Kommentar

Den engelske filosof John Locke er den store filosofiske grundlægger af liberalisme. Hans værker om frihedsrettigheder og tolerance har klassikerstatus og gør ham til en af oplysningstidens helt centrale tænkere.

Lockes liberale tanker dominerer centrale politiske erklæringer i den vestlige verden lige fra den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og frem til vore dages menneskerettigheder.

Rovdrift på den gode vilje

Når vore kulturliberale både på højrefløjen og venstrefløjen svinger tolerancens fane over for Vestens indvandrertrætte befolkninger, er det med argumenter, der er hentet i Lockes skrifter.

Det er gode argumenter. Vi bøjer os for dem. Vi værdsætter tolerance som en værdifuld dyd i Vesten.

Men faktisk kan vi roligt følge vores mavefornemmelse, når den siger, at der på det seneste drives en vis rovdrift på vores gode vilje. For der er en tendens til, at vore talende klasser ikke er så flittige til at referere den del af Lockes skrift, hvor han sætter grænser for tolerancen.

Det giver en betydelig skævvridning af Lockes budskab og betyder, at vi går rundt med en halv forståelse af en af vores egen kulturs kerneværdier. Artiklen om Lockes tolerancebrev er delt i to dele. Første del handler om tolerancen. Anden del handler om tolerancens grænser.

Behovet for et universelt tolerancebegreb

”A Letter Concerning Toleration” er skrevet i hollandsk eksil og udgivet anonymt i 1689, året efter englændernes Glorious Revolution. Lockes bestræbelse i tolerancebrevet er at skitsere tolerancen som universelt princip.

Andre har berørt emnet før ham, står der i forordet, men altid som en del af en minoritet, der tilstræber rettigheder og friheder på egne vegne, og som derfor er lige så partisk i sit tolerancebegreb som den majoritet, den er oppe imod.

Der er brug for en grundig kur, mener Locke: ”Absolute liberty, just and true liberty, equal and impartial liberty, is the thing, that we stand in need of” (213). Ifølge forordet vil bogen vække genklang hos alle, hvis sjæle er store nok til at foretrække almenvellets sande interesse frem for et partis.

The missing link

Men hvad er nu det?

Fra første linje bliver det klart, at Lockes brev handler om ”the mutual toleration of Christians” og at tolerance er det væsentligste kendetegn ved ”the true church”, ”the church of Christ” (215). Lockes liberalisme udspringer af, hviler på, og er ifølge hans egen argumentation ganske identisk med en kristen grundopfattelse.

Denne oplysningsmand taler ikke, som visse af hans moderne fortolkere har ladet forstå, imod kristne dogmer, han taler med kristne dogmer.

Lockes oplysning er ikke den sekulære fornufts lys, der jager det religiøse mørke væk. Det er omvendt. Det er det religiøse lys hos Locke, der jager det verdslige magtmisbrug ud af samvittighedens, frihedens og det religiøses anliggender.

Liberale læsere, der forventer en universel og ikke-religiøs argumentation for tolerance mellem alle religioner i verden, vil blive skuffede. Ikke over argumenternes styrke, men over deres ubetvivlelige forankring i kristendommen.

Locke appellerer igen og igen til læserens kristne moral i sin argumentation for tolerance. Han er the (not) missing link mellem kristendommen og den frie, oplyste vestlige verden.

”Dear Sir”

Locke skriver til en anonym ”Dear Sir”. Han taler til hans kristne samvittighed. Man kan ikke kalde sig kristen uden at udleve kristne dyder, lyder det. Man kan heller ikke kalde sig kristen, hvis man ikke er mere inderligt optaget af sin egen frelse og sine egne forpligtelser end af næstens.

Den kristne sag virker ”not by force, but by love”. Forfølgelser, tortur og drab tjener ikke Guds ære, kirkens renhed og sjælens frelse, skriver Locke.

Udryddelse af sekter ved vold vidner ikke om bestræbelse for udbredelse af Guds rige, men om selvisk kamp for magt og vælde i kejserens. De, hvis bestræbelser ikke gælder Guds rige, kendes på, at de ikke anvender den kristne hærs våben, nemlig ordet.

Sådan lyder Lockes indledende bemærkninger. Den liberale stjernefilosof er solidt og eksplicit forankret i sin egen kristne kultur og religion.

To-regimentelæren

Den kristne to-regimentelære er en basal forudsætning for tankegangen i  tolerancebrevet. Som Luther skelner Locke strengt mellem øvrighedens og kirkens anliggender:

I esteem it above all things necessary to distinguish exactly the business of civil government from that of religion, and to settle the just bounds that lie between the one and the other” (218). Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Locke bruger to-regimentelæren for at forklare tolerancens ide: at man ikke skal bruge sværdets magt til at bekæmpe anderledes troende, men lade troen være åndens og ordets anliggende.

Tolerancen består i tilbageholdenhed over for andres trosanliggender, hvad enten man er fyrste, privatmenneske eller kirke. Vold og magt kan ikke være en legitim del af ”the Christian warfare”.

Ethvert forsøg på at udbrede Guds rige med sværdet, er nytteløst. Man kan ikke betvinge den frie tanke med ydre magt. Den frelse, man ønsker for den anden, kan han under alle omstændigheder kun opnå i fri og samvittighedsfuld religiøs overvejelse.

Det er altså med basis i kristendommen, at Locke formulerer det liberale princip om negativ frihed, altså den personlige urørlighedszone, hvori der er trosfrihed, privathed og ukrænkelighed. Her fra skal øvrigheden holde sig væk.

Statens sfære

Statens legitimitet består i, at den beskytter almenvellet. ”The commonwealth seems to me to be a society of men constituted only for the procuring, preserving, and advancing their own civil interests” (218).

Staten har til opgave at vogte borgernes civile interesser, som er liv, frihed, helbred og ejerskab over ydre ting så som penge, land og ejendele.  Det er statens opgave, gennem udfærdigelse og håndhævelse af upartiske love, at sikre enhver sin ret hvad angår disse ting.

Forbryder nogen sig mod disse civile love, er det øvrighedens opgave at straffe vedkommende med indgreb i hans civile interesser eller tab af goder. Alle undersåtters samlede kraft har øvrigheden i ryggen, når den således håndhæver borgernes rettigheder. Som en Hobbesk Leviathan.

Dens jurisdiktion er dog også begrænset hertil: ”the business of laws is not to provide for the truth of opinions, but for the safety and security of the commonwealth and of every particular man’s goods and person” (241).

Skellet mellem kejserens rige og Guds rige baner vejen for begrebet om negativ frihed, dvs. skabelsen af et magttomrum, som enhver selv udfylder, og som staten ikke legitimt kan invadere. En kristen fyrste skal give Gud, hvad Guds er, og det gør han ved at sætte den enkelte fri til at følge sin fornuft og sin samvittighed i trosanliggender.

Tolerance mellem borgere

Også mellem privatpersoner gælder kravet om at respektere andres frihed og afstå fra overdreven social kontrol. Andres tro kan aldrig blive din sag:

If any man err from the right way, it is his own misfortune, no injury to thee; nor therefore art thou to punish him in the things of this life because thou supposest he will be miserable in that which is to come” (224). Du er ikke din broders vogter.

Ingen har ret til at skade eller genere en anden pga. dennes tro. ”No violence or injury is to be offered him, whether he be Christian or pagan”. Locke fortsætter: ”Nay, we must not content ourselves with the narrow measures of bare justice; charity, bounty, and liberality must be added to it. This the Gospel enjoins, this reason directs, and this that natural fellowship we are born into requires of us” (224).

Kærlighedsbuddet er en del af tolerancens klangbund. Farisæeren, der gerne vil have ros for sin særlige renhed og lovlydighed får i stedet besked på at elske Gud og sin næste som sig selv. Han skubbes tilbage på sin plads mellem sine medmennesker. Enhver er ortodoks i egne øjne, skriver Locke. Den erkendelse slår selvretfærdigheden ned og peger på nødvendigheden af tolerance.

Troens sfære

At frelse sjæle er ikke øvrighedens anliggende. For det første fordi ”no man can so far abandon the care of his own salvation as blindly to leave it to the choise of any other, whether prince or subject, to prescribe to him what faith or worship he shall embrace” (219).

Individet kan aldrig uddelegere ansvaret for sin frelse. Troen har karakter af en inderlig overbevisning, som enhver må erhverve sig i frihed og eftertanke.

For det andet kan sjælesorg aldrig være øvrighedens anliggende, da denne kun har ydre magt som middel. ”But true and saving religion consists in the inward persuasion of the mind, without which nothing can be acceptable to God” (219). Hverken konfiskation af ejendom, fængsling eller tortur kan påvirke et menneskes sande, indre dom.

Ingen ydre straf kan have den ønskede afskrækkende eller forbedrende effekt på sindet. ”it is only light and evidence that can work a change in mens´ opinion; and that light can in no manner proceed from corporal sufferings, or any other outward penalties” (220).

For det tredje ville det i høj gradvanskeliggøre de troendes søgen efter frelse, hvis statslig tvang forhindrede dem i at gøre brug af ”the light of their own reason” og i stedet tvang dem til at ”oppose the dictates of their own consciences”, idet de skulle følge den kirke, som måtte have forankret sig i deres land. En statslig jernnæve ville ødelægge borgernes uskyldige og uskadelige sandhedssøgen.

Med hjemmel i kristendommen tegner Locke en privatsfære omkring individet, hvor der er accent på fornuften, samvittigheden, friheden, sandheden og det personlige ansvar.

Trossamfundenes ritualer, påklædning og levevis

Hvad der er tilladt i hverdagslivet, må ifølge Locke være tilladt i religionsdyrkelsen.

Er det tilladt at slå sit dyr ihjel og brænde det, er det også tilladt at ofre det religiøst på denne måde. Staten kan altså ikke retmæssigt forbyde handlinger pga. deres religiøse islæt, men kun evt. af andre årsager. Begrundelsen skal være politisk, ikke religiøs.

Derudover kan staten ikke påbyde trossamfundet selv de mindste ubetydelige ting vedrørende deres riter og trossætninger, for i religionsdyrkelsen er disse ting netop ikke længere ligegyldige.

Sådanne forbud og påbud ville betyde enden på den frie kirke, der forsamler mennesker i tilbedelse af Gud som de selv finder bedst og som er uskadelig, fordi den intet andet formål har.

Retsstaten skal kun sikre, at der ikke sker nogen uretmæssig skade på noget menneskes liv og ejendom.

Trossamfundene er dog underlagt almindelig lovgivning: “But those things that are prejudicial to the commonwealth of a people in their ordinary use and are, therefore, forbidden by laws, those things ought not to be permitted to Churches in their sacred rites. Only the magistrate ought always to be very careful that he do not misuse his authority to the oppression of any Church, under pretence of public good” (236).

Lovgiveren skal leve op til høje moralske krav om ikke at opfinde falske sekulære grunde til at genere religiøse mindretal med forbud. Lige så lidt som en borgers private opfattelser tillader ham at undslippe lovens bestemmelser, tillader statsmagtens private opfattelser denne at overskride sine beføjelser.

Ingen kan forvente tolerance af teokratier

Kunne man ikke med Moseloven i hånden argumentere for, at afgudsdyrkere skal udryddes, spørger Locke.

True, indeed, by the law of Moses; but that is not obligatory to us Christians”, lyder svaret (238). Love er kun bindende for det folk, de er lavet for: ”For no positive law whatsoever can oblige any people but those to whom it is given.«Hear, O Israel,» sufficiently restrains the obligations of the law of Moses only to that people” (238).

Locke forklarer nu, hvorfor den gamle jødedom identificerede apostasi med højforræderi og straffede det med døden:

For the commonwealth of the Jews, different in that from all others, was an absolute theocracy; nor was there, or could there be, any difference between that commonwealth and the Church. The laws established there concerning the worship of One Invisible Deity were the civil laws of that people and a part of their political government, in which God Himself was the legislator”.

Muslimerne, som europæerne sidenhen har lært bedre at kende, fylder ikke meget i Lockes bevidsthed. Hans eksempel på teokrati henter han i den gammel-testamentelige jødedom.

Her er der sammenfald mellem religiøse og verdslige love, skriver han. Frafald fra det ene er derfor frafald fra det andet. At enhver havde sin egen tro ville jo være det samme som at enhver havde sin egen lov.

Der kan derfor ikke være nogen grænse for en sådan teokratisk stats indblanding. Den kan ikke være tolerant. Den kan ikke lade troen være fri, fordi troen er identisk med loven og respekten for den, og fordi enhver stat må og skal slå ned på lovovertrædelser.

Tolerance er en kristen dyd

Om Jesus lyder det: ”He, indeed, hath taught men how, by faith and good works, they may obtain eternal life; but He instituted no commonwealth. He prescribed unto His followers no new and peculiar form of government, nor put He the sword into any magistrate’s hand, with commission to make use of it in forcing men to forsake their former religion and receive His”( 239).

Den religiøse tolerance er hos Locke fuldt og helt et anliggende for kristendommen, der på grund af to-regimentelæren hverken risikerer sin verdslige orden eller sin kirkes sandhed derved – tvært imod, den opnår netop begge.

Som udgangspunkt bør landet være rummeligt over for ærlige, fredsommelige og virksomme borgere, om de så er hedninge, muslimer eller jøder. De giver ikke staten vanskeligheder, og de giver heller ikke den kristne kirke vanskeligheder:

Nay, if we may openly speak the truth, and as becomes one man to another, neither Pagan nor Mahometan, nor Jew, ought to be excluded from the civil rights of the commonwealth because of his religion. The Gospel commands no such thing. The Church which «judgeth not those that are without» wants it not. And the commonwealth, which embraces indifferently all men that are honest, peaceable, and industrious, requires it not” (249-250).

Klarere kan det ikke siges, at et kristent land skal kunne rumme mennesker af forskellig religiøs og etnisk baggrund og behandle dem retfærdigt og godt. Dette er i overensstemmelse med Biblen, med kirken og med øvrigheden, som bør være tilfreds med enhver nyttig og skikkelig borger ifølge Locke.

Locke bebrejder ikke teokratiet for sin manglende tolerance, ikke med et ord. Han lader gerne lovreligiøse minoriteter bo i sit land, og han taler varmt for at udvise tolerance over for dem.

På den anden side er han helt på det rene med, at denne tolerance kun kan fungere inden for en velbevaret og selvbeskyttende kristen stat. I det øjeblik, magtforholdene tipper til fordel for teokratiet, er det slut med tolerancen.

Der bør ikke være konflikt mellem indre og ydre retsinstans

Helt usammenhængende er statens og kirkens domæne ikke. Det enkelte menneskes moral påvirkes begge steder.

Moral actions belong, therefore, to the jurisdiction both of the outward and inward court; both of the civil and domestic governor; I mean both of the magistrate and conscience. Here, therefore, is great danger, lest one of these jurisdictions intrench upon the other, and discord arise between the keeper of the public peace and the overseers of souls” (241).

Der kan være tilfælde, hvor en troende kommer i konflikt mellem sin samvittigheds diktat og lovens.

I disse tilfælde må man ifølge Locke adlyde sin samvittighed og herpå tage sin straf. Det behøver ikke være den troendes fejl. Det kan være staten, der overskrider sine beføjelser ved for nidkær lovgivning.

I andre tilfælde er det religionen, der overskrider sine grænser, og så ophører trossamfundets ellers legitime krav på tolerance. Det handler artiklens anden del om.

 

John Locke: Two Treatises of Government and A Letter Concerning Toleration. Yale University Press, 2003.

Opprinnelig publisert hos Sappho, og gjengitt med forfatterinnens vennlige tillatelse.