Kommentar

Ingen grupperinger bør ha anledning til å sensurere kritiske problemstillinger, fakta og konklusjoner som ikke er i tråd med deres interesser. Hverken grupperingen selv eller deres velmenende forsvarere.

Alt for lenge har debatten om integrasjon vært styrt av den politisk korrekte agendaen til multikulturalistene. Velkjente ord som «muslimsk» eller «islamsk» blir av Institutt for Samfunnsforskning omskrevet til «ikke-kristen religiøsitet» eller «flerkulturell». Muslimsk segregasjon blir omskrevet til «kollektive identiteter basert på religion», eller «vedlikehold av kollektivets grenser».

Multikulturalistene forfekter at innvandrere skal integreres, ikke assimileres – altså gjøres lik etniske nordmenn på bekostning av innvandrernes egen kultur. Men da er det betimelig å spørre hvorvidt dette er ønskelig eller i det hele tatt mulig. Sigurd Skirbekk har drøftet dette i en artikkel hvor han blant annet skrev:

«Det er tvilsomt å gå ut ifra at kulturer kan være alt absorberende, og at enhver form for diskriminering derfor er illegitim. Det er også problematisk å argumentere mot kulturell diskriminering ut fra en oppfatning om at alle kulturer er like gode, eller at de har det samme forutsetninger for å mestre modernitetens utfordringer. Flere samfunnsforskere vil bestride dette.

Dersom alle former for kulturell diskriminering skulle være illegitime, måtte vi gjøre forutsetninger om at kulturkonflikter kunne reduseres til et spørsmål om holdninger, og at de ikke bygde på strukturelle komponenter. Men kultur dreier seg ikke bare om klesskikker, matvaner og sosiale identitetsmerker. Kultur går dypt, spesielt når det er snakk om forskjeller på tvers av sivilisasjonsgrensene. Ideelt sett er en «oksidental» moraldannelse bygd over individualitet, samvittighet, skyld og mulighet for syndstilgivelse. En tilsvarende rendyrket beskrivelse av en «orientalsk» kultur vil være familie, ære, skam og gjenopprettelse av ære gjennom forhandlinger eller rettferdig gjengjeldelse. En slik idealtypisk beskrivelse vil riktignok ikke helt ut avspeile den sosiale virkelighet. Folk er ikke determinert av sin kultur, de kan overskride kulturelle føringer. Men for at det skal skje, må det være tillatt å snakke åpent om problemene.»

(les mer på: folk.uio.no)

Forfekter en «kultur» drap på homoseksuelle, steining av «utro» kvinner og andre utslag av intoleranse, må samfunnet kunne forlange assimilering selv om det eventuelt betyr at dette går på bekostning av innvandrerens kultur. Det får da være opp til innvandreren om han velger å reformere sin tro, velge den bort, eller holde den på et personlig plan.

Muslimer i vesten må oppmuntres til å utvikle seg og tillempe seg sin samtids miljø. Alt kan kodifiseres dersom det finnes en vilje til det. Men, det er hindre som må forserer som bla. doktrinen om Jihad, og sharia lovene. Shariaen er imidlertid ikke noe kodifisert eller ensartet lovsystem. For skjønt den betraktes som fast grunnlagt på guddommelig åpenbaring, er den blitt utviklet og videreført i generasjoner av «lærde» jurister. Mange Islamske land har stort sett sekulære lovsamlinger i alt unntatt i familierett, som de hevder må forbli fullstendig islamske. Men, til og med denne lar seg kodifisere. Derfor er det avgjørende at vi konfronterende de ortodokse, og støtter de moderate. I dag faller vi de reformvillige i ryggen ved vår ufallenhet.

Demokratiets motstandere bør ikke nyte godt av demokratiets tilbud, siden deres oppgave er å ødelegge det samme demokratiet. Vi bør derfor innføre den begrensede toleranses prinsipp: «Toleranse mot de tolerante. Intoleranse mot de intolerante.

Artikkelen til Jørgen Grimstrups beskriver en del av problemene man støter på i forbindelse med å reformere:

«Iagttagere af den muslimske verden opfordrer muslimer til at reformere islam. Lykkes det, vil islamisterne tabe højde og muslimske lande åbne sig mod Vesten og vestlig tankegang og derpå gennemgå en økonomisk og politisk modernisering. Det lyder fornuftigt – og nemt. Men kan det lade sig gøre?

For at besvare spørgsmålet må man huske på, hvad der skete under reformationen, dvs. opgøret med den katolske kirke i 1500-tallet. Brodden rettede sig både mod det udvortes, ledende kirkefolks indblanding i politik og udsvævende liv, og mod det indvortes, troens indhold, hvor kritikken gik på, at med afladshandelen havde kirken forvansket kristendommen.

Da en del af kritikken gik på den katolske kirkes øverste hierakis luksusliv, priste en del reformatorer nøjsomhed. Deres kirker var derfor mindre overdådigt udsmykkede . Zwingli forviste orgler, billeder og altre fra kirkerne, og Calvin fulgte trop.

I sin afstandstagen fra den katolske kirkes fråds, stillede Calvin store krav til menighedens moralske levned. Her er der forskel på Calvin og Luther. Calvin mente, at man skal leve sig liv på et bestemt måde for at være en god kristen. Men Luther hævdede, at da mennesket grundlæggende er jordisk og ondt, kan kun troen på Gud frelse et menneske, ikke en bestemt levevis eller nok så gode gerninger og gavmilde gaver.

Der var en anden markant forskel på Luther og Calvin. Luther lagde vægten på Det nye Testamente, mens Calvin foretrak Det gl. Testamente. Hans kristendom blev derfor en lovreligion, hvor det verdslige liv skulle indrettes efter Det gl. Testamentes bud. Stik modsat Luther der ville adskille Guds rige og Fyrstens rige, dvs. det jordiske liv, for Det nye Testamente indeholder ingen præcise anvisninger på indretningen af den menneskelige tilværelse.

Calvin indførte i Geneve et teokrati, dvs. et styre hvor præster befaler over alt og alle. Der var pligt til at gå i kirke og regler for, hvordan kvinderne skulle gå klædt, sætte deres hår og undgå udfordrende halsudskæring. Et religiøst politi udspionerede kvinderne. Der var forbud mod teater, forlystelser og dans. Overholdt man ikke «teokraternes» bud, vankede der fængsel og dødsstraf. Calvin ville indføre dødsstraf for ægteskabsbrud, men der sagde hans ligesindede fra. Calvin ville indføre dødsstraf for ægteskabsbrud, men der sagde hans ligesindede fra. Calvin opfattede sig som fører for «de gode», «Guds eget folk».

Lyder det ikke bekendt? Jo, det minder om varianter af islam, der trives eller har trivedes i det wahabitiske Saudi Arabien, i Iran og i Talebanernes Afghanisten med tildækning og stening af kvinder mm., og i mindre format om USA’s nustitsministerium, hvor minister Ashcroft har krævet det blottede bryst på statuen af Retfærdighedens gudinde tildækket.

Så hvis vi anbefaler muslimer en reformation, må vi gøre os klart, om det er Calvins eller Luthers. Men spørgsmålet er, om muslimer kan vælge mellem Calvin og Luther, om det ikke nødvendigvis må være Calvin. For Koranen minder mere om Det gamleTestamente med Moseloven end om Det nye Testamente, hvis eneste bud er at elske Gud og sin næste, uden at det i øvrigt er klart, hvordan det gøres. Det giver plads for tolkninger og en samvittighed.

Der er udbredt misfornøjelse med de politiske ledere i muslimske lande. De anklages for manglende politisk legitimitet og for ikke at opføre sig som sande muslimer. Radikale islamister beskylder moderate politikere for at trække deres lande ind i Vestens moralske forfald. I stedet ønsker de en stat ledt af Gud – eller af dem der påstår at kende Guds vilje – nøjagtig som Calvin eller Savonarola i Firenze. Da bliver religion til en ideologi, et politisk program for det menneskelige livs indretning.

Man kan godt kalde radikale islamister for reformatorer, da de vil reformere islam i den forstand, at de vil «redde» islam fra de vestliggjorte muslimers «forvanskning» og vende tilbage til kernen i islam, Koranen. Men der er altså kolossal forskel på Koranen og Det nye Testamente uden manual for, hvordan dagliglivet skal indrettes.

Hvis man ved en reformation forstår en adskillelse mellem religion og politik, så er det en umulighed, hvad islam angår. De, der vender tilbage til kernen i islam, Koranen, møder en lovreligion, hvor Gud taler direkte til mennesket, mens Det ny Testamente består af forskellige beretninger om Jesu’ underlige gerninger.

Så hvis der ved en reformation forstås en tilbagevenden til en hellig bog renset for senere tolkninger osv., så vil jeg ikke anbefale en reformering af islam, da det jo betyder, at Koranens forskrifter skal efterleves ved indretningen af samfundet.

Man kan i stedet anbefale muslimer enten at holde fast i de tolkninger og lovskoler, der har været i islams levetid, helt droppe at rådføre sig med Koranen, når der skal tages stilling til samfundsspørgsmål, eller blot udlægge Koranen på hver enkelt muslims egen måde.

Måske kan muslimer lære af jøderne. Jødedommen er med sine 613 bud også en lovreligion. Det har tidligere været en pine for nysgerrige jøder at leve i et samfund styret af lovreligiøse jøder. Det gjaldt den hollandsk-jødiske filosof Spinoza i 1600-tallet.

Spinoza stillede tidligt spørgsmålstegn ved Det gamle Testamente. Det førte til en interesse for naturvidenskab og filosofi, og han kæmpede uforfærdet for tankefrihed og ytringsfrihed. Hans sandhedssøgen blevtaget ilde op af det jødiske samfund i Amsterdam, hvor hans far var rabbiner. Det jødiske samfund søgte at tale og bestikke ham fra hans sandhedssøgen, og da det ikke lykkedes, forsøgte den at myrde ham. Spinoza blev udstødt af byens mosaiske trossamfund med denne bandbulle: «Efter englenes beslutning og de helliges kendelse med den hellige Guds og den hele menigheds billigelse forbander, udstøder og fordømmer vi Baruch de Spinoza

Hans opgør med jødedommen – snarere jøders opgør med ham – betød ikke, at han tilsluttede sig kristendommen. Hans Bibelkritik og afvisning af undere gjorde ham også forhadt af kristne. Som bekendt anså også den katolske kirke i 1500- og 1600-tallet videnskabsmænd for kættere. Giordano Bruno blev brændt for sin tanker om uendeligheden og altings relativitet.

I løbet af 1700-tallet gennemgik jødedommen sin oplysningstid, haskalah. Det betød frisættelse af åndsevner, der før blev brugt på at kommentere kommentarer til tolkningers tilkninger af de fem Mosebøger, til brug i videnskab og kultur. Til stor gavn og fornøjelse for menneskeheden.

Noget lignende kunne man ønske ville ske for islam.».

Ja, noe slik skulle man ønske seg, og da må man kunne få kritisere religion fritt, og forlangge at Staten ikke støtter mørkemennene moralsk eller økonomisk.

Som Bekkemellem Orheims sa: «når det blir spørsmål om diskriminering av enkeltmennesker eller grupper av mennesker, kan ikke en politiker gjemme seg bak at det «ikke er min oppgave som politiker å uttale meg om teologiske spørsmål

Men, dette ble sagt om Misjonsforbundet. Hun forlangte at de skulle fratas sin statsstøtte i forbindelse med at forbundet ikke vil oppta praktiserende homofile eller heterofile samboere i sine menigheter.

Lena Larsen er leder for Islamsk Råd i Norge. Hun sier til Aftenposten at seksualliv bare skal utspille seg i ekteskapet, og at et ekteskap bare kan finne sted mellom mann og kvinne. Lena Larsen sier at homofili er et ikke-tema i islam. Hun sier at de som sitter i Islamsk Råd aldri har møtt temaet homofile muslimer, og at de ikke kan mene noe om det før de møter det. Lena Larsen sier at hun selv heller aldri har hørt om en homofil muslim.

Dette føyer seg inn rekken. Imam Nemat Ali Bukhari i den største norske muslimske menigheten, Central Jamat Aahl-e-Sunnat, ble intervjuet om sitt syn på muslimske homofile i avisen «Østkanten». Slik svarte imamen: «I alle miljøer finnes mennesker som er annerledes. Det betyr ikke at vi kan drepe dem, men samtidig har vi ikke mye å si om dem heller… muslimer kan ikke være homofile».

Har dette gått Bekkemellem helt forbi, eller opererer hun med to standarder? Man opplever at forsvarerne av islam ønsker å innføre to standarder; en for det moderne vestlige samfunn, hvis verdier kan kritiseres uinnskrenket, og en annen for islam, som må respekteres og behandles med verdighet.

Det er et utrolig paradoks at venstresiden som tradisjonelt har vært de kraftigste kritikerne av kristendommen, helt har lagt seg på rygg. Når vi nå får en ny bølge av religiøsitet i vår del av verden, så iler de mørkemennene i forsvar. Feilen, mange gjør er å bagatelliserer muslimenes misgjerninger og fremstille dem som en undertrykket minoritet. Venstresiden fundamentale oppfatning av konflikten med islam synes å være at uansett hva som skjer er det vår feil, vi fremprovoserte det gjennom imperialisme. Selv om dette skulle være sant (hvilket det ikke er) er dette en lite pragmatisk holdning overfor de problemene vi er stilt overfor idag.

Begreper som verdighet, likhet og rettferdighet er det materallierte uttrykk for ideen om frihet som vesten står for, og det verden trenger å forstå er at de ideene og verdiene som i dag kalles «vestlige» strengt tatt ikke er vestlige, eller amerikanske. De er universelle. De er ideer og verdier som er nødvendige for menneskets liv på jorden. De er essensielle for enhver sivilisasjons suksess. Det er ikke avgjørende om vi snakker om ideologi eller religion. Ved en verdikonflikt vil en ha ulike moral og livsgrunnlag (åndelige verdier). Implisitt vil det da ligge kritikk av ideologien og/eller religionen, og nettopp derfor bør man avvikle blasfemi paragrafen.

Av Kent Reichborn-Kjennerud