Da de første videooptagelser af unge irakiske, syriske og congolesiske mænd i den hviderussiske hovedstad, Minsk, begyndte at dukke op på de sociale medier for et par uger siden, slog jeg dem hen. Det måtte være noget fra en film: afrikanere, muslimer og arabere i Hviderusland: Kun Hollywood kan finde på den slags.

Men nej, den var god nok. Landets enevældige regent, Alexandr Lukasjenko, har med Rusland i ryggen foranstaltet en luftbro med fem daglige afgange fra Mellemøsten til Minsk. Det er import/eksport: Først flyves såkaldte ”flygtninge” – dvs. unge mandlige migranter fra eksotiske lande – ind, og så sendes de mod grænsen til Polen, så de kan smadre sig ind i EU. Det geopolitiske mål er i USA’s fravær at presse Bruxelles til at behandle det autokratiske regime blidere, opgive diverse sanktioner og på længere sigt opnå samme profitable aftale som den tyrkiske præsident Erdogan: modtage betaling for at holde migranterne tilbage.

Denne form for demografisk krigsførelse er ny. Indvandringen, som for blot få år siden var noget næsten sakrosankt i de urbane og velstillede eliter i Vesteuropa, er nu forvandlet til et potent våben i hænderne på udspekulerede tyranner. Ret beset har mennesker og de internationale konventioner, EU henviser til, altid været et pressionsmiddel. I mild og indirekte form kan det bruges til at opløse nationalstaters social sammenhængskraft, sådan som det er blevet forsøgt i årtier af de mest føderale kræfter i EU og af den liberale og kommercielle indvandringslobby. Nu bliver der imidlertid sat turbo på – udefra. I en direkte kalkuleret form som den hviderussiske er demografisk krigsførelse et genialt middel mod en pacifistisk føderation med svage grænser som netop EU.

Afpresningen har vidtrækkende konsekvenser, og gode gamle Machiavelli ville – om ikke andet – have glædet sig over at få ret, thi som han forsøgte at få florentinerne til at forstå allerede for 500 år siden, så bliver gode mennesker gerne ofre for deres egen godhed blandt mennesker, fyrster og stater, der ikke altid er lige så gode.

Det første, der er at sige om demografisk krigsførelse, er, at den skal bekæmpes. Ikke i Vesteuropas byer, men ved grænsen. Med rette har en israelsk militærrådgiver således udtalt til den tyske avis Die Welt, at man må vælge mellem at have maskingeværer ved grænsen eller på ethvert gadehjørne. Vi bestemmer selv.

Derfor er det også et skridt i den forkerte retning, når EU-kommissæren for migration, den svenske socialdemokrat Ylva Johansson, der allerede har været med til at ødelægge sit hjemland, vil have polakkerne til at registrere migranterne med henblik på at vurdere deres asylret. EU’s asylretssystem er i sig selv et af de største trækplastre for migranter, der har råd til at betale op mod 8.000 kr. for en enkeltbillet til Minsk.

Vores akutte politiske valg må træffes på baggrund af, at indvandringen er på vej tilbage til normalen igen efter en kort coronapause. Vi ved også, at det i forvejen halter med hjemsendelser af illegale migranter. Ifølge EU’s revisionsret, refereret i JP 14/9, blev der i perioden 2014-2018 kun hjemsendt en ringe procentdel af de migranter, som havde fået ordre til at forlade EU. Ser man på de 10 mest migrerende folkeslag – fra henholdsvis Afghanistan, Syrien, Marokko, Pakistan, Irak, Algeriet, Nigeria, Tunesien, Indien, Bangladesh – fik knap 160.000 hvert år ordre til at rejse ud af EU. Under en tredjedel gjorde det. Når vi hertil lægger Afghanistans kollaps og Afrikas galopperende befolkningstilvækst, er det givet, at migrationspresset kun vil vokse og vokse.

I dette lys er manglen på en migrationspolitik blevet EU-landenes akilleshæl. Problemet skyldes i al sin enkelhed, at EU-eliten med dens filialer i de vesteuropæiske hovedstæder og virksomheder har lukket øjnene for globaliseringens pris, som er, at alt for mange mennesker fra patriarkalske klankulturer ønsker at få adgang til sociale ydelser og en velstand af en anden verden i Europa. Ikke at ane, hvordan det gribes an, har været dumt. Fremover er det en forbrydelse.

EU & Co. kan snakke lige så meget, de vil om asylret og humanisme. Men det er militær grænsebeskyttelse, vi har brug for, hvis Europa skal beskyttes. Spørgsmålet er blot, om det skal ske med eller uden EU.

 

 

Jyllands-Posten 7. desember. Vi takker Salving for hans generøsitet.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.