Gjesteskribent

Av Poul Pedersen, (klassisk arkæolog
Syddansk Universitet)

Undertiden bliver artikler i Weekendavisen hængende i ens tanker længe efter at de blev bragt, måske fordi de var irriterende – måske fordi de var fascinerende.

Jeg har ikke rigtig kunnet forlige mig med nogle udtalelser, som Aarhus Universitets nye gæsteprofessor, Francis Fukuyama, fremsatte om demokrati og kristendom i et interview i IDEER 20. maj – ikke mindst fordi hans synspunkt vistnok er temmelig udbredt.

»Demokratiets oprindelse er tydeligvis forbundet med vestlig kristendom,« sagde professor Fukuyama. »Doktrinen om de universelle menneskerettigheder er en sekulær, ikke-religiøs udgave af den kristne idé om menneskets værdighed foran Gud. Både Hegel, Tocqueville og Nietzsche har sagt, at demokrati blot er en sekulær version af kristendommen.«

Men kan det være rigtigt at se demokrati og menneskerettigheder som en sekulær version af de kristne ideer og som udsprunget af kristendommen? Mig forekommer det, at i det omfang, der overhovedet er en forbindelse mellem demokrati og kristendom, må det forholde sig lige omvendt.

Er det ikke langt snarere sådan, at kristendommen kan betragtes som »en religiøs version« af den rationelle sekularisme, det demokrati og det menneskesyn, hvis historie tog sin begyndelse i det nuværende Vesttyrkiet og Grækenland 400-600 før Kristi fødsel og altså århundreder før kristendommens opståen? Ved kristendommens fremkomst havde disse ideer præget tænkningen og verden i et halvt årtusinde – og var for længst modnet og kendt fra Spanien i vest til Nærorienten og Persien i øst. De fleste store emner havde da været behandlet i litteratur, kunst og filosofi, herunder også tanker om universelle menneskerettigheder og demokrati.

Kristendommen kom ind i denne eksisterende, europæiske kultur, da der omkring vor tidsregnings begyndelse var opstået og modnet et behov for en ny religion; en religion vel, som var af mere personlig karakter end de gamle religioner, og som gav den enkelte håb om noget meningsfuldt efter døden. Flere nye, især nærorientalske religioner vandt frem, men det blev på længere sigt kristendommen, der sejrede. Udover hvad man i øvrigt personligt måtte have af forhold til kristendommen som religion, kan man vel formode, at en medvirkende årsag til dens succes var, at den i højere grad end tidens andre nye religioner var i stand til at indgå i den eksisterende græsk-romerske kultur og tankeverden. Kristendommen opstod i et græsk -romersk kulturmiljø og vigtige sider af den græsk-romerske verdens filosofi og menneskesyn har sikkert været indlejret i kristendommen fra dens begyndelse. Men ikke alt, naturligvis, og bestræbelser på at forene den nye religion med den græsk-romerske kultur og filosofi har været et væsentligt emne i religions- og idéhistorien gennem et par tusinde år.

Men blev demokratiet nogensinde kristendommens projekt? Det er ikke det umiddelbare, overordnede indtryk, man får gennem et hurtigt vue ned over to årtusinders kristne Europa med de tilløb til og den endelige gennemførelse af det demokrati, vi har i dag. Tværtimod synes de største skridt hen imod det menneskesyn og den intellektuelle frisættelsesproces, der er en forudsætning for et demokrati, at være gjort i perioder, hvor en mere sekulær kultur vandt frem og hvor videnskab, kunst og oplysning i nogen grad frigjorde mennesket fra den religiøse sfære.

Det var perioder, som prægedes af en dyb fascination af den oprindelige, før-kristne oldtid og grækernes og romernes kultur og menneskesyn. Særlig markant er her den italienske renæssance i 1400-tallet med dens fokus på individet og tro på dets fornuft og handlefrihed. Det fik langvarige følger i kunst, kultur og endog religion, da renæssancens menneskesyn gav anledning til reformation og protestantisme. Men af mindst lige så vidtrækkende betydning for de moderne demokratiers opståen var Oplysningstiden, der i det sene 1700-tal tog et opgør med den katolske kirkes modreformation og de enevældige fyrsters rokokokultur. Her frembrød en fornyet interesse for den før-kristne, græske og romerske kultur og dens samfundssystemer, som mange ønskede at bruge som inspiration til opbygningen af nye, demokratiske samfundssystemer. Dette afspejles særdeles tydeligt i Oplysningstidens kunst og især i dens nyklassicistiske arkitektur. Overalt, hvor tanker om demokrati spirede frem, byggedes i græsk -romersk arkitekturstil: Helsinki, Oslo, København, Berlin, München, London, Paris, Athen og fremfor alt i USA.
Demokratiets formsprog er altså ikke kristent, men græsk -romersk , hvilket stemmer ganske godt overens med, at demokratiet ikke er et specielt kristent fænomen. Er demokratiet da »hedensk«, siden dets formsprog åbenbart er de antikke guders templer og ikke kristendommens kirker? Nej naturligvis ikke, det græske formsprog signalerer sekularisme. Det associerer ikke til nogen religion, men til særlige menneske- og samfundsværdier, som man har ment eksisterede i Antikkens demokratiske Athen og republikanske Rom. Derfor kunne C.F. Hansen også uden problemer sætte en græsk tempelfront på Vor Frue Kirke. Her ser man det moderne Europas verdslige og religiøse rødder forenet i én bygning.

At det moderne demokrati er blevet udviklet, mens kristendommen har domineret Europa, gør jo ikke nødvendigvis demokratiet til et kristent projekt. Men man kan måske sige, at kristendommen har været speciel derved, at den har givet plads til demokratiernes etablering. Og man kan måske endda sige, at kristendommen i en vis forstand er blevet en religiøs version af den sekulære, antikke, europæiske kultur og derfor alligevel »…at demokrati og kristendom er to sider af samme sag,« som Else Marie Bukdahl hævdede det i Weekendavisen nr. 29.

Jeg mener, at det er vigtigt at erkende, at det europæiske grundlag, som kristendommen i mange henseender er en religiøs version af, er en kultur, der tog sin første, primitive begyndelse omkring 1000 år før Kristi fødsel i det nuværende Vesttyrkiet og Grækenland. Denne tilblivelsesproces er vigtig og umådelig spændende, men skal ikke behandles nærmere her. Med tiden – og især i perioden 600-300 fvt. – udvikledes der i denne kultur et menneskesyn og nogle værdier, som romerne efterfølgende arbejdede videre med. Ved vor tidsregnings begyndelse fandtes der således allerede en tusind år gammel, europæisk højkultur, som har vist sig at være utrolig levedygtig, og som altid siden har eksisteret som en særlig »europæisk fortælling« ved siden af og i samspil med kristendommen.

Hans-Jørgen Schanz har beskæftiget sig med dette centrale tema i indledningskapitlet til sin bog Europæisk Idéhistorie. Schanz slår for det første fast, at der er noget særligt, som ved sin egenart danner en vis identitet, noget som vi må kalde »det europæiske«. »Dette europæiske har to hovedkilder, det jødisk-kristne og det græsk-romerske,« skriver han. Og videre: »Når vi taler om det jødisk-kristne er hovedvægten lagt på religionen. Taler vi om det græsk-romerske, lægges vægten på, hvad vi bredt kan betegne kulturen.«
Når man ser sig omkring i nutidens bybilleder, ser man disse forhold tydeligt materialiseret, hvor idéhistorien og mentalitetshistorien kommer til udtryk i arkitekturen. I Washington i professor Fukuyamas hjemland kan man således bemærke, at det amerikanske demokrati ligesom de europæiske kun i ringe grad associerer sig til kristendommen i sine repræsentationsformer. Capitol, Det hvide Hus, Lincoln-monumentet osv. – alle de største symboler på det amerikanske demokrati demonstrerer forbindelsen til den vestlige civilisations ikke-religiøse hovedkilde: den sekulære og demokratiske tradition fra Antikkens Grækenland, Vestlilleasien og Rom.

Hvad betyder dette i dag? Ja, hvis demokratiet ikke er et produkt af kristendommen, behøver man måske heller ikke med professor Fukuyama undre sig over, at »demokratiet har vundet frem i Asien, selvom asiaterne ikke kommer fra en kristen kultur.«
Den sammenblanding af europæisk kultur- og religionshistorie, som Fukuyama og andre efter min mening gør sig skyldige i , er ikke helt ligegyldig. I en tid, hvor Vesten forsøger at fremme vestlige begreber om demokrati og menneskerettigheder i fjerne lande med andre kulturelle forudsætninger end Vesten, er det vigtigt at holde begreberne klare. Vesten ønsker at udbrede demokrati og menneskerettigheder, fordi disse værdier – på trods af at de er formuleret i den europæiske kultur – opfattes som basale, universelle værdier. At idégrundlaget er udformet i Vesten er i sig selv et forhold, som kan give anledning til mistanke om fortsat vestlig kulturimperialisme. Det er ét problem. Men at koble idégrundlaget til kristendommen er ikke bare historisk forkert, men også meget uheldigt. For det vil helt sikkert vanskeliggøre disse værdiers globale udbredelse yderligere, hvis de tilføres religiøse overtoner.

Opprinnelig trykt som:

Replik til Fukuyama: I græsk -romersk stil
Det er ikke kristendommen, der har avlet demokratiet, men den græske tanke, der har vundet indpas i kristen kultur.
Af Poul Pedersen
Lektor, dr.phil.
Klassisk arkeolog
Syddansk Universitet