Uten en forståelse av Retten, blir moralen til ren moralisme. Rett betyr at man evner å sette grenser og å være autoritet. I dag vil alle være gode og ingen være myndig. Det går dårlig.

Rundt disse temaene kretser Mikael Jalving i sin nye bok «Magt og Ret» som er formet som fire samtaler, med utgangspunkt i Machiavelli, Hobbes, Locke og Hume. Jalving er souschef i Berlingske Tidendes debattredaksjon.

Niels Lillelund har intervjuet ham for Jyllands-Posten.

Når jeg sætter magten først i titlen er det helt bevidst. Andre ville gøre det omvendt. Der er sket det, at vi i dag fokuserer udelukkende på retten. Vi lukker øjnene for magten, vil ikke vide af den, og det er farligt. Så bliver vi snydt til sidst. Så overgiver vi os til moralismen.«

Nærmere bestemt hvordan?

»Moralismen er vor tids dårskab. Vi skal altid være gode. Selv når vi går i krig, skal vi være gode, og offentlighedens fokus er udelukkende rettet mod dette, om vi er gode nok, når vi er i Irak eller Afghanistan, og har der muligvis været episoder, hvor nogle ikke er blevet behandlet godt og så videre. Moralismen forholder sig kun til, hvordan tingene burde være, og den er blind for de konkrete politiske realiteter, som et menneske og et land står over for hver dag.«

Moralen afpolitiserer magten

Men at forholde sig til en etik er vel ikke nødvendigvis moralistisk? At der er noget, der er rigtigt forkert, at der er et bør.

»Klart. Det indeholdes også i titlen. Der er også en ret, den er også nødvendig, og jeg er ikke kyniker. Eller nihilist. Moral skal der til, men moral bliver til moralisme, når den er enerådende, når det kun er moralen, der skal dømme. Om krig, grænsekontrol, indvandring. Det er ikke tilfældigt, at grænserne er så åbne i Sverige, der er moralismens hjemland helt ud i det ekstreme. Her nægter man at sætte en politisk grænse for godheden. Moralen afpolitiserer magten, også herhjemme. Politiet måtte ikke rigtigt fjerne de unge fra Ungdomshuset, vi skulle have en såkaldt politisk løsning. Dialog, åbenhed, tolerance, hvad ved jeg. Magten skal hele tiden forklare sig.«

Magten, hvis den ikke skal være rå og tilfældig, forudsætter vel en lov? Som retten gør det?

»Jeg forstår snarere begreberne som det bagvedliggende. Heraf undertitlen, et opgør med godheden. Det er godheden, der har forført os. Derfor refererer man hele tiden til etiske værdier, som er grebet ud af luften. Vi skal f.eks. føre en anstændig politik. Vi skal være hele mennesker. Giftige begreber, fordi godheden er så nært beslægtet med formynderiet, hvad de fire nævnte filosoffer var meget optagede af på hver deres måde. Som Machiavelli siger det, så skal vi ikke forholde os til mennesket, som det burde være, men som det er.

Jalving etterlyser det han kaller konsekvensetikk. Det holder ikke å ville være god, hvis resultatet er det motsatte. Kjell Magne Bondevik står idag frem i Aftenposten og går inn for dialog med Iran. Han er blitt kontaktet av tidligere president Mohammad Khatami, som driver et dialogsenter tilsvarende Bondeviks. Bondevik går inn for dialog, men advarer samtidig USA mot å angripe Iran, på en måte som tydelig får frem hvem som er aggressiv. Er det prisen for dialog? Så skulle det kanskje kalles noe annet?

Her har vi i den grad brug for det, som man kalder for en konsekvensetik, hvor du bliver bedømt på resultatet af dine handlinger, ikke på din hensigt. Tøger Seidenfaden beskyldte under Muhammed-krisen Morgenavisen Jyllands-Posten for at være barnlig. Han havde sikkert den bedste hensigt, beskyttelse af mindretal osv., men konsekvensen blev en undergravning af ytringsfriheden herhjemme, og det er det, hans virke skal bedømmes på. Den sag er i virkeligheden et glimrende eksempel på, hvor forelsket vi er i motiverne. Alle de gode mennesker kunne ikke bakke Jyllands-Posten op, fordi man mistænkte avisens motiver for at være urene. Hvis de tegninger nu bare havde været trykt et andet sted. Sådan er det med frihed. Mens ligheden er så ren en størrelse, den ideelle stræben, så er friheden noget forvirrende noget, for man ved aldrig, hvem der vil bruge den og til hvad. Måske misbruge den. Men intet kommer af ingenting, og vi har glemt, at også frihedens forudsætning er magt. Der skal magt til for at sikre retten. Ret og magt indgår i en fin balance, men i Europa fokuserer vi kun på moralen. Derfor kan vi slet ikke se vores fjender for bar tolerance, derfor kan vi heller ikke besejre dem eller bekæmpe dem. Her tænker jeg på islamismen.«

Midt i en værdikamp

Men det er vel bedre at tale end at kriges. EU, f.eks. Man bruger formuer på bureaukrati, men Europa slås ikke, som vi gjorde engang.

»Tja, det er en kær tanke. Men den ser bort fra, at vi lige nu befinder os midt i en værdikamp. Der kommer masser af muslimer til Europa, og vi kan ikke være sikre på deres demokratiske sindelag. Nogle af dem prædiker ligefrem mod demokrati og sund fornuft. Selvfølgelig skal staten forsvare sig mod det, ellers er det jo ingen stat, så er det bare en brugsforening. Og de har det jo med at gå under. Hvis en stat holder op med at uddanne folk til både krigere og borgere, så forsvinder den. Det er den borgerlige realisme, vi lærte af Machiavelli, og den er højaktuel i dag. Den lærer os, at der er grænser.«

Det er mye i Jalvings kritikk som burde gå rett inn i den norske debatten, som svulmer av virkelighetsfornektende moralisme. Men merkelig nok er det få slike stemmer å høre. Tvertom blir man slått ned av aggressive moralister, som Torkel Brekke eller Iffit Qureshi som i dagens Aftenposten går til angrep på Shahzad Rana fordi han har våget å si høyt at det har hendt de har avvist en innvandrer med riktig utdannelse, hvis vedkommende har gitt inntrykk av ikke å vite noe om hva som rører seg i det norske samfunnet. For hver gang Aftenposten bringer disse aggressive, bakstreverske utfallene, nullstilles debatten.

Mikael Jalving: Magt og Ret