Gjesteskribent

Vesteuropas hæderkronede åbenhed har vist sig at have en bagside. Som de to dr.phil.’er Poul Christian Matthiessen og Gunnar Viby Mogensen skrev i en fælles kronik i Berlingske onsdag, er det ikke alene flygtninge fra kriseområder, der søger hertil, men – som en voksende del af de eruopæiske befolkninger begynder at forstå – langt flere migranter på jagt efter en højere levestandard.

Ingen af delene er der sådan set noget forkert eller dubiøst i, men formår vi ikke at skelne mellem asylansøgere og reelle flygtninge, så har vi ingen chance for at håndtere den nuværende og kommende migration fra Syd, som har potentiale til at blive det største kroniske problem siden afslutningen af 2. Verdenskrig. Vore børns fremtid afhænger af, hvad vi gør i disse måneder og år. Kun ét er sikket. Glem Den Kolde Krig. Nu kommer der noget, som kan blive meget værre.

Matthiesen og Mogensen kritiserer med rette medierne for at politisere direkte eller indirekte i deres dækning af folkevandringen mod nord, ikke mindst i det danske tilfælde:

Overvejelser om, hvorvidt regeringens moderate korrektion vil have tilstrækkeligt opbremsende effekt på tilvandringen fra Afrika og Mellemøsten, bliver der i radio, TV eller de trykte medier stort set ikke plads til.

Samtidig undlader medierne at behandle tilstrømningens betydning for velfærdsstaten, selv om presset på de offentlige kasser alene i forbindelse med ikke-vestlige indvandreres gennemsnitlige lediggang svarer til et beløb, der «ville kunne finansiere driften af seks-syv nye hospitaler på størrelse med Herlev Sygehus”. Om året.

I stedet reduceres tilvandringen til et letfatteligt budskab: en flygtningekatastrofe. Til trods for, at EU’s egne tal viser, at mindre end en fjerdedel af asylansøgere sidste år blev tillagt flygtningestatus, og at hovedmotivet således må siges at være et mere diffust ønske om højere levestandard. Her fremstår asylkortet som en fristende genvej.

Hvorfor er denne sandhed så ilde hørt?

Fordi medierne reelt har givet op og kastet sig i armene på de rene hjertes klub. Styret af følelser og filantropi har de glemt deres kvalificerende og problematiserende rolle og er blevet en del af problemet snarere end løsningen.

Men det er såmænd kun den ene del af forklaringen. Den anden del handler om mere end følelser.

Bag mediernes selvopgivelse og politisering dunker en idéstrømning, som er temmelig ny og har fået fart efter 1989. Det er internationalismens puls, hvis fjende er det nationale. I denne idéstrømning er asyl det nye sort og skyld det nye hvidt.

Den hvide skyld har på kort tid fået os til at føle os skyldige i, at tidligere generationer har frembragt relativt homogene og velfungerende nationalstater i Europa til trods for imperiers og unioners hærgen gennem flere århundreder. Det har kostet dem blod, sved og tårer at indse, at stater, ikke ideologier eller individer, skaber orden. Der har været reformationer, revolutioner, reformer og tilbageslag i ét væk. Der har været en løbende debat på alle europæiske sprog. Der har været socialister, liberalister, konservative og socialdemokrater, men det er alt sammen ligegyldigt nu.

Nu er det de ”åbne” mod de ”lukkede”, de gode vs. de onde. Multikultierne, føderalisterne og store dele af erhvervslivet vil af med staterne, kræver union, fri bevægelighed og hævder tilmed, at folkevandringen er vores eneste chance for at overleve, mens det tidligere hed sig fra toneangivende kulturpersonligheder, at indvandringen blot ville sætte lidt kolorit på vores triste tilværelse.

Vi andre, dvs. de onde, vil gerne fastholde den politiske ramme, som har været forudsætningen for vore friheder og relative sikkerhed, dvs. de konkrete borgerrettigheder og retten til at bestemme over vores eget land og skæbne inden for en europæisk-kristen kulturkreds. I stedet mødes vi af en global fatalisme, som er stærkere end nogen anden ideologi. Hav tålmodighed! Tal ordentligt! Det skal nok gå! Europa bliver bare ligesom USA… Og – til stadighed: Er du racist?

Ikke siden nazismen og kommunismens fald har verden haft nogen stærk universalistisk-utopisk overbygning. Det har den fået nu med menneskerettighedsideologien, som fordømmer alt, hvad der ikke passer ind i magthavernes og mediernes herskerteknik og arbejder dogmatisk på at udgrænse dem, der mener, at den eneste farbare løsning på vor tids veritable folkevandring er at standse migrationen. Og skridt for skridt gøre det mere attraktivt for afrikanere og arabere at blive i deres naturlige hjemlande i stedet for at foregøgle dem, at Europa er Paradis på jord ved at give dem asyl med hjertet.

Det var den forhenværende svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, der bad svenskerne om at åbne deres hjerter for indvandringen og betale den pris, der fulgte med, stor, større eller størst. Selvom svenskerne og tyskerne går forrest i så henseende – alene i år ventes der ca. 80.000 og ca. 800.000 asylansøgere i henholdsvis Sverige og Tyskland – er vi andre hoppet med på vognen, mens den nominelt borgerlige regering venter på, at EU-toppen dekreterer en ”fordelingsnøgle” af alle disse og flere migranter.

Det er vores børn og efterkommere, vi sender regningen – og endnu værre – konflikterne videre til.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 21. august. 2015.

Mest lest

Meyer på jordet