Gjesteskribent

Av Mikael Jalving

Glæd jer, folkens. Glæd jer! Ikke til jul – da er verden formentlig gået under – men til på søndag. Søndag aften kl. 21.50 viser DR2 første afsnit af Jacob Rosenkrands’ dokumentarserie i tre dele om de røde lejesvende i Danmarks Radio.

I går aftes var jeg så heldig at få lov at se de to første afsnit ved en snigpremiere, og de rummer mindst lige så stor underholdning som Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm om Ny Alliances storhed og fald med Jørgen Poulsen i en uforglemmelig hovedrolle.

Kære venner: Hvornår har I sidst set Kjeld Koplev, Bjørn Erichsen og Jens Navntofte blive stegt i deres egne bortforklaringer for åben skærm?

Jeg mindes ikke at have overværet det, og hold da hest, hvor er det godt tv, ikke mindst fordi det blotlægger en række psykologiske mekanismer og arketyper, som er aktuelle til enhver tid.

Efter de to første afsnit vil de gode græde og de onde le, og jeg overrasker nok ingen ved at sige, at jeg havde en forrygende aften i selskab med Jagten på de røde lejesvende.

Ikke alene fordi d’herrer bliver klædt af til skindet – selv den noble og ulastelige Jens Navntofte, damernes ven, som i løbet af ganske få sekunder viser sig at være en rigtig god fortrænger af, hvad han gik rundt og lavede af journalistiske narrestreger i 70’erne. Men også fordi tv-serien via en række pædagogiske punktnedslag giver et udmærket billede af tidsånden dengang.

Elegant er åbningen med Jens Navntofte, den store Fortrænger, som rapporterede fra den kommunistiske “befrielse” af Saigon, siddende på en nordvietnamesisk kampvogn, og efterfølgende udgav en bog med netop det ord i undertitlen.

“Det synes jeg var fint nok, det var historie”, svarer Navntofte, da han anden gang bliver spurgt til, hvad han lavede oppe på den tank. Underforstået: Historien gik fremad, og Jens Navntofte var med på vognen, selv om han forsikrer os om, at han ved Gud ikke kunne vide, hvor den reelt eksisterende socialisme ville ende.

Da han bliver bedt om at læse op fra sin egen bog, kan Navntofte heller ikke se problemet. Han snakker udenom. Men kvajer sig så:

Jeg bruger ikke ordet befrielse… Nårh, ja, det er rigtigt… Sådan ser en befrielse ud.

Jeg skal indrømme, at jeg blev paf her. To sæder fra mig sad netop Jens Navntofte, og der var helt stille i salen, hvor en pæn del af DR’s gamle medarbejderstab sad bænket. Få hundrede meter borte var FCK godt i gang med at banke Rubin Kazan i Champions League til hjemmepublikummets store jubel, men inde i Park Bio på Østerbrogade, hvor snigpremieren fandt sted, kunne man høre den berømte knappenål falde på gulvet, og skal jeg være en smule lyrisk, så var det den erkendelsens tavshed, der gik gennem forsamlingen: Jens Navntofte er ikke kommet videre. Han kan ikke se sig selv i øjnene. Han sidder og digter og forsøger at smigre sig til medfølelse.

Det er ikke helt det samme reaktionsmønster, man møder hos Kjeld Koplev, mangeårigt fast inventar i DR; en mand, der i egen selvforståelse er født til at sidde i et radiostudie uden andet anliggende end en selvbestaltet ret til at opdrage befolkningen i den rigtige måde at tænke på. Entré Kjeld Koplev, den store Manipulator.

Koplev har altid ret. Selv når han beviseligt ikke har det. Kendsgerninger, eller hvad vi engang kaldte kendsgerninger, har ingen indflydelse på dette stykke håndsæbe, og han reagerer derfor også med vrede, da han bliver konfronteret med den propaganda, han bedrev i sin tid.

Der er flere interessante psykologiske detaljer ved Koplev, som må kunne bruges på psykologistudiet, det er decideret selvudleverende. Da han på et tidspunkt bliver bedt om at forholde sig til en tekst om ytringsfrihed, han skrev i det stærkt venstreorienterede tidsskrift Politisk Revy i 1973, mere end mærker man hans stadig manglede fornemmelse for, hvad ytringsfrihed egentlig er, nemlig at alle, særligt ens modstandere har krav på den. Koplev skrev:

Jeg mener ikke, at alle i en overgangsperiode mod socialisme skal have lov til at komme til orde.

Først beder Koplev om at se citatets sammenhæng. Da den viser sig kun at gøre citatet værre – idet den underforstår, at især loyale kommunister har krav på at komme til orde på vej mod socialismen – argumenterer han for, at det modsatte skulle være tilfældet, og insinuerer til sidst, at nogen udefra har plantet netop det citat i programmet.

Bjørn Erichsen er i en liga for sig selv. Jeg véd ikke, om den forhenværende TV-direktør Bjørn Erichsen stammer til daglig. Men det gør han i andet afsnit af tv-serien, da Jacob Rosenkrands beder ham forklare detaljer vedrørende hans kontakter i den tidligere politistat DDR. Her møder vi den store Benægter, arketypisk og lige efter bogen.

Seriens interviews med de røde lejesvende er kombineret med interviews med nogle af deres kritikere og mixet sammen med klip fra datidens børne- og ungdomsprogrammer. Resultatet er en tankevækkende cocktail, og højdepunkterne er der, hvor lejesvendene udleverer sig selv, så ikke et øje er tørt.

Tilbage står et par af de mere ærlige af slagsen – Ruth von Sperling og Per Schultz – især sidstnævnte, der er i stand til at reflektere over, hvorfor det kunne gå så galt, og hvad konsekvenserne var. Ruth von Sperling er tilmed så flink at oplyse seerne om, at hun altid har været ræverød, for som hun retorisk spørger: Kan man være andet?

Ja, det kan man heldigvis, og jeg kan ikke undlade at mene, at hendes mangel på fantasi er lige så slående i dag, som den var dengang. Men hun får point for at stå ved sit synspunkt, mens flere af de andre sejler rundt i vage og upersonlige henvisninger til, at det var sådan, “man” tænkte dengang.

Vil serien ændre noget?

Jeg aner det ikke. Men Jacob Rosenkrands’ lille mesterværk kan gå hen og blive kult for feinschmeckere.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. I 2007 utga han boken Magt og ret. Et opgjør med Godheden, og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Røde lejesvende fanget ble første gang publisert i Jyllands-Posten 15. september 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.