Gjesteskribent

Ja, I må meget undskylde, men lokummet brænder stadig i Grækenland til trods for den seneste gældaftale med EU. Vist ser man disse papmachéfigurer, som pt. gør det ud for europæiske ”statsledere”, gå rundt og smile til kameraet, mens klappekagemedier videregivere en forestilling om, at ”alle har vundet» ved eurogruppeknaldet. Som om.

Vil man forstå, hvad der sker i Europa, kan man bare åbne dagbladet Politiken fra i går. Gårsdagens nyheder er paradoksalt nok mere aktuelle end dagens.

Søndagsudgaven trykte en illustrativ og informativ foto- og tekstreportage fra Lesbos, der som bekendt er en græsk ø i Middelhavet – og det var ingen serenade. Hvad der engang – dvs. indtil for ganske nylig – var et ferieparadis, som mange skandinaver har besøgt siden militærjuntaens fald for 40 år siden, er i dag et forstadie i, hvad der venter hele Vesteuropa, hvis EU fortsætte sin kurs mod multikulturel destruktion og grænseløst kaos.

Tusindvis af migranter sejler, driver i land, efterlader sig en pøl af affald, vandrer hen over øen i stegende hede for at blive huset under mildest talt primitive forhold i en interimistisk indrettet flygtningelejr, hvor de klager over forholdene og påberåber sig universelle menneskerettigheder, mens de lokale ser, at deres ø, eksistensgrundlag og liv forandres hurtigere, end selv den mest misantropiske pessimist kunne have profeteret for bare et år siden. I januar måned 2015 kom der ifølge officielle tal ca. 1.700 flygtninge til Grækenland. I februar kom der 3.000, i marts 8.000, i april 14.000, I maj 19.000 og fra første juni til 3. juli kom der 34.000.

Entré Fadi, 38 år og fra Syrien:

”Jeg er taget af sted for at komme til Tyskland og få familiesammenføring. Det kostede mig 1.000 dollars at komme over. Jeg vil arbejde. Det var derfor, jeg kom. På grund af muligheden for arbejde og menneskerettigheder. Men jeg er vred nu. Der burde være bare et minimum af menneskerettigheder for os, men det er der ikke. Det her er for meget. Her er for mange.”

Her er for mange. Siger han.

Hvad fremtiden gælder, behøver vi hverken krystalkugle eller overnaturlige evner: Når myndighederne ikke har nogen politik, vil borgerne selv gribe til våben, når frustrationen vokser sig stor nok. Borgerkrig på de græske øer? Hvorfor ikke. Vildere ting er sket i verdenshistorien siden Odysseus sejlede rundt i samme farvand for 3.000 år siden.

Hvor vil de så hen, disse mange tusinder udvandrere? Ja, de vil til Tyskland, Danmark og Sverige – og tro mig – det kommer de.

Det er her, humanismen er gjort til statsreligion, det er her, de forgyldte menneskerettigheder hyldes mest, det er her, der er flest røde sjæle med hipsterskæg og lilla ble, som vil redde alverden op til et liv i velfærdsstatens varme. Bortset fra, at velfærdsstater qua deres natur må være lukkede. Ellers går de under en skønne dag. Åbne grænser, åbne kasser? For how long, my dear?

Som det schweiziske medie Die Weltwoche betoner i en leder, så har asylpolitik ikke alene brug for hjerte, men sandelig også forstand. Man kan ikke dele ægte solidaritet med alle. Social er den, der kender til grænser. Sognepræsten Henrik Gade Jensen skriver nogenlunde det samme i en blog og citerer den amerikanske filosof Michael Walzer med øje for velfærdssamfundets usentimentale forholdsregel:

«Ideen om et retfærdigt fordelingssamfund forudsætter en afgrænset verden, inden for hvilken fordelingen kan ske.» Uden afgrænsning ryger solidariteten. Det er logik for Martin Krasnik’er: ”Jo mere udbygget og socialt graciøst dette politiske fællesskab er – og i Danmark er det en omfattende velfærdsstat med gratisydelser – des større pres må der være for at blive medlem. Jo mere rigt og velstående et politisk fællesskab er, des flere vil have del i dets goder.”

Jamen, naturligvis.

Det går rigtigt stærkt på Lesbos og andre græske øer, som ligger i første række ud til Tyrkiet, hvor myndighederne glæder sig over at kunne sende syrere, pakistanere, palæstinensere, afghanere og mange andre nationaliteter videre til Europa, hvis regeringer og Union har sat sig for at være vært for den største exodus siden bibelske tider. Tyrkiet er en mellemstation, en rejseleder, vel at mærke det Tyrkiet, som mange liberale og socialdemokratiske politikere og medier i Europa drømmer om at kunne indlemme i Den Europæiske Union, der vokser dag for dag – og synker tilsvarende. Vesteuropa risikerer på længere sigt at lide samme skæbne som Sverige ved at have indledt en kolossal demografisk revolution – eller hvad den svensk-iranske kommentator Nima Gholam Ali Pour benævner en kreativ revolution: ”Ud med det gamle, ind med det nye”. Der har dannet sig forskellige etniske og religiøse identiteter, men svensk national identitet er gået tabt. Om udviklingen fortsætter, vil Malmø om få år være en by, hvor etniske svenskere udgør en minoritet.

Men det er ikke kun demografisk revolution. Det er også en politisk revolution, sådan som Gade Jensen peger på. Menneskerettighedsindustrien, assisteret af FN og EU, smadrer ganske simpelt forbindelsen mellem fællesskab, velstand og fordeling. I stedet tilbydes der gratis buffet – lige indtil der ikke længere er nogen buffet tilbage. Det tager formentlig en rum tid – eftersom de europæiske nationalstater er rige, dynamiske og rimeligt velfungerende. Men når den tid er gået, så skal I bare se løjer.

Sverige er ekstremt, men det er resten af Vesteuropa også på vej til at blive, hvis ikke vi får vendt udviklingen, stoppet migrationen og hjulpet så godt, vi kan, i nærområderne. Vi kan ikke løse Afrikas problemer i Europa. De kan kun løses i Afrika og i Mellemøsten. At tro andet er idioti eller hypermoral – og begge dele er skæbnesvangre under uheldige omstændigheder.

Imens fortsætter skuespillet. Eurokraterne tager æren for kompromisset i Bruxelles, idet de ignorerer, at Grækenland reelt har været i krise, siden landet trådte ind i eurozonen, og fra samme lokalitet efterlyser Venstres mand i Europa-Parlamentet, Jens Rohde endnu mere EU, det samme gør ex-konservative Per Stig Møller, den ugentlige Per Nyholm og revl og krat fra den politisk korrekte mainstream, som bliver mere og mere metervare i det europæiske efterår.

Hvis blot problemet var møntunionen, kunne vi såmænd sove roligt. Men problemet er meget større. Presset udefra er endnu større end presset indefra.

Hvad mainstream ikke forstår, er, at migrationen fortsætter, netop fordi der er en union, som udvander ansvaret. Unionen er ikke årsagen, men anledningen til og betingelsen for, at de sydeuropæiske lande kan vælge at sende problemet videre og med tiden få indført EU-kvoter, sådan at endnu flere migranter vil søge til kontinentet. Unionen fungerer med andre ord som en velfærdsstat på vej mod sit kollaps, bare på kontinentalt niveau – uden at have noget militær eller nogen plan, når og hvis migrationen slår fejl.

EU’s snarlige flygtningekvoter udgør en parallel til optagelsen af Grækenland i møntunionen. Ingen ved, hvad man gør, når og hvis regeringer og migranter opfører sig uhensigtsmæssigt. Unionen aner ikke, hvad den skal stille op i tilfælde af destabilitet og smitsom adfærd – bortset fra at give folk flere penge.

Hvis der omvendt ikke var nogen union, ville landene i Sydeuropa være nødt til at tage skeen i den anden hånd, vende bådene, sende tusinder af primært unge mænd retur og bidrage til genopbygningen udenfor Europa.

Men humanismen har vundet – og den kommer ikke uden en tung pris.

Efter det arabiske forår følger det europæiske efterår. Hvem havde lige forudset det? Muammar Gaddafi, måske, men ellers?

 

 

Jyllands-Posten 13. juli

Les også

Neuropa über alles -
Den migrerede virkelighed -
EU på vej mod nedsmeltning -
Ét Europa, flere folkeslag -
Efter os, syndfloden! -
Liberalismens krise -
Med kurs mod afgrunden -