Gjesteskribent

Findes der noget nemmere i dag end at beskylde modparten for at være fordomsfuld, forudindtaget og derfor henfalden til stereotyper, kategoriseringer af bestemte mennesker i bestemte grupper, eller hvad det nu kan være?

Denne ”lærdom” om at det er et sandt argument at tale om fordomme som noget udelukkende negativt, og at de fleste ligger under for fordømmelsesværdige forestillinger, har været god latin på bjerget i mindst fem årtier. Hvorfor det har været sådan, er svært at sige, men det er givet, at den vestlige, liberale strømning har været meget stærk.

Når jeg siger ”liberal”, har det ikke noget med indretningen af økonomien at gøre. Jeg bruger snarere begrebet liberal i dets amerikanske betydning, hvor det står modsat til ordet ”konservativ”. De liberale bliver således dem, der mener, at menneskets natur er plastisk og derfor mulig at forandre, hvis blot de ”rigtige” holdninger får lov at bestige den skinnende bakketop, hvor menneskeheden bliver et, og al konflikt ophører.

Men ak, allerede Edmund Burke (billedet) så i 1790, at virkeligheden ikke er i overensstemmelse med teorien. Fordomme, skriver Edmund Burke i sit epokegørende værk Tanker om den franske revolution, er i reglen indsamlet visdom, og et folk og et land gør som oftest klogest i at følge fordommen snarere end det modsatte, hvis der er tvivl om bedømmelsen.

Der er løbet meget vand i stranden siden 1790, og psykologien kan som moderne videnskab hjælpe os godt på vej med at komme videre ovenpå Edmund Burkes iagttagelser.

Men ak, her støder vi ind i det problem, at langt hovedparten af nutidens psykologer har en stærk hældning mod venstre, mod den liberale side, hvor fordomme er af det onde, og hvor en afgørende ambition hos forskerne er et abstrakt ønske om at skabe ”social retfærdighed”. Alt for mange psykologer har i alt for lang tid domineret et uhyre interessant område.

Eller sagt mere direkte: Alt for mange venstreorienterede har fået lov at definere alt for meget, og det har for øvrigt stort set været løgn.

Hovsa, det sidste var en grov beskyldning, men så lad os sige det sådan, at venstrefløjens egen forudindtagethed har fået lov at dominere studiet af menneskets forestillinger og handlinger i al for høj grad.

Psykologen Lee Jussim er en af de få, der har turdet gå imod strømmen. Lee Jussim har systematisk afdækket, at alt for mange psykologiske forsøg ikke kan gentages og derfor er ubrugelige som videnskab. Alt for ofte er psykologer styret af deres venstreorienterede syn på verden, og deres forskningsresultater siger derfor mest noget om eget ideologiske ståsted, ikke ret meget om virkeligheden.

To afgørende opdagelser er disse:

1. Lærere er ikke forudindtagede, blot fordi eleverne f.eks. har en anden etnisk baggrund end europæisk. Det er ikke det, der gør, at visse grupper klarer sig dårligt i skolen. Lærere bedømmer eleverne efter de samme professionelle standarder uanset baggrund. Det har i mange år været herskende ortodoksi i USA, at ”lærerens lave forventninger” til, hvordan f.eks. sorte amerikanere klarer sig i skolen, langt henad vejen kan forklare de sølle resultater for gruppen af sorte i snit. Det er ikke korrekt. Lærere bedømmer ganske enkelt enhver elev realistisk.

2. Mennesker anvender kun fordomme om grupper, hvis de ikke har andet at holde sig til. Lee Jussim kan vise, at vi slår fordommene fra, når vi står overfor et individ. Vi bedømmer individet netop som individ, når vi finder ud af, hvordan vedkommende agerer som person.

Det lyder måske ikke af meget, men det er det. I mindst 50 år har venstrefløjen haft patent på et verdensbillede, der ikke holder. Vi er uafladeligt blevet fortalt, at vi er fordomsfulde overfor alle mulige grupper, men i det store og hele er det ikke tilfældet. Alt andet lige vurderer vi individer på deres egne kvaliteter.

Denne banale erkendelse har vidtrækkende betydning. Den betyder f.eks., at vores ”fordomme” om, hvordan arabere og afrikanere klarer sig i skolen, ikke er udtryk for generel afstandtagen til gruppen af arabere eller afrikanere, men snarere viden om, at disse grupper i snit klarer sig dårligt. Og når vi møder en araber eller afrikaner, slår vi vores fordom fra og ser på personen netop som person.

Det kunne være, at venstrefløjen snart skulle indse, at vi ikke er så fordomsfyldte, som vi ellers får fortalt, og at vi, når vi endelig er det, er det, fordi vi enten mangler oplysninger, eller fordi vi ”ved”, at vores fordom stemmer overens med virkeligheden på gruppeniveau.

 

Jyllands-Posten 23. juni 2017