Kommentar

Vi tenker oss toleransen og friheten som grenseløs, som en stor åpen slette der det er plass til alt og alle. Vi har ikke noe klart begrep om forskjellen på de to. Eller at de kan komme i motsetning til hverandre. De er ja-ord. Liksom «rettigheter».

Det er nok rettigheter til alle. Rettighetene er også uuttømmelige. Det eneste det skorter på er vilje til å dele. Derfor er de som vil innskrenke rettighetene onde eller dumme.

Slik kan man tillate seg å mene i verdens rikeste land. Man nøt lenge godt av å ligge i Europas utkant. Det gjør ikke Norge lenger.

Når avstander er opphevet, blir kultur målestokk. Der har Norge unektelig fått et stort mangold. Likevel lates det som om om vi er blinde: vi nekter å foreta noen verdivurdering av kulturer. Vi har mao. ingen kulturell målestokk. Vi klynger oss til de gode ordene: toleranse, mangfold.

Mogens Rukov heter en mann. Han er dansk jøde og leder av manuskriptlinjen på Den danske Filmskole. Jeg har inntrykk av at Rukov er dyktig. Der er mange referanser til ham på nettet. De senere år har Rukov kommet med noen ukonvensjonelle politiske ytringer. Det utstyrer ham med en spesiell karakteristikk på www.imd.com – Internet Moive Database:

Voiced radically right-oriented political opinions to the public in several articles and interviews in 2003.

Dette er politisk korrekthet i fri dessur: man brunstempler en mann som har sine meningers mot.

Rukov tør å tenke selv. I en liten «klumme» i Weekendavisen får han sagt noe om toleranse som jeg ikke har sett noe annet sted. Han sier det stikk motsatte av dagens filosofi: Toleranse handler ikke om et grenseløst rom, hvor det er plass til alt. Det handler tvert om om grenser og vegger. Man vil beskytte, sikre noe, og de som vil nyte godt av toleransen må inngå en kontrakt.

Slik er den historiske opprinnelse. Dagens kommentatorer vil sikkert vedkjenne seg denne, men si: det er et tilbakelagt stadium. Rukov kan si: men så kommer historien tilbake. Jeg tror han har rett.

Tolerancen er en hård lov. Den har intet med forståelse eller imødekommenhed, venlighed at gøre. Ikke noget med respekt, sådan som den ustandselig påkaldes. Ikke noget med at annullere ens egne værdier.

Lige fra de første tolerance-edikter fra år 301, år 303, år 313 har tolerance altid været begrænset, forbundet med sikring af et eller andet. Ikke sikring af det modbydelige, man skal tolerere. Men af statens og menneskenes sikkerhed. I 301-ediktet f.eks. en sikkerhed for statens overlevelse.

Tolerance er altså en dobbeltsikring. Den går to veje. Den sikrer mindretallets eksistens, og den sikrer flertallets ro og orden. Sådan er det stadigvæk.

Og især når det gælder trosforhold. Derfor giver man ikke nogen åben trosfrihed. Trosfriheden er ikke, som folk af islam og deres proselytter angiver, en trosfrihedens carte blanche. Intelligentsiaen, visse politikere, journalister og muslimer falder over hinandens fødder for at åbne op for en modkultur, en anden kultur, en kultur, der er radikalt modsat den nordiske, den vestlige, den demokratiske.

De bruger et instrument: Grundloven. Ifølge Grundloven, siger de, er der trosfrihed i Danmark, inkl. frihed for en tro som islam. Sådan er det ikke. De har ikke forstået tolerancens væsen, der er at opretholde og fremme, at der er ro og orden. De har ikke læst de Grundlovsparagraffer om trosfrihed, som de påkalder sig. Jeg blev overrasket ved læsningen.

En trosfrihed, der tillader modkulturer som islam, er vi nemlig ikke i besiddelse af. Grundloven åbner ikke for den. Grundloven har ganske rigtigt en paragraf om trosfrihed. Men det er en betinget trosfrihed. Det er ikke en åben og plat trosfrihed. Betingelsen er, at religionen er af en sådan beskaffenhed, at der »intet læres, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden.« Det står meget klart, at der intet må læres af den art. Hvis der i en moské læres om stening af kvinder, mistillid til demokratiet, foragt for anderledes troende, tilladelse til at slå dem ihjel, sharia osv., så kan moskeen ikke komme ind under Grundlovens religionsfrihed.

Så tæt er tolerance og tolerancens betingelser forbundet, at de udtales uden pause, i samme åndedrag.

Paragraffen lyder i sin helhed: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Og det synspunkt forfølges i endnu nogle paragraffer, hvor det også siges, at ingen pga. sin tro kan »unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.« (Paragraf 70).

Vannskille

Muslimer ønsker innført sin kultur og tro i Europa: den klassifiserer mennesker ut fra tro og ikke-tro. Den krever bønnerom, egen mat, tildekking av kvinner, kjønnssegregering, og diskriminering av kvinner, anerkjenner ikke homofili osv – alt sammen ting som er uforenlig med det borgerlige samfunn. Borgerskap handler om noe mer enn å holde loven. Dette begynner folk å bli klar over, men de tør ikke si det høyt en gang. Rukov tør, og med hans klarsyn forstår man at islam krever alt på sine egne premisser. Alle de små rettighetene vil uthule de andres frihet – innenfra, med de samme rettigheter vil rettighetene bli avskafffet. Paradoksalt og enkelt.

Det var dette Ayaan Hirsi Ali mente da hun sa: Steng dem, ikke gi priviligier og særrrettigheter. Men nå kommer de små skritt: hijab på dommere og i Folketinget. Man forstår symbolikken, men tør ikke adressere den, for da krenker man rettighetene, og de er jo vårt eget fundament. Så forvirret er debatten.

Men Rukov gidder ikke late som.

Det udelukker islam. Islam har sin egen opfattelse af sædelighed og offentlig orden. Den kontrasterer Grundlovens opfattelse. Det humanitetsideal, som Grundloven bygger på, undergraves og forkastes af islam, ikke bare af islamismen, ikke af nogen radikal udgave af islam, men af islam selv.

Vi må altså udvide tolerancen, så den ikke omfatter islam, men virkelig sikrer det, tolerancen skal sikre, det, den amerikanske samfundsforsker Lawrence E. Harrison begrunder den nordiske samfundsudvikling med: »Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati, social retfærdighed og kreativitet.«

Det er kanskje ikke helt tilfeldig at disse ord kommer fra en med jødisk bakgrunn, dypt forankret i den danske kultur.

Jøder vet at ingenting er sikkert. At taket kan rase imorgen, at du neste dag kan være på flukt. Den følelsen kjenner kun få i det nordiske velferdssamfunn.

Rukov bemerker at toleransen i 30-årene var politisk: Det var ikke bare snakk om knefall og opportunisme. Man forsto tyskerne. Med katastrofale følger. I dag er toleransen kulturell. Vi kan ikke tenke oss noe annet. Men dette noe annet kan meget vel bli virkelighet.

Islam. Den er i strid med grundloven.

på trykk 14-20. mars, bare sub.