Det er ikke kun Tintin og Kaptajn Haddock, der skal stå skoleret i en retssal i dagens politisk korrekte Belgien. Det kan snart sagt ske for enhver. For dem, der ikke har opdaget det, pågår der en hektisk trafik ind og ud af europæiske retssale foranlediget eller varetaget af diverse statsanklagere, der i tolerancens navn vil have de mest kritiske og åbenmundede medborgere dømt for intolerance. Hvorvidt sidstnævnte er skyldige, er – som den britiske analytiker Douglas Murray mindede den danske offentlighed om i sidste weekend – totalt ligegyldigt.Bare det at man kan blive dømt for intolerance af folk, der hævder at forfægte tolerance, er ikke bare en modsigelse, men en moderne uhyrlighed.

Nu har jeg selv klaret frisag indtil videre, men forleden mærkede jeg det gibbe i folk under et arrangement på Lunds Universitet, hvor jeg havde fornøjelsen af at diskutere Sverige med den britiske Guardian-journalist Andrew Brown, der har skrevet en personlig og tankevækkede landeskildring med titlen Fishing in Utopia: Sweden and the Future that Disappeared, som kan anbefales alle interesserede og fås for £5 på Amazon.

Brown og jeg var vist enige om det meste, og salen proppet med et tålmodigt publikum, som lod til at sætte pris på vores fælles forsøg på at se Sverige udefra. Alligevel kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvordan salen frøs til is, da jeg i mit oplæg uforvarende anvendte det forbudte ord: masseindvandring. For en sikkerheds skyld sagde jeg det en gang mere under diskussionen, så budskabet gik rent ind.

Nu vil jeg skynde mig at sige, at salen tog det overraskende pænt, måske fordi der var en del udenlandske tilhører iblandt publikum. Svenskerne er ellers pædagogisk oplært i, hvilke ord, der går an og hvilke, der ikke går an.

Ordet masseindvandring går ikke an. Det skal man ikke bruge, i hvert fald ikke offentligt. Ellers begynder man nærmest umærkeligt at tænke som et populistisk fremmedfjendsk parti og ender som en Breivik. Logikken ridses op i et nyligt, sigende klip fra svensk TV4; det er klassisk svensk opdragelses-tv. Dummere og mere ensidigt bliver det ikke. Men det er god underholdning på en fredag – Disney Sjov for voksne.

Vor helt hedder Alexander Bengtsson. Han er en nydelig klædt ungreporter for EXPO, venstrefløjens svar på Säpo, og han bliver af en lam, men køn studievært bedt om at forklare, hvilke ord der er farligst i verden her, alt sammen applauderet af en flok klakører. Et af de forbudte ord er som sagt masseindvandring.

Uanset om masseindvandring til Sverige er en realitet eller ej må man for menneskehedens skyld ikke anvende ordet. Det stigmatiserer nemlig indvandrere, som er svage nok i forvejen. Desuden er ord farlige og skaber, hvad de nævner. Denne konstruktivisme gennemsyrer hele seancen på TV4, ligesom vi bestemt kender den fra Danmark og resten af Europa.

Ord er farlige, vist så. Men skal vi af samme grund holde op med at bruge dem – eller skal vi i stedet bruge dem kritisk og nysgerrigt for at undersøge, hvorvidt de dækker over en virkelighed?

George Orwell mente det sidste og skrev 1984 imod repræsentanter for det førstnævnte synspunkt, dvs. EXPO og andre på venstrefløjen af i dag. De vil have os til at afstå fra at bruge bestemte ord som f.eks. masseindvandring og multikultur, fordi de sår splid og konflikt.

Her står valget, ikke bare i Sverige, men i hele Europa: Skal vi løbende teste, om ord og begreber passer på virkeligheden, fordi vi er forpligtet på virkeligheden – eller skal vi give efter for sprogpolitik og sindelagskontrol, fordi det efter sigende tjener et højere formål?

Valget er dit.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. Han har blant annet utgitt bøkene Absolut Sverige, Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret. Et opgjør med Godheden (2007), og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Disney Sjov for voksne ble første gang publisert i Jyllands-Posten 11. november 2011, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.