Gjesteskribent

Man forstår godt de mange europæere, der lukker for den billedbårne nyhedsstrøm, nyder hver eneste solskinsdag, de har tilbage og håber det bedste, de har lært. Men det går jo ikke i længden. Hver tolvte time tager udviklingen et nyt spring fremad, og hvis man vil tage bestik af det, der kommer, må man tage pejling af retning og hastighed.

Opinionen er delt – som alle europæiske opinioner bliver i disse dage, uger, måneder og år. På den ene side står de, der tidligere enten hævdede eller tavst forventede, at indvandringen fra 80’erne og fremad ikke ville betyde noget nævneværdigt, bortset fra bedre mad, flere kiosker og højere humør i storbyerne. Hvis tilstrømningen overhovedet ville komme til at betyde noget, ville det være noget rart, ja, berigende, som det vistnok hed.

Disse mennesker og holdninger kan i dag kendes på, at de pludselig – og helt uden antydning af anger eller refleksion – bekendtgør, at Danmark for længst er et multikulturelt samfund, og at vi må indrette os på den nye migrerede virkelighed og ikke kan stå udenfor, men tage ”ansvar” sammen med foregangslande som Tyskland og Sverige. Hvad der dengang hed et ekstra krydderi er forvandlet til bydende nødvendighed. Gruppen har med andre ord skiftet logik. De hævder at mene det samme som tidligere, men deres ræsonnement har ændret sig fundamentalt. Hvor de før bagatelliserede de latente problemer forbundet med indvandring, er den nu et kategorisk imperativ. Nu er det alt eller intet: Enten skaber vi ”fælles regler” – eller også bryder de åbne grænser sammen. Globaliseringen har skabt en afgørende ny situation, som kalder på en helt særlig politisk logik. Er du ikke med os, er du imod os.

På den anden side – hvor jeg selv opholder mig – står de, der anerkender, at det netop er vore etnisk, kulturelt og politisk relativt homogene nationalstater, der har sikret fred og stabilitet i Vesteuropa siden Anden Verdenskrig. Hvilket akkurat er grunden til, at landene i det tidligere Østeuropa higer efter at blive nationalstater. De har prøvet unioner og imperier – og foretrækker af gode grunde at blive og agere som nationer igen.

For os udgør den igangværende folkevandring en alvorlig trussel. Ikke i fysisk forstand – i hvert fald ikke endnu – men mod selve præmissen for de europæiske nationers hidtidige orden og velstand. Fortsætter tilvandringen til Danmark, kan vi godt vinke farvel til nationalstatens fundament, som generationer har nydt godt af efter nazismens, siden kommunismens sammenbrud. Vore børn og børnebørn vil vokse op i et demografisk, kulturelt og politisk forandret Danmark og Vesteuropa. Det bliver noget helt nyt, som ingen har prøvet før. Et socialt, irreversibelt og akkumuleret eksperiment. Det kan ikke gøres om, og det er fyldt med x-faktorer. Den konservative Rasmus Jarlov kalder det genindførelsen af et nyt klassesamfund og velfærdsstaternes endeligt.

Ingen kan naturligvis vide, hvor det ender, for historien vil gå videre som altid, men nye konflikter og krige er ikke bare mulige, men sandsynlige, sådan som vi har set og ser i Mellemøsten og Afrika, hvor de fleste migranter netop kommer fra. Indvandring er, som Poul Højlund skriver i dagens kronik om følelser og fornuft, også indvandring af kultur, og i store dele af verden er ”fred” perioden fra den foregående krig til den kommende. Derfor er det af stor betydning, hvilken kultur indvandrerne tager med sig til Europa. Nissen flytter gerne med. Her fortsætter problemerne.

I dette spaltede opinionslandskab forsøger vore ledere så at manøvrere, det er nu engang deres lod. Jeg misunder dem ikke, men forstår deres ræsonnement stadig mindre.

Det nye sort er ”flygtningekvoter”. Hvad er det? Jo, det er en teknisk betegnelse for, at en mikroskopisk andel af 60 millioner migranter på tærsklen til Europa kan slå sig ned i EU-zonen, fordi de har været i stand til at købe sig vej ud af den mellemøstlige og nordafrikanske misere. 24.000 til Frankrig, 373 til Estland efter en procentuel fordelingsnøgle.

Er det retfærdighed?

Jeg er ikke så sikker. Det er i hvert fald ikke universel retfærdighed og humanisme, sådan som det opfattes de forventelige steder. Det er snarere en ganske partikulær retfærdighed. Kvoter indebærer reelt, at de få heldige skal prioriteres over de mange flere ulykkelige og strandede i nærområderne. De stærkeste skal hjælpes. De svageste må blive tilbage.

Dertil kommer forholdet mellem det korte og det lange sigte.

At Tyskland gerne vil forpligte sig til at tage 31.443 syrere, ændrer ikke stort på, at landet forventer mindst 800.000 asylansøgere i år. Næste år kommer der formentlig endnu flere. Og så fremdeles. Hvad er det sandsynlige antal om 3, 6, 9, 12, 15 eller 30 år?

Ingen kan sige det med sikkerhed, men tilbage står, at flygtningekvoter næppe afhjælper det dybere og mere strukturelle problem, at stadig flere muslimer og afrikanere forlader deres naturlige hjemlande og efterstræber en lykke i Europa, som der ikke er dækning for på længere sigt. Det er naturligvis i dette perspektiv, at konflikter – og mere forventelig terror – må ses i takt med, at asylhåndteringen bliver stedse mere kaotisk.

Men Lars Løkke Rasmussen er efter sit møde med Angela Merkel blevet tilhænger af flygtningekvoter med den nyomvendtes stærke tro. Før folketingsvalget ville Venstres statsministerkandidat se FN’s flygtningekonventioner efter med henblik på at give nationalstaterne større spillerum og fjerne det ideologiske grundlag for den massive indvandring til Europa. Straks efter valget var det forbi. Nu er det Mutter Merkel, der regerer.

Vore politiske ledere taler om en ”flygtningekrise” og om helt akutte, midlertidige udfordringer. Og folk står klar på Hovedbanegården i København med flag og forfriskninger.

Det er sikkert menneskekærligt. Men ”krisen” er jo kun lige begyndt.

Vil der også stå flygtningevenner om tre år, når migrantkøen ikke rummer 800 mennesker på tre dage, men 8.000?

Jeg tror det ikke. Der er en grænse – selv for demonstrativ empati.

Som flere og flere forstår, måske mest af alt i stilhed, står Europa over for en migration, der er så unik og omfattende, at der skal probate midler til at håndtere den, ikke bare her og nu, men i årtier fremover. Midler, der i modsætning til symbolpolitiske udmeldinger og velfærdstekniske småjusteringer bremser og i bedste fald vender udviklingen.

Et af disse midler er et helt andet beredskab i Middelhavet, så humanitære katastrofer undgås, og de proppede asylbåde sejles tilbage til deres udskibningshavn.

Menneskesmugling skal demotiveres, ikke opmuntres. Europa har brug for en prop i migrationen, ikke en åben landevej. Hvad der med garanti ikke gavner andre end de få, er et forøget incitament til at udvandre til Europa.

Den norske forfatter Hege Storhaug, som har et indgående kendskab til Pakistan, efterlyser et opgør med ”elefanten i rummet”. Elefanten er de sociale konsekvenser af den kolossale indvandring af muslimer over Middelhavet og via Tyrkiet til Vesteuropa, hvor ikke et eneste land har formået at udvikle en succesfuld integrationspolitik – muligvis på nær Finland – der sjældent inddrages i diskussionen.

Opgøret med elefanten i rummet fremmes af Danmarks udtræden af FN’s flygtningekonvention fra 1951 og relaterede konventioner. Konventioner er netop konventionelle, dvs. kan ændres, forlades, afvikles; de er ikke bibelske tavler.

Flygtningekonventionen, som skulle håndtere kontinentets interne flygtningestrømme efter Anden Verdenskrig, er ubrugelig for så vidt angår den over-kontinentale og invasive migration i dag og risikerer at medvirke til en demografisk omkalfatring af Europa i løbet af en generation.

Samtidig har den humanistiske flygtningepolitik i det meste af Vesteuropa erstattet det eneste, der kan redde Mellemøsten og Nordafrika fra det totale sammenbrud, nemlig en handels- og udviklingspolitik med vægt på kommercielle potentialer. En ny Marshall-hjælp med fæste i de områder i den arabiske verden, hvor der hersker en basal orden.

Der er for øvrigt intet moralsk i at tømme Afrika for unge mænd.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 8. september 2015.