Gjesteskribent

Det er både nådigt og kært, at Bjarke Møller på skrift (28/11) såvel som i tale udsteder bevilling til, at jeg kan stemme efter min samvittighed på torsdag. Værre er det, at direktøren for ”tænketanken” ”Europa” reducerer afstemningen til jura og teknik. Så vidt er vi kommet i dette land: at den politiske substans afløses af juristeri, hver gang der skal stemmes om EU.

Vi har mildest talt prøvet det før. Skridt for skridt er vi blevet suget ind i stadig mere harmonisering og centralisering, først økonomisk, siden politisk, mens vi har fået at vide, at Unionen sandelig var stendød. Den var – og er – tværtimod sprællevende, bortset fra at utilfredsheden vokser indefra, og Unionen er under tiltagende pres udefra, fordi den ikke er i nærheden af at kunne forsvare sig med andet end topmøder, topmaver og julegaver til Tyrkiet.

I 1972 formåede tilhængersiden at få afstemningen til at handle om prisen på smør og andre dagligvarer. EF gled ned. Men som Ole Stig Andersen, tidligere direktør for Folketinget, PET-chef og lektor på Københavns Universitet, og som dengang befandt sig i det juridiske maskinrum, forleden erkendte i Information, så tog han og de andre jurister fejl. De troede, at de kunne begrænse suverænitetsafgivelsen, men åbnede i stedet, hvad Andersen i dag kalder en ”ladeport” for magtoverførsel. Efterfølgende har vi erfaret, at ”der på løbende bånd afgives suverænitet mellem traktaterne”. Ja, tak, det skal jeg da lige love for.

I 1986 sagde et flertal ja til EF-pakken, der fjernede en række handelshindringer og introducerede det indre marked, men samtidig tilførte det overstatslige Europa-Parlament mere magt og skulle muliggøre en fælles udenrigspolitik. Pakken var ikke hård, den var snarere blød: økonomiske hensyn parret med politisk integration.

Modstanden var imidlertid ikke død. I 1992 sagde et flertal nej til Maastricht-traktaten, hvilket udløste panik i den politiske klasse, efterfulgt af Edinburgh-aftalen i 1993, der naturligvis knæsatte de fire forbehold, hvoraf det ene er retsforbeholdet, men samtidig illustrerede, at folkeafstemninger i Danmark ikke er en beskyttelse mod politikere (sådan som de f.eks. er i Schweiz), men snarere politikernes beskyttelse mod befolkningen ud fra devisen om, at vi stemmer, indtil befolkningen har stemt det rigtige.

Siden er det gået slag i slag med Amsterdam-traktaten i 1998, Nice-traktaten i 2003 og Lissabon-traktaten i 2009. Herhjemme er venstrefløjen blevet vild med EU, mens de borgerlige efterhånden er mere kølige, bortset fra de mest fanatiske venstrefolk. De Radikale er interessant nok dem, der har skiftet mest hest.

Alt dette er udeladt i Bjarke Møllers tekniske argumentation. Spørger man ham, har afstemningen ingen forhistorie. Det er bare et stykke hvidt papir, hvorpå du skal sætte dit kryds.

Men alle folkeafstemninger om EU har en forhistorie, det har de også i Holland og Frankrig, hvis nogle skulle være i tvivl. Overalt i Europa ser man med måben og vantro på en politisk union, der udspyr den ene traktat efter den anden, men sejler rundt, når det gælder folkevandringen, møntunion, gældskriser osv. Men politikerne, korrekt, de er for mere og mere union. Alene dette misforhold vil forhåbentlig få mange til at stemme nej.

Hvad angår Bjarke Møllers tekniske argumentation er den misvisende. Grænsekontrol vil blive stadig sværere at gennemføre nationalt i den åleruse, der hedder en stadig snævrere union. Det siger sig selv. Afskaffes retsforbeholdet, vil det være muligt at underlægge Danmark overstatslig EU-lovgivning på hele området for retlige og indre anliggender, som omfatter grænsekontrol, indvandring, asyl, politi, civilret og strafferet, herunder sager om ytringsfrihed. Det er dog alligevel en pæn slat! Som det kom frem
for leden, så binder et ja os til langt flere retsakter end de 22, der stemmes om. Det samlede antal af retsakter er ifølge Justitsministeriet snarere 100, herunder forordninger, direktiver, afgørelser og beslutninger, som fremover vil være overstatslige.

Med hensyn til Europol-samarbejdet er det usandsynligt, at Danmark ”ryger helt ud”, hvis vi stemmer nej. Både Norge og Island har et mellemstatsligt samarbejde med Europol. Det samme kan Danmark få, eftersom EU kun kan være interesseret i et så bredt politisamarbejde som muligt (hvis ikke, fortæller det en noget mindre romantisk historie om EU). Skiftende regeringer har for øvrigt siden Lissabon-traktaten haft mulighed for at skrue et samarbejde om Europol på plads, idet de lige siden dengang har vidst, at Europol ville blive et overstatsligt anliggende. Et kvalificeret gæt er, at både blå og røde regeringer har satset på at få fjernet forbeholdet og håbet, at går den, så går den.

Hvad vi stemmer om, er dybest set, hvorvidt vi ønsker de pivåbne grænser, som den fallerede Schengen-aftale reelt indebærer, eller om vi vil have mulighed for, når Lars Løkke engang er trådt tilbage, at indføre kontrol ved grænsen og måske endda stoppe tilstrømningen fra arabiske og muslimske områder til Danmark en skønne dag. Ikke nødvendigvis permanent, men indtil situationen er bragt så meget under kontrol, at de sociale ulykker ikke vokser, man kan stabiliseres på et nogenlunde tåleligt niveau.

Dette er de videre og politiske konsekvenser af torsdagens valg. Hvis du synes, det går skidegodt i EU, så skal du naturligvis bare stemme ja til rub og stub. Hvis du har tillid til, at de danske politikere anført af statsministeren, Socialdemokraterne, SF, de Radikale og såkaldte Konservative, ikke vil afgive mere af Danmark til andre efter den 3. december, jamen, så er det på med ja-hatten. Hvis du er træt af ytringsfrihed og synes, at flere meninger bør kriminaliseres af EU-Domstolen, så stem da ja. Værsågod. Men kom så ikke bagefter og sig, at det ikke var på den måde. For den har vi hørt før.

 

 

http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE8255944/Bjarke-M%C3%B8ller-misinformerer-om-EU/