Kommentar

Med den ene hånd giver Locke en betydelig frihed til de enkelte trossamfund. Med den anden hånd trækker han nogle bestemte grænser for tolerancen. Locke nævner tre konkrete træk, som staten ikke skal tolerere.

Moralnedbrydende trossamfund

Det er for det første trossamfundets ret og pligt at ekskommunikere medlemmer, der hårdnakket overskrider og fornægter lovene.

For these being the condition of communion, and the bond of society, if the breach of them were permitted without animadversion, the society would immediately be thereby dissolved”.

Den kirke, der ikke slår kritisk og ekskluderende ned på gentagne lovovertrædelser, giver helle til destruktive kræfter og er med til at opløse al samfundsorden. En kirke, der holder hånden over forbrydere og forrædere, påkalder sig statens legitime interesse.

Trossamfundet må ikke systematisk og vedvarende arbejde på at overskride og forstyrre den verdslige øvrighed:

I say, first, no opinions contrary to human society, or to those moral rules which are necessary to the preservation of civil society, are to be tolerated by the magistrate” (244). Trossamfundene må ikke prædike en moral, som er i strid med lovene.

Trossamfundene er dog sjældent så konfronterende, at de vover åbenlyst at prædike konflikt og had til det samfund, de lever i, skriver Locke. Et hyppigere onde er religiøse samfund, som taler bedragerisk. Dem skal man ikke lade sig narre af:

For example: we cannot find any sect that teaches, expressly and openly, that men are not obliged to keep their promise; that princes may be dethroned by those that differ from them in religion; or that the dominion of all things belongs only to themselves. For these things, proposed thus nakedly and plainly, would soon draw on them the eye and hand of the magistrate and awaken all the care of the commonwealth to a watchfulness against the spreading of so dangerous an evil. But, nevertheless, we find those that say the same things in other words”.

At trossamfund mere eller mindre åbenlyst dyrker en alternativmoral, betragtes af Locke som et overordentligt  farligt onde. Det afkobler individets moral og samvittighed fra den almindelige daglige færden under gældende lov.

Det giver næring til stadige uoverensstemmelser og manglende agtelse for øvrigheden.

Et trossamfund, der systematisk sår splid mellem de troendes moral og samfundets moral kan ikke tolereres ifølge Locke.

Trossamfund, der prædiker totalitarisme, teokrati og intolerance

To-regimentelæren skal respekteres. Trossamfund, som truer med at overskride sine grænser som trossamfund for at invadere og dominere statens anliggender, har ingen ret til at forlange tolerance:

These, therefore, and the like, who attribute unto the faithful, religious, and orthodox, that is, in plain terms, unto themselves, any peculiar privilege or power above other mortals, in civil concernments; or who upon pretence of religion do challenge any manner of authority over such as are not associated with them in their ecclesiastical communion, I say these have no right to be tolerated by the magistrate; as neither those that will not own and teach the duty of tolerating all men in matters of mere religion.

For what do all these and the like doctrines signify, but that they may and are ready upon any occasion to seize the Government and possess themselves of the estates and fortunes of their fellow subjects; and that they only ask leave to be tolerated by the magistrate so long until they find themselves strong enough to effect it?

Trossamfund, der i deres dogmer tiltænker deres egne trosfæller særlige privilegier og særlig magt, som prædiker, at de har en guddommeligt given ret til at dominere verden, som i bund og grund er så intolerant indstillede, at de med verdslig vold og magt ønsker at udrydde alle andre trossamfund end deres eget, og som derfor udfordrer frem for godvilligt at adlyde øvrighedens autoriteter har ingen ret til at kræve tolerance ifølge Locke.

De misbruger tolerancen til at afskaffe den, når de får magt til det.

For at kunne tolereres, skal trossamfundene bekende sig til og prædike tolerance som en dyd, de selv følger.

De har ikke krav på tolerance, hvis de kun udnytter den som et midlertidigt redskab til at vokse sig stærke nok til at realisere en magtovertagelse.

Hvis et trossamfunds grundsætninger har ambitioner i totalitær og intolerant retning, kan de ifølge Locke ikke tolereres.

Fremmede magter må ikke danne kolonier i landet

Hvis et trossamfund de facto knytter sig – gennem den lov og det styre, det foretrækker – til en anden statsmagt, er tillader man reelt en fremmed magt at danne kolonier i landet.

En sådan koloni vil forsøge at tilkæmpe sig eget territorium og egen jurisdiktion ud fra deres alternative nationale bevidsthed.

I sådan et tilfælde er landets borgere ret beset soldater i en fremmed hær:

That Church can have no right to be tolerated by the magistrate which is constituted upon such a bottom that all those who enter into it do thereby ipso facto deliver themselves up to the protection and service of another prince. For by this means the magistrate would give way to the settling of a foreign jurisdiction in his own country and suffer his own people to be listed, as it were, for soldiers against his own Government”.

En sådant trossamfunds loyalitet er reelt knyttet til en fremmed magt. Det kan dermed ifølge Locke blive til stor fare for den stat, hvori den måske ikke altid vil være et kraftløst mindretal.

Locke om islam

Locke bruger her islam som eksempel på en religion, hvor tro og lov i den grad er et, at en troende dårligt kan hykle loyalitet over for en kristen statsmagt samtidig med, at han underkaster sig sit trossamfunds autoriteter:

It is ridiculous for any one to profess himself to be a Mahometan only in his religion, but in everything else a faithful subject to a Christian magistrate, whilst at the same time he acknowledges himself bound to yield blind obedience to the Mufti of Constantinople, who himself is entirely obedient to the Ottoman Emperor and frames the feigned oracles of that religion according to his pleasure”.

Det er altså ifølge Locke latterligt at forestille sig, at en muslim erklærer sig på en gang en tro undersåt i et europæisk land og samtidig lydigt underkaster sig religiøse autoriteter og religiøse love fra Mellemøsten.

Er trossamfundets loyalitet hos fremmede teokratiske magter, udgør det reelt en femte kolonne, som ikke har krav på tolerance i Lockes optik.

Locke ville have forbudt hovedparten islamiske trossamfund

Samlet set er der altså tre destruktive tendenser, der ifølge Locke ophæver trossamfundets krav på tolerance:

1) nedbrydning af den troendes moral og samvittighed, så han kommer i utakt med gældende lov og ret, og så der sker en opløsning af den civile, kulturelle og moralske orden i landet,

2) nedbrydning af det politiske system og de øvrige borgeres frihed via politisk-religiøs totalitarisme, der i én bevægelse omstyrter to-regimentelæren og okkuperer andre borgeres private frirum til at tænke, tro og tegne, samt

3) nedbrydning af staten og den nationale selvbestemmelse gennem mere eller mindre åbent fjendskab, forræderi og identifikation med fremmede magter i tilfælde af konflikt.

I alle tre tilfælde æder trossamfundet af de øvrige borgeres frihed og må derfor miste sin egen.

I Lockes forståelse er det ikke mindst gennem en beslutsom justits over for de trossamfund, der ikke kan påkalde sig tolerance, at man bevarer et tolerant samfund.

Af samme grunde som Locke støtter forbuddet mod katolicisme i sin samtid, ville han uden tvivl anbefale et forbud mod hovedparten af de islamiske trossamfund, vi ser i Europa i dag.

Begrundelsen er enkel: Vi kan ikke tillade et trossamfund at udnytte den frihed, vi holder af, til at nedbryde den frihed, vi holder af.

Ingen tosseliberalistisk dødsmarch

For Locke findes der ikke noget toleranceparadoks. Han nævner det ikke med et ord. For ham er det ikke indviklet at besvare spørgsmålet om, hvorvidt man skal tolerere intolerance.

Der er ingen lammelse og logiske kollapser at spore. Lockes tolerancedyd fører ikke til en tosseliberal martyrisk dødsmarch frem mod det liberale samfunds endeligt.

Locke er nemlig helt på det rene med, at ikke alle trossamfund fortjener tolerance. Læg dertil hans øvrighed, som han beskriver som overordentlig beslutsom og overordentlig stærk.

Moderne liberale har en betydelig selvbevidsthed og selvforsvarsvilje at leve op til hos Locke.

Sagen er ret ligetil: Vil man have tolerance, skal man bekæmpe intolerance. L

Lockes formulering af grænserne for tolerancen har en lige så central position i teksten som formuleringen af den positive beskrivelse af tolerancen.

Begge dele er lige vigtige bevægelser for at opnå og bevare et tolerant og frit samfund. Man skal udøve tolerancen, men af samme grund også beskytte den over for indre og ydre trusler.

Statslige krav til alle trossamfund

Locke foreslår, at man i lovgivningen kræver som betingelse af de religioner, som ønsker at have frihed til at praktisere, at de anerkender andre religioners frie ret til det samme ved at indskrive tolerancens princip i deres grundsætninger og ved at lade retten til at følge sin individuelle samvittighed i trosanliggender være en del af deres lære:

These accusations would soon cease if the law of toleration were once so settled that all Churches were obliged to lay down toleration as the foundation of their own liberty, and teach that liberty of conscience is every man’s natural right, equally belonging to dissenters as to themselves; and that nobody ought to be compelled in matters of religion either by law or force” .

Lige så vigtigt som det er for statens sikkerhed og borgernes rettigheder at staten udviser tolerance, lige så vigtigt er det, at staten ikke tolererer intolerance.

Langt fra – som det senere blev almindeligt – at dvæle ubeslutsomt ved et såkaldt toleranceparadoks om hvorvidt man skal tolerere intolerance, er Locke helt klar i mælet. Det er den liberale retsstats opgave at beskytte sig selv og borgerne mod den intolerance, der er dens eget endeligt.

Den gyldne regel og universalismeparadokset

Locke samler op med samme kristne grundholdning, som han lagde ud med: ”That we may draw towards a conclusion. The sum of all we drive at is that every man may enjoy the same rights that are granted to others” (248).

Vi er tilbage, hvor vi begyndte, i kravet om universalitet i moralske og politiske anliggender.

Vi er tilbage i den gyldne regel: Vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig. Lockes universalisme starter og slutter altså i bibelen. Hans universalisme er dybt forankret i hans egen kultur og religion.

Nå. Siger den liberale optimist. Det forhindrer vel ikke nødvendigvis, at vi kan blæse vore ideer ud i alle verdenshjørner og få dem antaget? Med tiden?

Det betyder vel heller ikke, at liberalismen umuligt kan suge vore mange teokratiske indvandrere til sig? Med tiden?

Nej. Men det kunne forklare, hvorfor det går overordentligt dårligt med at realisere projektet.

Det egentlige paradoks, der er i tolerancebrevet, er et universalismeparadoks. Liberalismens universalisme er ikke universel.

Dens idealer om universel tolerance, frihed, lighed og retfærdighed er ikke religions- og kulturneutrale ideer.

De er sekulære og måske også mere salgbare måder at beskrive gode gamle, konservative, religiøst forankrede tankesæt på.

Man er på én gang for selvovervurderende og for selvundervurderende, hvis man går ud fra, at resten af verden nok skal blive som os i Vesten.

Ateisme

Lige som Locke slår hårdt ned på sin tids katolicisme, slår han hårdt ned på ateismen. Når han er meget på vagt over for katolicismen, men taler mildere om jødedom, hedenskab og islam, er det med baggrund i det realpolitiske trusselsbillede, der omgiver ham.

Men når han med al mulig beslutsomhed skriver, at vi skal nægte at tolerere ateisme, hvordan kan det så være i overensstemmelse med værkets kamp for frihed og tolerance mht. tro? Locke skriver:

Lastly, those are not at all to be tolerated who deny the being of a God. Promises, covenants, and oaths, which are the bonds of human society, can have no hold upon an atheist. The taking away of God, though but even in thought, dissolves all; besides also, those that by their atheism undermine and destroy all religion, can have no pretence of religion whereupon to challenge the privilege of a toleration” (246).

Lockes begreber om sandhed, dyd og retfærdighed er så fast forankrede i kristendommen, at han ikke kan forestille sig eksistensen af en ateistisk samvittighed.

En ateist er i Lockes opfattelse ikke forpligtet af en aflagt ed, og han føler sig ikke alvorligt forpligtet af et løfte.

Intet er ham helligt, så at sige. Han er grundlæggende utroværdig og utilregnelighed og ude af stand til at indgå den samfundspagt, som liberalismen ser som statens betingelse.

Det er muligt, at Locke ville nægte at tolerere ateismen i dag af andre grunde, men ikke af ovennævnte. Nutidens ateister er både lovlydige og tilregnelige borgere. Eller hvad?

Manglende selvagtelse

Den ateist, Locke har i tankerne, er ikke bare en stille tvivler, men en aktiv ødelægger af alt helligt.

Han mangler enhver form for forankring, selvrespekt og orientering.

I tidens løb har magthaverne været af så mange og så forskellige religiøse opfattelser, skriver Locke fx, at ”no man in his wits (I had almost said none but an atheist) will presume to say that any sincere and upright worshipper of God could, with a safe conscience, obey their several decrees” (231). Ateisten mangler agtelse, ikke bare for Gud, men for sig selv.

Ved at lange ud efter ateismen fraskriver Locke sig den radikalisme, som har været en hovedstrømning blandt senere oplysningstænkere.

Den radikale ateistiske opløsning af al religion, kultur og tradition mister ethvert fodfæste og afsæt i hans tanker.

Locke ville ikke have brudt sig spor om senere århundreders radikale, som i flugten har skruet hans klassisk liberale tanker i ganske andre retninger.

Han ville have opfattet dem som overordentligt utilregnelige i deres rastløse og orienteringsløse forandringstrang og i deres manglende forståelse af de liberale ideers ophav i den kristne kultur, som de reelt bekæmper.

Der er en forbindelse fra Lockes utilregnelige ateisme over den selvdestruktive radikalisme til den aldeles selvløse multikulturalisme.

Hos Locke kan vi se to overordnede bevægelser, som en tolerant, vestlig stat ikke bør tolerere, hvis den vil bevare sig selv: 1) intolerante trossamfund, der er en destruktion af det kristne samfund udefra og 2) ateismen bredt forstået, dvs. forstået som manglende kulturel selvagtelse, der er opløsning af det kristne samfund indefra.

Out of our wits?

Lockes liberale frihedsrettigheder er solidt forankret i kristen religion og kultur. Han er the missing link, der mere end nogen anden politisk tænker viser, hvordan ”den frie verden”, ”den vestlige verden”, ”den moderne verden” er nye og mere blufærdige betegnelser for den kristne verden.

Han er en tænker, som konservative og liberale burde kunne mødes om. Medmindre vi i virkeligheden er skruet over i kulturselvmorderisk radikalisme og dermed – som Locke siger – er out of our wits.

 

John Locke: Two Treatises of Government and A Letter Concerning Toleration. Yale University Press, 2003.