Sakset/Fra hofta

Markeringen av 4. mai 1945, dagen da Danmark gjenvant sin frihet, opplever økt tilstrømming. Er en ny patriotisme ved å finne fotfeste Europa? En stille lavmælt bevegelse fra menneske til menneske, om det som betyr mest.

Snaphanen.dk deltok i år som foregående år på markeringen i minnelunden i Ryvang (hans foto):

 

Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår! vor kærlighed med alle, de store og de små, som ville stå og falde med løven askegrå!

danmark.mindelunden-4-maj-2013-I-044

 

Tilstrømningen til Mindelunden i Ryvangen er så stor, at jeg kunne forestille mig, der var mange ude i landet, som ville være kommet, hvis de kunne. Der var ikke en parkeringsplads i en kilometers omkreds. Min gamle Volvo 850 på svenske plader kom kun ind til kantstenen på et afbud. Derfor er disse billeder til dem, der ikke kunne være tilstede.

danmark.mindelunden-4-maj-2013-I-039-001

Der er stadig en del veteraner, nu er det mest overlevende kvinder, der var meget unge dengang, og der er mange unge samt selvfølgelig folketingsmedlemmer og ping’er, samt visse internationalt kendte islamofobiske forfattere og journalister, som man må se i dagspressen og Se og Hør efter, skønt de selvfølgelig ikke opdagede mere end én. Gæt engang hvem, som en læser af en tabloid fangede på sin mobiltelefon. The horror! The horror! Det nye for mig siden sidst er, at der bagefter synges ved henrettelsespladsen og foran monumentet for de mange døde, danske søfolk i allieret krigstjeneste. Henrik Gade Jensen: Menneskene er som de bør være, men de har så mange sære ting for.(klik fotos for helstørrelse.)

 

danmark.mindelunden-4-maj-2013-II-034

 

Henrik Gade Jensen, tidligere forsker ved CEPOS, er blitt prest. Her følger siste del av hans preken i Arning kirke søndag 4. mai:

 

I disse dage for 68 år siden var der en national rus ved befrielsen og frihedskæmpernes armbind sad på alles arme. Fred være med det. Men der var knap så mange om buddet i krigens første år, der var ikke mange der markerede sin modstand. Og fred også være med det.

Omslaget kom omkring 1943 og sabotagen voksede forbavsende proportionalt med med Tysklands nederlag på slagmarken. Så skulle modstanden markeres. Det blev den, og i tilstrækkeligt omfang til at Danmark kunne redde sig en position på den rigtige side efter Anden Verdenskrig.

“Se til, at ingen fører jer vild!” Det hørte vi i teksten, som er fra Matthæusevangeliet, kap 24. Mange blev ledt på gale veje, forført og fordrejet, og mange valgte også at slutte op og følge trop. “Folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. …. Mange skal falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste.”

Vi har lagt Anden Verdenskrig bag os. De, der kan huske og har været med, er alle godt op i årene. Vi andre bærer det med i erindringen.

Men galskaben der førte til Anden Verdenskrig, menneskets vilje til at rette ind og følge trop og give efter for fanatiske politiske ledere, er nok ikke slut. Vi kan så glæde os over det beskedne, at omfanget af galskaben, i form af verdenskrig, ikke lige ligger om hjørnet. Vi lever mere trygge nu end nogensinde før. Også den kolde krigs trussel om et atomragnarok er historie.

Næste år er det 2014, og så er det 100 år siden at Første Verdenskrig begyndte. Så vil vi, tror jeg, og er vi allerede på vej til det, se tilbage på sidste 100 år som det galskab, som vi kan læse om i Matthæusevangeliet: folk rejste sig mod folk og begyndte at hade hinanden og myrde hinanden. 100 års galskab i den periode, hvor menneskeheden skulle være mest oplyst.

Som der står i Prædikerens Bog: ”Gud har skabt mennesker som de bør være, men de har så mange sære ting for”.

AMEN

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Lad os på denne dag bede til, at vi ikke igen må opleve en besættelse som dengang, at verden ikke må kastes ud i krig og ragnarok. Og når det alligevel sker i verden, at vi så må træffe de rigtige valg og udvise den rigtige holdning, hvad det end måtte være i den konkrete situation.

Hvad verden bringer, ved vi ikke, og det er også vanskeligt at vide forhånds, hvad der er det rigtige gøre, men vi beder om at vi, hver af os og vore beslutningstagere i samfund og stat, regering og kongehus, må være opgaven voksen og ramme det rette i den fremtid, der kommer.

Vi beder også om, at vi ikke må overdrive frygten og farerne, men leve hver dag i glæden over, at vi kan vågne til en ny dag med hver ny dags glæder og bekymringer.

Vi beder også for de pårørende til dem, der dengang mistede en af deres kære. På vore kirkegårde er der begravet flere allierede soldater, som blev dræbt i bombetogter over Tyskland, unge mænd, der skulle i gang med livet, men som gjorde deres pligt, ofte langt fra deres eget land, for at vi kunne blive frie. ”De faldt også i kampen for Danmarks frihed”, som der står på mindestenen på Kappel kirkegård.

AMEN