Gjesteskribent

Hvad man helt skal kalde Europas nuværende kurs, kan synes vanskeligt, al den stund der er tale om en aldeles original udvikling. Det er aldrig set før, at en hel kultur frivilligt lader sig rende over ende, som det sker for Europa i disse år.

Jeg kender sammenligningen med Romerriget, men anerkender den ikke. Jo, på overfladen er der visse sammenfald. Den romerske overklasse fik efterhånden ikke mange børn, og det passede egentlig meget godt at tillade visse germanske stammer at slå sig ned i grænseområderne under den forudsætning, at disse stammer forhindrede andre i at komme ind. Efterhånden blev styrkeforholdet dog forskubbet mere og mere i de indtrængendes favør, og til slut kunne den romerske herskerklasse helt enkelt ikke standse de tilflyttende.

Til det punkt, hvor der er tale om ren fysisk svaghed, er Europa slet, slet ikke kommet. Ved hjælp af moderne teknologi, udviklet konstant siden den industrielle revolution, har Europa og de øvrige dele af den vestlige verden opbygget en teknologisk overlegenhed, der er frygtindgydende. Japan og efterhånden også Kina kan til dels matche denne opbygning af teknologi, men da Japan og Kina ikke udgør nogen eksistentiel trussel mod Europa og den vestlige verden, er der ikke tale om et eksistentielt problem.

Europas nærområder – Mellemøsten, den øvrige arabiske verden i Nordafrika og især Afrika syd for Sahara – når ikke Europa til sokkeholderne, hvad angår mulighederne for at producere militært isenkram. Den moderne teknologi gør det ydermere ikke længere nødvendigt at råde over massehære, hvorfor Europas for lave fødselstal ikke er noget videre problem. Teknologisk overlegenhed til lands, til vands og i luften gør rigeligt udslaget.

De europæiske lande kan, inden denne uge 33 er omme, standse massetilstrømningen hen over Middelhavet fuldstændigt, hvis blot den politiske vilje er til stede. Ak, det er den ikke endnu, og derfor regner Tyskland med at modtage 500.000 asylsøgere i år. Og Sverige fortsætter en kurs, der allerede har gjort det sikkert, at den svenske velfærdsstat – det svenske folkhem – bryder sammen, ja, er i fuld gang med at gøre netop det.

Men det er centralt at gøre sig klart, at alt dette forfærdelige sker, fordi den nuværende politiske vilje tilsiger, at det skal være sådan.

Den politiske vilje kan heldigvis ændre sig, og derfor er det så vigtigt at huske på, at vi fortsat suverænt selv bestemmer, hvornår vi stopper vores gale kurs og igen optræder ansvarligt ved at insistere på, at der skal være en række hjemlande for de europæiske folk.

I så bedrøvelige tider som disse er det vederkvægende at tænke på, at de nuværende ulykker skyldes vor egen dumhed og ikke vor egen uformåen. Det kan blive anderledes, og det vil blive anderledes.

 

Kan vi sige stop? – Morten Uhrskov Jensen

Les også

Tilbake til fremtiden -
Det nyeste nye -
Sætter Australien kursen? -
Nasjonalstatens gjenkomst -
Hvad er ekstremt? -
Kan noe være uløselig? -

Les også