Gjesteskribent

Ved flere lejligheder er jeg kommet til at kalde emiren af Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, for en kommunistisk fe. Det vil jeg gerne beklage. Johannepigen er ikke kommunist, det har jeg ved selvsyn kunnet konstatere i den forløbne uge. Hun er en fe. En fe, der tror på det gode, det bedste og det smukkeste i alle mennesker. Selv mig, hvis jeg bare havde været indvandrer.

Jeg traf feen for første gang i Radio24syv onsdag, og nu har jeg altid godt kunnet lide onsdage, fordi de ligger så selvberoende midt i redeligheden. Men det var hendes milde væsen, der overraskede. Jeg troede, at hun var mere umoden og skinger, men hendes udstråling var som en okkergul solnedgang med kronhjort og søbred i forgrunden, lige til at hænge på væggen. Johanne spottede straks min fynske dialekt, og vi talte lidt om, hvor vi hver især gik i skole, selv om jeg forlod ottende klasse samme år, som hun blev født. Hun var imødekommende, smilende og må, skulle det blive nødvendigt, kunne passe ind hos såvel De Radikale, som Socialdemokratiet, Venstre eller De Konservative, der alligevel er ét fedt.

Radioværten havde sat os til at diskutere Enhedslistens integrationspolitik, da jeg forsøgte at pointere, at det var en surrogatdebat.

Den virkelige debat handler om indvandring. For det er indvandringen, den massive af slagsen, som vi har set udfoldet i Vesteuropa i mere end 40 år, der skaber alle problemerne, ikke alene de sociale, men også de kulturelle, som har fået den uhistoriske og ureflekterede elite i politik og medier til at tro, at integration kan redde os, og at indvandrere fra primært muslimske lande naturligvis tænker og tror som den lokale befolkning – og ad åre smider niqabben.

I virkelighedens verdens går det lige modsat. Undersøgelse på undersøgelse viser, at efterkommere af indvandrere deponerer deres loyalitet et andet sted, som ikke har noget som helst med europæisk civilisation at skaffe. Jeg sagde det bare, uden at tro at Johanne ville anerkende problemet. Men hun protesterede ikke synderligt, heller ikke da jeg henviste til den gamle revolutionshelt fra Paris ’68, Daniel Cohn-Bendit, som har konkluderet, at integrationspolitikken er mislykket overalt i Europa. Dette gamle venstrefløjsikon tilføjede, at manien med at øse foragt over de oprindelige befolkninger ikke imponerer mennesker, som i deres hverdag konfronteres med integrationsproblemer, som politikerne ikke har formået at løse. Integrationsproblemerne er et indvandringsproblem, og hvad vi har behov for, er en restorationstid ligesom efter Den Franske Revolution i 1789.

Vi har brug for at genetablere en vis orden og besvare det store spørgsmål: Hvad gik der galt? For uden det historiske perspektiv kommer vi ingen vegne med integrationen. Foruden en pause for indvandringen vil problemerne bare vokse sig større. Vi kan stoppe ulykken, minimere skaden og forsøge at integrere de muslimer, vi allerede har i landet, og som i løbet af blot de seneste syv år er blevet 115.000 flere.

Johannepigen nægtede, at det kunne lade sig gøre. Vi kan ikke rejse en mur om Danmark, sagde hun, og jeg kom til at tænke på rækken af prominente borgerlige og socialdemokratiske politikere, der har sagt det samme i årtier.

Nej, det kan og skal vi ikke, men vi kan gøre som i Finland; vi kan afmontere den enklave af utryghed, konflikt og animositet i begge etniske lejre, der følger med heftig indvandring fra muslimske lande, og vi kan reformere den velfærdsstat, der reelt finansierer tilstrømningen og efterkommernes ghettokultur. Spørgsmålet er ikke, om vi kan, men om vi vil.

Opprinnelig Jyllands-Posten 22. juni 2014