af EUs samlede økonomi, og problemerne med EU har med meget mere end euroen at gøre.

EU har nemlig for længst ændret karakter fra at være et samarbejde med folkeligt mandat omkring indre marked, handel og varers – ikke nødvendigvis personers – frie bevægelighed. EU er forvandlet fra et rent økonomisk projekt til et ideologisk projekt.

Her udgjorde indførelsen af euroen en fatal kursændring. Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har meget præcist diagnosticeret sygdommen: »Politikerne gennemførte den økonomisk-monetære union med en håndbevægelse uden at sætte sig ind i, hvor vanskeligt det er. Euroen er et eksperiment.«

En EU-begejstret elite har med andre ord eksperimenteret med velfungerende samfund uden at have den fornødne indsigt i basale økonomiske styringsinstrumenter. Eller man har slet og ret blæst på almindelig erfaringsbaseret visdom, fordi man frygtede et stærkt, forenet Tyskland, og i øvrigt var forblændet af utopiske idealer om en ny og bedre verden. Nu sidder vi så i fælden, og i bl.a. Danmark undgælder vi for en gældskrise, vi er uden skyld i.

I en velfungerende nationalstat med frie valg og demokratiske parlamenter afsætter folket magthaverne, når de har vist sig uduelige eller illoyale. Men det kan man ikke i en konstruktion som EU, hvor magten ligger hos EU-Domstolen og Kommissionen anført af formand Barroso, bureaukraten der agerer, som om han var folkevalgt.

Måske vil historien være retfærdig og fælde en hård dom over eliten for EU-projektet, ikke mindst euroen, der kan vise sig at være en af de mest fatale beslutninger truffet i Vesteuropa siden Anden Verdenskrig.

Den historiske fejltagelse symboliseres af forskellige traktater. De har styrket bevægelsen væk fra det frie – og nødvendige – samarbejde mellem nationalstater hen imod en overnational jurisdiktion, der forpligter staterne på et sandt vildnis af lovgivning om økonomi, miljø, konkurrence, landbrug, sikkerhed osv.

Der er således sket en eksplosiv udvikling i de seneste ti år: EU er blevet en trojansk hest, der tvinger nationalstaterne, som alene nyder folkelig opbakning, til at gennemføre over 32.000 forordninger, direktiver og beslutninger. Senest har EU endda sat ind med et angreb på ytringsfriheden i form af den helt igennem vilkårlige rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, der gør hate speech-lovgivning til en EU-retlig forpligtelse.

Man har glemt, at nationalstater bygger på skrøbelige tillidssamfund, der hurtigt kan gå tabt og erstattes af en konstruktion som EU, der er befolket af døde sjæle uden sans for de folkelige kulturnationer. EUs enorme ekspansion udgør i den forstand en direkte trussel mod folkestyre, lokal selvbestemmelse, sammenhængskraft og medborgerlig loyalitet.

Men hvad er så det dybere problem, der gør EU til en verdensfjern utopi? Det er kort sagt de store kulturforskelle mellem nationerne. Hermed mener jeg forskelle i normer, værdier og adfærdsmønstre, der kommer til udtryk i sådan noget som tillid mellem borgerne og mellem borgere og stat, i arbejdsetik, lovlydighed og ansvarlighed.

Alene af den grund skulle nogle lande aldrig være blevet indlemmet i EU, og slet ikke i eurozonen. Eksperter har peget på, at Grækenland er 50-100 år bagud i forhold til Tyskland i økonomisk og industriel udvikling. Kulturforskelle især mellem syd og nord er også hovedårsagen til de gensidige beskyldninger, der er ret morsomme at lytte til, hvis ikke det hele var så alvorligt.

Tyskerne har f.eks. kaldt Grækenland for et råddent system med milliardærer, der ikke betaler skat og arbejdere, der går på pension som 50-årige. Og grækerne kaldes dovne, korrupte og tilbagestående i deres trang til at leve over evne for lånte penge. Omvendt har grækerne spillet nazi-kortet og hævdet, at tyskerne skylder dem milliarder i krigsskadeerstatning.

Senest har Frankrig og Tyskland så taget endnu et skridt mod en superstat med forslaget om en fælles økonomisk regering i eurozonen. Det passer fint med udviklingen i øvrigt. Dermed sættes lande som Danmark helt uden for indflydelse på vitale beslutninger med direkte konsekvenser for det indre marked – samtidig med, at vi som andre lande i nord skal betale for økonomisk slendrian i syd.

Kunne det tænkes, at den store folkelige skepsis over for EU skyldes, at folket aldrig bliver taget med på råd? De europæiske folk har mig bekendt aldrig bedt om en europæisk føderalstat, og de er aldrig blevet spurgt, om de ønsker den massive EU-lovgivning.

Det demokratiske underskud vokser i takt med underskuddene på de offentlige budgetter, og det sker uden deltagelse af en kritisk presse.

Resultatet er, at vi i dag betaler en meget høj regning for politikeres dumhed og arrogance.

Opprinnelig som kommentar i Berlingske:

http://www.b.dk/kommentarer/det-grundlaeggende-problem-med-eu