Gjesteskribent

Efter at tusindvis af migranter i weekenden stormede grænsen mellem Grækenland og Makedonien, hvor myndighederne har givet op og kun er glade for, at horderne drager videre til Serbien, er det nu kun et spørgsmål om timer, før de står ved grænsen til Ungarn og EU’s Schengen-zone. Antallet stiger eksplosivt. Alene i juli måned gik mere end 50.000 i land i Grækenland fra både udskibet fra Tyrkiet, og EU’s forsigtige estimat kundgjorde, at mere end 100.000 migranter krydsede grænserne til EU i juli. August ser ud til at slå alle hidtidige rekorder. Det pt. mest attraktive land – Tyskland – forventede i sidste uge 750.000 asylansøgere i år, men måtte straks opjustere og runder muligvis en 1 mio. nye mennesker på tysk jord. Deutschland über alles, über alles in der Welt.

Kære venner, Europa er de facto ved at blive invaderet, ikke af Den Røde Hær eller noget, der ligner, men af civile, primært unge og velnærede migranter. Millioner står på spring for at gøre dem kunsten efter, bag dem endnu flere, og alvoren er så småt ved at gå op for selv toneangivende iagttagere og kommentatorer.

Godt nok valgte vor egen David Trads i weekenden at underholde sine læsere med den mindblowing slankekur, han åbenbart har indladt sig på for at redde sit gode skind, og godt nok går avisens grand old man Per Nyholm på karakteristiske listefødder gennem den progressivt islamiserede bydel Nørrebro i København uden at fatte en falafel.

Men det chokerende nye er, at situationens alvor dæmrer for de allerhøjst placerede vindbøjtler som f.eks. Politikens departementschef, Bo Lidegaard. Jo, kraftedme – læs lige første halvdel af hans leder her.

Vel, det går naturligvis helt galt i lederens anden halvdel, hvor den sludrende chefredaktør pludselig kommer i tanke om, hvor han er ansat og tyer til en sigende kortslutning. Lidegaards logik er som følger:

Udviklingen er ude af kontrol, ergo skal vi ingenting gøre, men acceptere vor skæbne endnu mere stoisk end hidtil og tolerere det fait accompli, der – uhæmmet – reelt vil indebære en demografisk revolution i det, der engang var Europa.

Neuropa, kunne vi kalde eksperimentet, hvis udtrykket ikke var så historisk belastet, men det er og bliver dag for dag noget helt og aldeles funklende nyt, vi ser tage form fra Thessaloniki til Tomsgårdsvej. Et Europa, som du aldrig har set, siden Rom gik under for omtrent 1.700 år siden.

Hr. Lidegaard akkompagneres af fyrtårnet Poul Madsen fra Ekstra Bladet, som i sin weekendleder leverer en klassisk reprise af 80’ernes indvandrerdebat med mottoet om, at vi ikke skal lade frygten begrænse os, men åbne vore hjerter og land for den nye migration, som er kommet for at blive. Om ikke andet, kan de jo bo i Udkantsdanmark, hvorfra vi, ”de grisefarvede” (med Peter Aalbæk Jensens malende udtryk) alligevel flygter.

Som den borgerlige kommentator og satiriker Mikkel Andersson fremhævede i en opdatering i går eftermiddags, mens digerne ved Ungarn endnu holdt, er der tale om overgivelse.

Centrum-venstre, skriver han, har kun ét argument i hele denne dramatiske situation, og det er hjælpeløshed: Lige meget, hvad Danmark eller andre nationalstater gør, er vi prisgivet den eskalerende migrantstrøm. Jovist, vi kan skrue på et lille håndtag hér og dér og blive ”europæere”, men i det store og hele er der ikke andet end hjælpeløshed tilbage på venstrefløjen. Efter os, flodbølgen!

At forestille sig, at udvandringen fra Syd skulle være identisk med europæernes egen udvandring til Amerika, Canada og Australien for mere end 100 år siden, er en grotesk sammenligning, når man erindrer sig, hvad der blev forventet af de europæiske udvandrere dengang – og de ikke-europæiske indvandrere i dag. Kravene og konteksten var helt forskellige. Dengang skulle udvandrerne netop bidrage økonomisk til modtagerlandet – det var derfor, de overlevede – og eksperimentet fungerede. Den irreversible indvandring til Europa og den nye migration foregår som bekendt i en anden skatteyderfinansieret kontekst, som gør tilvandringen endnu mere attraktiv, men desto mere realøkonomisk selvdestruktiv.

Mondæn fatalisme og velfærdspolitisk laissez-faire er vores værste fjende. Så vidt er vi kommet i vor mangel på historiske dannelse, at vi ikke længere aner, hvad der har skabt Europa – og USA og gjort disse eksotiske verdensdele til successer. Det kan blive vores død – civilisationshistorisk – sådan som også professor Bent Jensen er inde på i denne kronik.

Som jeg skrev i en blog, der blev knockoutet af teknikken fredag, så har folkevandringen potentiale til at blive vores mest uhåndterlige problem siden 2. Verdenskrig. Vore børns fremtid afhænger af, hvad vi gør i disse måneder og år, og det er derfor, vi skal træde i karakter som stat, indføre et midlertidigt asylstop og arbejde internationalt for, at det atter kan blive mere attraktivt for migranterne – som ifølge EU’s egne tal er langt flere end de reelle flygtninge – at blive i deres naturlige hjemlande. At uddele asyl, som var det fribilletter, er at opildne menneskesmuglerne, medvirke til konfliktområdernes fortsatte sammenbrud og til vores egen sociale, økonomiske, politiske og kulturelle misere.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten.