Dette Herrens år 2013 er af EU udråbt som “Borgernes Europa-år 2013″. Meningen er at skabe tillid blandt borgerne til hele EU-projektet, og midlerne er borgermøder, de sociale medier, balloner, kuglepenne, EU-flag og EU-film og EU-sange. Den slags har EU  brugt milliarder på gennem tiden, alligevel kender ingen EU-sangen, og alligevel bunddykkede EU-borgernes deltagelse i EU-parlamentsvalget i 2009 til under 43 procent.

Det smerter naturligvis EU’s idealister, for de findes. EU’s idealister ønsker, at Europas folkeslag engagerer sig energisk i deres fælleseuropæiske fremtid, går hånd i hånd med den nu velkendte EU-sang på alles læber, mens de fra Norrbotten til Andalusien og fra Ankara til Dublin deler skuffelser og glæder i ubrydelig solidaritet. Men netop nu, hvor konstruktionen skulle stå sin prøve, knager det i alle samlinger, trods milliarder af euro brugt på propaganda.

Den seneste Eurobarometer-rapport viser, at fra krisen slog igennem i 2007 til efteråret 2012 er antallet af “totalt positive” faldet fra 52 procent til 30 procent. De “totalt negative”s antal er steget fra 15 procent til 29 procent i samme periode, mens “de neutrale” er dalet lidt fra 34 til 30 procent. Særligt bemærkelsesværdig er utilfredsheden hos de, der har EU’s pengetanke mest at takke for. Før 2007 var 65 procent af spanierne begejstrede for EU, i dag er det 20 procent. Før 2007 var 23 procent af dem EU-negative, i dag udgør den gruppe 72 procent. Et flertal i EU-tillid på 42 point er altså vendt til et flertal i EU-mistillid på 52 point. Samme tendens ser vi i Grækenland, Portugal, Cypern og Irland.

Men EU-projektet står ikke kun svagt i de lande, hvor lav produktivitet, svulmende socialstat, bestikkelse, bundløs låntagning, hovedløse projekter og forfalskede regnskaber nu kræver sin betaling. Også i Tyskland, Østrig, Frankrig, Holland og Finland er EU-tilslutningen i lodret fald. I Tyskland stiger der en utilfreds mumlen op fra de hårdt prøvede lønmodtagere over udsigten til at skulle subsidiere, hvad de anser for 20 års sydeuropæisk siesta; 63 procent vil ikke være med til at betale senest til Cypern, og et flertal mener, at tyskerne var bedre tjent med D-mark end euro.

I Tyskland har en erklæret anti-euro-bevægelse samlet sig i, hvad der formentlig bliver til et parti. “Alternative für Deutschland” samler underskrifter på, at Tyskland ikke længere skal kautionere for gældsplagede lande, at Tyskland skal forlade eurozonen samt, at al afgivelse af tysk  suverænitet skal til folkeafstemning. Og til dem, der ser det højrepopulistiske spøgelse allevegne, kan jeg oplyse, at AfD ledes af grå professorer, den tidligere formand for Tysklands industrforbund og en økonomisk konservativ journalist.

I Østrig er der også grøde:  Her er anti-euro-bevægelsen “Team Stronach” stiftet af en  forretningsmand af samme navn, Frank Stronach. Hans program er at lade landene have en parallelvaluta, det er temmelig teknisk, men det er reelt udtryk for en Euro-skepsis, som allerede har givet “Team Stronach” 10 og 11 procent i to lokalvalg samt et par afhoppede parlamenetsmedlemmer.

I Holland har et initiativ, som skal tvinge enhver regering til at holde folkeafstemning, hvis der skal afgives suverænitet til Bruxelles, foreløbig opnået 40.000 underskrifter. Det tvinger i første omgang Hollands parlament til at afholde en debat om emnet. Næste trin er 300.000 stemmer, som vil gøre folkeafstemninger obligatoriske, og det antal anses for realistisk i Holland med 17 millioner indbyggere- som stemte nej til EU-forfatningen i 2005.

Om det er uretfærdigt eller ej: EU har omsider fået vakt den længe savnede folkelige, politiske interesse og debat – omend nok ikke i en udgave, som EU-idealisterne har forestillet sig. Den kan gå i alle retninger, og kan udmønte sig i nye politiske partier, som ingen ville have spået en fremtid for få år siden. Se blot det britiske uafhængighedsparti UKiP, som ikke længere blot samler forbenede EU-hadere, men vælgere fra både Konservative og Labour, som frygter for Storbritanniens hele fremtid, økonomisk og kulturelt. Opbruddet er åbenlyst; omsider får EU-idealisterne den længe savnede folkelige politiske interesse og debat om det fælles-europæiske projekt. Men udfaldet lever ikke nødvendigvis op til deres forventninger.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 18. mars 2013.