Kommentar

I 1700-tallet udspredte vesteuropæiske skribenter en misvisende forståelse af middelalderen og kristendommen. Deres polemiske ærinde og uvidenhed satte sig varige spor.

I denne periode rangerede naturvidenskab og tekniske opfindelser højt i Vestens åndsliv. Hermed var der banet vej for epokegørende nyskabelser som dampmaskiner, vaccinering og ballonflyvning.

Datidens præstationer i de humanistiske fag var derimod beskedne, fordi historievidenskab – og i bredere forstand samfundsanalyse – var belastet af skematænkning og af fysikkens og biologiens parametre.

Udviklingstro og fremtidshåb

montesquieu 1

Franskmanden Charles de Montesquieu (1689-1755), der stadig værdsættes for sin politiske filosofi, opfattede således menneskenes samliv som resultat af klimatiske omstændigheder.

Her bidrog han til at nedbryde troen på skæbnen eller et guddommeligt forsyn, men senere blev – som bekendt – andre parametre taget i anvendelse.

giambattista-vico-avatar-2162

Italieneren Giambattista Vico (1668-1744) opererede med en almindelig udviklingsautomatik, som førte til, at primitive mentale aktiviteter erstattes af mere avancerede.

I Vicos skema kom først digtekunsten – eksempelvis “Iliaden” og “Odysseen”. Derefter fulgte fantasiens og religionens udviklingsfase. På det tredje og højeste niveau – altså Vicos egen tid – herskede rationaliteten og filosofien i kultur og samfund.

Edward_Gibbon_by_Henry_Walton

Den britiske historiker Edward Gibbon (1737-1794) gjorde en betydelig indsats i sin udforskning af det antike Rom.

Han mente, at det vestromerske imperiums fald år 476 skyldtes kristendommen, der svækkede forsvarsviljen og styrtede Europa ud i 1000 års “barbari”.

Disse tænkere satte hermed rammerne for en ideologiseret opfattelse, der fortsat dominerer den bredere offentlighed – og først blev marginaliseret i historiefaget i midten af 1900-tallet.

Den ”mørke” middelalder

Fortidens mennesker blev opfattet som naive, uselvstændige og undertrykte, men en lys og ”rationel” fremtid ventede lige om hjørnet! Denne tanke var dominerende i 1700-tallets tidsånd, og den lever fortsat, omend fremtidstroen er blevet svækket.

Det er stadig et udbredt synspunkt, at Vesten var gennemført primitiv og irrationel før Isaac Newton og Diderot i 1700-tallet – eller evt. i det mindste frem til Renaissancen, “genfødslen”, af Oldtidens græsk-romerske visdom og kunstnerisk skaberkraft i tiden omkring år 1400.

I dag stempler hvem som helst middelalderen som ”mørk”.

Medierne bringer indslag og læserbreve, hvor ordet “middelalderligt” benyttes med største selvfølgelighed om fordummelse, overtro og grusomhed – eksempelvis kvindeundertrykkelse.

Denne tidsalder opfattes derfor som formørket i moralsk og intellektuel henseende. Centralt i den negative vurdering er fordømmelse af kristendommen i almindelighed og den latinske vestkirke – den katolske – i særdeleshed.

To eksempler:
1) Bjørn Møller, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, udtaler således til dagbladet Politiken fra d. 22. janur 2012, at en islamisk terrorgruppe i Nigeria er ”ekstremt middelalderlig”.
2) I avisen The Guardian fra d. 23.01.2007 følger den britiske filosofiprofessor A.C. Grayling i Edward Gibbons spor med en påstand om, at Europa styrtede ned i 1000 års formørkelse, fordi den romerske kejser Konstantin år 313 valgte en “orientalsk overtro” med fortællinger om “døde og genopstandne guder”. Siden da er “hver millimeter af fremskridt med hensyn til frihed og lærdom blevet bittert bekæmpet af kristendommens organiserede institutioner, som fra første færd brændte enhver, der var uenig med dens forældede absurditeter…” (udhævelse tilføjet).

Forfulgt og derpå legaliseret

En snes år efter henrettelsen af Jesus – ca. år 30 – begyndte kristne menigheder at fungere som et fællesskab i det centrale og østlige Middelhavsrum, der var indlemmet i Romerriget.

Organiseringen af deres “kirke” – det græske ord for det, der tilhører “Herren” – skyldtes især Paulus, en helleniseret jøde.

Kirken kom snart i dødelig fare, da der fra tid til anden – sædvanligvis fra kejsermagtens side – blev iværksat blodig forfølgelse af de kristne på grund af deres afvisning af at ofre til statuer af kejseren.

Men der var ikke tale om en systematisk kampagne fra statens side, og den nye tro bredte sig både i selve imperiet og i befolkninger udenfor dets grænser (eksempelvis germanerne og armenierne).

Forfølgelserne kulminerede år 303 under kejser Diokletian, men standsede under hans efterfølger Gaius Galerius, som i 311 gjorde kristendommen legal – religio licita.

To år senere havde Licinius og Konstantin afløst Galerius som kejsere af hhv. den østlige og den vestlige rigshalvdel, og de indgik Milano-overenskomsten, som legaliserede alle religioner i imperiet (aftalen betegnes ofte fejlagtigt som et edikt).

theodosius.emperor

Konstantin begunstigede kristendommen, og i 380 blev den af Theodosius (billedet) – sidste kejser over det forenede imperium – gjort enerådende og obligatorisk (år 380).

Et nyt menneskesyn

Havde Romerriget hermed fået en indsprøjtning af “orientalsk overtro”? Jesus talte aramæisk (et semitisk sprog), og han blev korsfæstet som jødisk provokatør på befaling af en romersk guvernør.

Men efterfølgende blev hans budskab og fortællingen om ham nedskrevet på “almindeligt” græsk – koiné glossa.

I de ti bud, den nye tro overtog fra jødedommen, var det etiske element identisk med de mere end 300 år gamle anbefalinger fra Sokrates, der også var blevet henrettet for undergravende virksomhed mod staten.

I kristendommen var der ikke forskel på jøde og græker, fastslog Paulus, der fremhævede sin status som romersk borger.

Troens grundskift – det Nye Testamente – kan måske siges at rumme en blanding af Orient og Occident, der var begyndt at brede sig blandt jøderne længe før Jesus.

Men beretningerne om ham udtrykte desuden noget kvalitativt nyt. som var alt andet end orientalsk.

Syndebukken og mimesis

René_Girard

Kulturhistorikeren og religionssociologen René Girard (f. 1923) har i flere af sine værker argumenteret for, at korsfæstelsen af Jesus åbnede for et nyt syn på det individuelle menneskes forhold til Gud og til kollektivet.

I det Gamle Testamente og i Oldtidens græske kultur skyldtes vold og død guddommelige beslutninger, der gik ud over magtesløse ofre, men i det Nye Testamente blev ansvaret flyttet over på menneskene.

Netop hensynet til dem er motivet i dramaet med Jesus som hovedpersonen, der udsættes for åbenlys uretfærdighed.

Førkristne kulturer som den græske brugte afstraffelse af – sædvanligvis drab på – en syndebuk til at afværge ulykker og dæmpe intern strid, som altid vil forekomme blandt mennesker.

I Homers “Iliade” blev således både Ifigenia og Kassandra ofret til guderne, og i det 5. århundrede før Kr. skrev tragediedigteren Aischylos om den ulykkelige Oedipus, som af skæbnen blev dømt til at dræbe sin far og begå incest med sin mor.

Denne dobbeltforbrydelse udløste gudernes straf over hans by Theben, som blev ramt af pest. Byens borgere dømte derfor Oedipus til udstødelse – nærmest en dødsdom.

Oedipus var kollektivets syndebuk, og han betragtede også sig selv som en sådan, skønt han var afmægtig og uden ansvar for de forfærdeligheder, han afstedkom. I fortvivlelse stak han sine øjne ud.

Hensynet til kollektivet og mimesis – trangen til at efterligne andre – overtrumfede altid den enkelte. Retfærdighed var der ikke tale om, og dette gjaldt både i Grækenland, Rom, Karthago og i mange andre folkeslag.

Netop her findes det ”tragiske” i Oldtidens skæbnetro og menneskesyn, som Jesus erstattede med noget radikalt nyt.

Han var uskyldig i den forbrydelse, han stod anklaget for, og døde – ifølge René Girard – på korset for menneskenes skyld med det formål at sætte et historisk punktum for de rituelle myrderier (jvf. Hans Jørgen Lundager Jens: “René Girard”, 1995; Girards analyse er omstridt, idet flere teologer og antropologer har kritiseret ham for at overdrivelser og fejlfortolkninger).

“Du må ikke myrde”

De kristne blev mødt med mange – ofte grundløse – anklager, men de blev også kendt for at forkaste drab på spædbørn.

Denne udbredte praksis var ikke omfattet af den patriarkalske stats strafferet og er dokumenteret af arkæologer, som har fundet mængder af små skeletter i det antike Roms kloaksystem.

Både jødedommen og kristendommen forbød mord (men ikke drab).

Til den høje etiske standard, de kristne tilstræbte – og i vidt omfang efterlevede – hørte også velgørenhed og omsorg for hjælpeløse (“frihed” til at være i live må vel siges at danne grundlag for de øvrige friheder!).

Reduktion af grusomhed og af magtfulde personers arrogance var stærke idealer, som allerede fandtes i det førkristne Romerrige.

Her spillede stoicismens verdensanskuelse en ledende rolle – især i overklassen. Således blev juristen og politikeren Cicero (106-46 f.Kr.) værdsat som normgivende af både senatorer og kejsere.

Den “hedenske” Cicero var forankret i græsk filosofi og etik, der krævede borgerens loyalitet mod kollektivet (bystaten), men han fremhævede også det enkelte menneskes dignitas – værdighed.

“Den sande filosofi”

Etik var et område, hvor de kristne kunne knytte an til det omgivende samfund. Erkendelseslære var et andet, og en af de første “kirkefædre”, Origenes (185-254) fastslog, at den kristne tro var “den sande filosofi”.

Den græske kulturarv – herunder det logiske ræsonnement og naturvidenskaben – blev udtrykkeligt lagt til grund for kristen tænkning.

Politik var indtil videre lukket land for den nye – og lejlighedsvist forfulgte – kirke. Med god grund lagde dens ledere vægt på at overholde loven, og bortset fra deltagelse i kejserkulten levede de kristne i overensstemmelse med omgivelserne.

Demokratiets politiske kultur i fortidens græske bystater og i den romerske republik (formelt afskaffet år 29 f.Kr.) var død.

Militærkup, magtkampe og intriger fandt selvfølgelig sted, men almindelige borgere var stort set afskåret fra at blande sig i statslige anliggender.

Kirken og staten

Jesus og den første generation af dem, der troede på ham, forventede et snarligt “gudsrige”. Det kom ikke.

I stedet opstod kirken, og da den i 313 blev legaliseret og begunstiget af Konstantin, forelå en helt ny situation, som viste sig at medføre en lang række uafklarede problemer.

Kirkefaderen Eusebius (260-340) var ven med og beundrer af Konstantin. Han skrev om kristendommens udbredelse i Romerriget, at her havde Gud selv truffet de nødvendige forberedelser ved at oprette kejsermagten.

Denne var nødvendig af hensyn til lov og orden, mens demokratiet var skadeligt, fordi det åbnede for anarki. Set i et kristent perspektiv var kejseren ikke guddommelig, men det var selve embedet.

Overfor denne indstilling stod citater fra Jesus, der havde afvist at være “jødernes konge”, fordi hans rige ikke var “af denne verden”, og fordi han ønskede at forbinde det enkelte menneske med Gud.

I øvrigt havde han især henvendt sig til jævne, ofte fattige eller udstødte folk (ikke-jøder og skatteopkrævere). Nu medførte Konstantins begunstigelse, at kirken blev et hierarki med adgang til magt, ære og rigdom.

Kejseren nægtes adgang til gudstjeneste

Herefter fandtes en permanent spænding mellem på den ene side kirkelederes karrierehensyn og på den anden side det Nye Testamentes fremhævelse af samvittigheden, som forpligtede alle kristne.

Romerrigets kirke og regering støttede og godkendte hinanden, men i princippet stod den verdslige magt – kejseren og hans embedsmænd – ikke over retten, der blev sat af Gud. Enhver, der havde forbrudt sig, skulle stå til regnskab overfor denne højeste autoritet ved åbent erklære sin anger i kirken.

Dette var baggrunden for en dramatisk episode i Milano år 390, hvor det kom til en offentlig konfrontation mellem byens biskop Ambrosius (340-397) og kejser Theodosius.

Ambrosius bebrejdede kejseren overdreven grusomhed i nedkæmpelse af opsætsige borgere i Thessaloniki og forlangte, at denne angrede som betingelse for at få adgang til gudstjenesten.

Theodosius måtte bøje sig for kravet og bede om tilgivelse. Moderne ateister kan trække på skuldrene og negligere dette ritual, men det fik konsekvenser for Vestens etik og politiske kultur.

Riget deles

I henhold til teologien indebar statsledelse ikke retten til vilkårlig magtudøvelse. Verdslige myndigheder stod under en højere, guddommelig instans.

Dette tema blev udfoldet af Ambrosius’ elev, Augustin (354-436). Han betragtes som den betydeligste af kirkefædrene og blev selv biskop i det nordafrikanske Hippo, hvor han døde, mens byen blev belejret af vandalerne.

På denne tid var den vestlige del af Romerriget i alvorlig krise som følge af folkevandringer, der begyndte år 406, da germanske stammer invaderede Italien, England, Gallien (det nuværende Frankrig) og Iberien (Portugal og Spanien).

Efter Theodosius’ død i 395 delte hans sønner Romerriget i en vestlig og en østlig halvdel.

Selve byen Rom blev plyndret af den gotiske hærfører Alarik år 410. Rigets økonomi og forvaltning var under gradvis opløsning.

De to byer

Denne ulykke måtte være de kristnes skyld, mente kirkens modstandere.

Anklagen motiverede Augustin til at skrive et forsvar, omhandlende verden og livet som opdelt i to byer – en himmelsk og en jordisk. Kulturhistorisk er der tale om et af de allervigtigste skrifter for de friheder, Vestens civilisation senere frembragte og udbredte.

Augustin erkendte behovet for elementær orden og sikkerhed – den jordiske by. Her tog han afsæt i Ciceros skildring af den organiserede by som forudsætning for retfærdighed.

Men på grund af faren for magtmisbrug og i modsætning til Cicero relativerede han den jordiske bys retfærdighed.

Den var en midlertidig og fejlbehæftet indretning, men den var nødvendig, og for at overleve her på jorden måtte de kristne desværre forsvare sig mod fjender og bruge vold. Augustin opererede derfor med en ”retfærdig krig”.

Den himmelske by beskrev han som evig og perfekt og som menneskets bestemmelse, hvilket desuden fremgår af, at det græske ord for synd hamartia – betyder “afvigelse” fra et mål.

 

Torben Hansen er historiker og medforfatter til I krigens hus

 

 

Første gang offentliggjort på sappho.dk.

Les også

-
-
-
-