Beslutningen om EU’s ”flygtningekvoter” er øjensynligt skudt til hjørnespark, indtil feltmarskal Merkel atter kalder sine løjtnanter, korporaler og spioner til samling. EU befinder sig i en dyb krise, nogle vil mene på vej mod sit Waterloo, der ironisk nok ligger kun 15 km syd for Bruxelles. Vist sidder der professorer og lobbyister i TV og radio og bedyrer det modsatte, glatter ud og lover en fair løsning i morgen, sådan som også vor hedengangne statsminister havde for vane, men stadig flere uden for medieboblen fornemmer, at den er gal.

Vi, der i årtier har levet med et EU, der voksede og voksede og kun i korte øjeblikke stod stille for atter at tonse fremad med direktiver og forordninger, står i en speciel situation. Længe var den fysiske kontakt med unionens hovedkvarterer i Bruxelles, Luxembourg, Strasbourg og Frankfurt noget nær umulig. Lige meget hvilken EU-institution, man forsøgte at få adgang til, holdt der kraner og lastbiler i vejen. Omkring krystalpaladserne var der en vrimmel af mænd iført kedeldragter og sikkerhedshjelme, lidt som i Dubai. Unionen var et kolossalt – og uafsluttet – byggeprojekt, og symbolikken var ikke til at tage fejl af.

Klip til i dag: Molokken vakler, udspyr ild og torden og indkalder til beslutningsløse møder, hvortil og fra en strøm af højtbetalte repræsentanter og eksperter pendulerer, mens nationalstaterne langsomt træder i karakter og forsigtigt begynder at gøre, hvad der må gøres.

ANNONSE

Den føderale travlhed til trods forekommer unionen med Poul Schlüters berømte formulering mere stendød end nogensinde, selv om ingen brite, polak, ungarer, tjekke, slovak, flamlænding, hollænder eller dansker af den grund skal føle sig sikker.

Ligesom Napoleon for 200 år siden har EU en evne til at finde nye reserver frem. En determineret optimisme og ufølsomhed over for nationalstaternes naturlige og politiske skepsis ligger indlejret i projektet. Hybris dag og nat, år efter år.

Folkevandringen fra syd udgør en langt større trussel end eurokrisen. Euroen var en sværmerisk fejlkonstruktion fra begyndelsen, fordi den byggede på tillid i stedet for en realistisk vurdering af medlemslandenes reelle økonomiske formåen – og desuden fratog staterne sanktionsmuligheder over for eurosnyltere som Grækenland. Schengen-aftalen, der går længere tilbage, var en fejlkonstruktion af samme grund. Tilliden til, at et land som Grækenland med sin nære osmanniske fortid, og at forhenværende – jeg gentager – forhenværende militærmagter som Italien og Spanien ville kunne forsvare unionens ydre grænser, var mildest talt naiv, rettelig idiotisk.

Implementeringen af fri bevægelighed for varer, tjenester og serviceydelser ville have været rigeligt og ville have gavnet væksten. Men da lovgiverne inkluderede unionsborgere i den frie bevægelighed, løb projektet løbsk.

Værre er det kun blevet af, at EU-Domstolen løbende har udvandet betydningen af at være ”arbejdstager”, sådan at begrebet også er kommet til at omfatte tidligere arbejdstagere, familiemedlemmer, deltidsbeskæftigede, studerende og ”ufrivilligt arbejdsløse”, som ph.d.-stipendiat Morten Jarlbæk Pedersen har dokumenteret i en grundig gennemgang af arbejdstagerbegrebets nyere historie i årsskriftet Critique.

Når de ydre grænser står pivåbne, og de indre grænser falder bort, skal man ikke undre sig over, at nogen og flere og flere, især tilvandrende muslimer, udnytter systemet. Eller hvadgensidige den svensk-iranske kommentator Nima Gholam Ali Pour har kaldt en kreativ revolution: ”Ud med det gamle, ind med det nye”.

Social er kun den, som kender til grænser. Derfor er den igangværende massemigration en krise med turbo på. Og den får 40 års heftig og vedvarende diskussion for og imod indvandring til at forekomme underlig abstrakt og teoretisk. Først nu er det virkelighed.

Europa forvandles i opskruet tempo, men ikke til det bedre. Vort kontinent vil med demografiens progressive logik blive stedse mere muslimsk og samtidig fattigere. I løbet af de kommende 50 år vil historikere formentlig kunne beskrive en glidende udvikling fra tørklædeforbud til tørklædepåbud, fra velfærdsstat til almindelig afmatning, frustration, gensidige anklager fulgt af politisk kaos. Vi, dvs. vore børn og børnebørn, vil komme til at forstå, hvad diaspora betyder, når den religiøse diaspora vokser sig stedse stærkere i Vesteuropa, mens oliemilliarder vil blive pumpet ind i opførelsen af moskeer, ”uddannelser”, ”fakulteter”, ”universiteter” og ”mediekoncerner”. Den muslimske gruppefølelse vil formentlig være stærkere end den europæiske dekadence.

Over for alt dette vil EU ikke kunne gøre andet end at indkalde til stadig mere fantasifulde møder, løsrevet fra den europæiske muld og historie og kemisk renset for forståelsen af sammenhængen mellem den kristne arv, nationalstaten, NATO og efterkrigstidens europæiske sikkerhed.

Merkels politiske biografi er slående på en helt bestemt måde. Var Østtyskland bestået, ville den nuværende kansler formentlig have været topfigur i det socialistiske enheds- og arbejderparti. Nu er hun i stedet kejseren af EU, drevet frem af et særligt tysk skyldkompleks, en forvansket form for kristendom og en teknokratisk grundindstilling. Mere end nogen anden nulevende figur inkarnerer hun EU’s dybtgående krise.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 18. september 2015.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629