Hvordan forhindrer vi fremover uønsket indvandring? Det lyder svært. Det er det også, men ikke umuligt.

Jeg skrev om forholdet sidste søndag: Mere end to tredjedele af afviste asylsøgere – mere end 100.000 personer fra Mellemøsten og Nordafrika – bliver hvert år i Vesteuropa, selv om de er uønskede. Ingen myndighed kan, vil eller tør tilsyneladende vise dem ud, og en af dem, der snød og blev, er en 32-årig irakisk charmetrold ved navn Emad al-Swealmeen, som i den forløbne uge bragte en bombe til sprængning foran et hospital i Liverpool. Heldigvis var det kun hans eget liv, der gik tabt, idet en snarrådig taxachauffør låste ham inde i sin taxa, hvor bomben sprang.

Ifølge BBC fik irakeren afvist sin asylansøgning i Storbritannien tilbage i 2014. Derpå lod han sig døbe og konfirmere i håbet om at opnå asyl, og ifølge andre britiske medier samarbejder den anglikanske kirke aktivt med asylsøgere, ikke kun ved bøn, men også med juridisk hjælp, politiske kontakter og officielle skrivelser, ligesom menneskesmuglere rådgiver migranter til at engagere sig i kirken. Ved siden af den politiske, den kulturelle og den kommercielle indvandringslobby kan vi således tilføje en ny dimension: den kirkelige. Biskopper, provster og præster for asyl.

Sagen om den irakiske bombemand og den anglikanske kirke retter opmærksomheden mod et bredere samfundsproblem. Hvordan forhindrer vi fremover uønsket indvandring? Det lyder svært. Det er det også, men ikke umuligt. Vi kan selv gøre noget resolut ved sagen, og i den henseende viser begivenhederne ved den polsk-hviderussiske grænse os med al ønskelig tydelighed, hvordan vi begynder.

Vi kan ligesom den polske regering vælge at beskytte vores grænser fysisk og militært i stedet for som den daværende borgerlige regering i 2015 at vende det blinde øje til det, vi ikke bryder os om. Det kræver alene nogle få tusinde soldater, hegn og maskinpistoler.

Les også: Etter Liverpool: Europa er i ferd med å miste sin sjel

Som Mikkel Andersson skriver på det borgerlige netmedie Kontrast.dk, demonstrerer Polens afvisning af Hvideruslands forsøg på at bruge migranter som politisk våben, at migrantstrømme ikke er uafvendelige naturkræfter. Vi er ikke dømt til at gå under som Romerriget, da vandalerne kom nordfra, heller ikke nu, hvor de kommer sydfra eller østfra. Som man har tradition for at sige i Polen, der var fjernet fra landkortet i mere end 100 år frem til 1918: End er Polen ej fortabt.

Politikken virker. Allerede nu synes der at være tegn på, at Hvideruslands diktator erkender sit nederlag, efter at Tyrkiet har indstillet flyvninger fra Istanbul til Minsk, ligesom Irak øjensynlig vil hente sine landsmænd hjem. Det bør alt sammen udløse en gryende optimisme ikke bare i Polen og Baltikum, men også hos nationalt sindede skandinaver.

En større og mere indviklet opgave bliver det så til gengæld at få vikle os ud af EU’s asylretssystem, som i dag er det største trækplaster for millioner af migranter sydfra. Migranterne ved, at hvis de først får foden indenfor i et EU-land, er de så godt som garanteret en de facto-opholdstilladelse. Derefter kan de blive kastebold mellem flere lande og deres sager trække i langdrag, mens medier vil svælge i billeder af relativt få og sjældne kvinder og børn – til deres fordel. Skulle de blive udvist, kan de sagtens blive. EU-systemet er ikke alene pacifistisk. Det er også humanistisk og socialistisk. For migranterne er det win-win-win.

Europa skal med andre ord frem til et forsvarsværk, der minder om det australske. Det skal slet ikke være muligt at få asyl, hvis man kommer anstigende langvejsfra til lands, søs eller fra luften. Hvis vi på anbefalingen fra Nye Borgerlige, der vandt terræn ved kommunalvalget, skal løse indvandringsproblemerne fra bunden, hvor blodig terror kun er toppen af isbjerget, skal asylretten fjernes fra EU-systemet – eller også skal vi forlade den del af EU.

Asylretten strider mod vores selvbestemmelsesret, når det gælder det mest fundamentalt politiske spørgsmål, der overhovedet findes i en stat: evnen til at bestemme, hvem der kommer ind i landet, og hvem der skal ud. Dette eksistentielle spørgsmål er mere grundlæggende end noget andet spørgsmål på den politiske dagsorden, uanset om vi taler energi, klima, corona, velfærdsstat eller lærker og salamandere på en losseplads i København.

Den politiske grænsedragning er af højeste betydning og får, som vi med mange års forsinkelse er begyndt at forstå, konsekvenser for alt det andet – ja, i det hele taget for, hvordan Danmark og Europa bliver at leve i for vores børn og børnebørn. I første omgang kan vi sende en stor og varm tak til Polen. End er Europa ej fortabt.

Først publisert i Jyllands-Posten, gjengitt med forfatterens velvilje.

Kjøp «Et vaklende Europa» av Carl Schiøtz Wibye her!

Kjøp Jean Raspails roman «De helliges leir» fra Document Forlag her.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂