Gjesteskribent

«Klimabrølet» foran Stortinget 30. august i fjor Foto: Cornelius Poppe / NTB scanpix

Migrationen fortsætter derudad, men islamkritikken er forstummet – nu er klimaet det hede emne i stedet. 

Folkevandringen udefra og politisk tilpasning indefra har i løbet af de seneste år fået islamkritikken til at forstumme. Samtidig har klimaet erobret dagsordenen; selv migranter er blevet til «klimaflygtninge». Hvor sidstnævnte kommer ind, går islamkritikken ud og overlades til vores børn og fulde folk. Det er – med et begreb, der ellers skulle have befæstet udlændingespørgsmålets relevans – et paradigmeskifte, vi oplever: To dagsordener bytter plads – farvel til den gamle og udtjente, goddag til den nye og ungdommelige. ​

Rent teoretisk kan jeg godt se pointen. Hvis kloden alligevel styrer mod undergang, hvorfor så overhovedet bekymre sig om Danmark? Vi er alle fortid, med mindre vi «redder» klimaet inden for de næste 10 år. Derfor skal alting gøres anderledes, Greta Thunberg-style. Panik er det nye sort, enten er du med klimaet, eller også er du imod det. Det er ikke noget derimellem. Såvel Dansk Folkeparti som Dansk Industri er steget på toget, thi der er så ensomt på perronen, når toget er kørt. Opildnet af et svigtet svensk pigebarn, skuespillere, mediefolk, lobbyister og såkaldte intellektuelle styrer Europa med ekspresfart mod en ny fundamentalisme.

Mens den sentimentale og medløberagtige klimaaktivisme fantaserer om den forestående dommedag, ser jeg mod syd, hvor migrationen fortsætter med uformindsket styrke mod Grækenland og Italien, og myndighederne i Ungarn melder om smuglertunneller ved grænsen til Serbien. Det skønnes, at mere end 125.000, langt de fleste unge mænd, sidste år forsøgte at slippe illegalt ind i EU ved at kravle under det berygtede grænsehegn, og at mindst lige så mange lykkedes med det i hele EU, de fleste via Middelhavet. I Frankrig arresterede politiet næsten 20.000 migranter sidste år. ​

Som om dette ikke var alvorligt nok, er koblingen mellem migration og islam utroligt nok kappet over i den offentlige samtale. På femårsdagen for blodbadet på Charlie Hebdo i Paris breder der sig en stemning af, at det kritiske satireblad jo bare kunne have ladet være med at provokere. Man høster, som man sår. Ergo er det klogest at ligge lavt og håbe det bedste for mødet mellem demokrati og islam. Imens går udviklingen sin skæve gang i de europæiske lande, underlagt EU’s dysfunktionelle mangfoldighedslære.​​​

For en uge siden erfarede vi, at der pludselig er ca. 100.000 flere ikkevestlige indbyggere i Danmark end hidtil antaget. Fra at have været 50.000 i 1980, er der nu mere end en halv mio. mennesker med ikkevestlig baggrund i landet. Selv den indvandringsoptimistiske statistiker Hjarn von Zernikow indrømmer, at han ikke havde regnet med, at der var så mange. Hvad heller ikke han lader til at have forstået, er, at de tilkommere, som muligvis ikke er specielt muslimske, når de udvandrer, bliver vakt af islam, når de kommer til vore segregerede byer, hvor deres trosfæller vil minde dem om, at de ikke må glemme deres ophav, ligesom kriminelle bander frister med luksus, status og identitet.

Udviklingen går stærkest i Sverige, hvor tre forhenværende socialchefer gør opmærksom på, at myndighederne allerede i 2015 mistede overblikket over, hvem og hvor mange udefrakommende der befinder sig i landet. Til gengæld mærker svenskerne, at de offentlige kasser tømmes med en hast, der aldrig er set før, samt at den ledsagende kriminalitet efterhånden rammer alle – børn, voksne, mænd, kvinder, fattig, rig – senest indenrigsminister Mikael Damberg.​​​

I Norge beskriver sociologen Halvor Fosli i en fortrinlig bog om det nye postnationale Norge, at problemet ikke alene er masseindvandring drevet frem af lige dele ”humanisme” og juridiske argumenter, ligesom problemet ikke kun er fremvæksten af muslimske enklaver, men at der tillige er tegn på en dyb og voksende splittelse blandt nordmændene, dvs. mellem konservative og progressive, venstre og højre, by og land. Migrationen risikerer simpelthen at føre til et nationalt sammenbrud. Fosli stiller et brændende aktuelt spørgsmål: Har vores gamle, kloge kontinent med sin brede og dybe erfaring med krig og konflikt helt glemt, hvad der er forudsætningen for fred og velstand?

Ifølge Halvor Fosli er betingelsen for fred og velstand, at vi har tillid til naboen, fordi vi kan genkende os selv i ham og hende, og sociologens modgift til den universelle ”humanisme” er en inkluderende nationalisme, der tillader en begrænset indvandring med mest mulig assimilation, og som står fast på, at nationalstaten må forsvares, fordi den kan noget særligt i sammenligning med imperier, hertugdømmer, bystater, klanstyre og andre politiske organisationsformer. I hvert fald så længe kloden drejer, og det gør den jo nok lidt endnu.​​​

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 12. januar 2019.

 

Kjøp Halvor Foslis nye bok her!

Støtt Document

Du kan enkelt sette opp et fast, månedlig trekk med bankkort:

Eller du kan velge et enkeltbeløp:

kr

Du kan også overføre direkte til vårt kontonummer 1503.02.49981

Vårt Vipps nummer er 13629

Støtt oss fast med Paypal: