Gjesteskribent

Skovbrand i Australien, vrede korsikanere ødelægger moské i hovedstaden Ajaccio, EU-præsident Jean-Claude Juncker modtager 3,4 mio. kr. om året, mere ballade med palæstinensere i Israel, fransk politi fordobler antallet af anti-terror-betjente. Nyhederne vælter som kaskader ned over vores lille bord i lufthavnshotellets restaurant fra en kolossal fladskærm på væggen.

Egentlig skulle vi bare have en hurtig gang pasta og pizza før sengetid, så vi kunne være udhvilede til morgendagens program, men ansporet af de dramatiske billeder stiller junior spørgsmål på spørgsmål, og jeg svarer det bedste, jeg kan.

Spørgelysten begynder allerede i Zaventem, Bruxelles’ luftehavn, hvor militærpoliti er posteret i ankomsthallen. Hvad laver de her?

Ja, hvad laver de egentlig her?

De passer på os, svarer jeg.

Hvem holder de øje med, spørger junior, mens han er på vej over for at kigge nærmere på vagternes imponerende automatvåben.

De holder øje med dem, der vil os det ondt, svarer jeg og trækker ham blidt, men bestemt til mig.

Hvem vil os det ondt? Sønnike standser og kigger mig ret i øjnene.

Allerede her er vi en mundfuld inde i en diskussion, som er svær at tage med en niårig. Men jeg har bestemt mig for at sige sandheden til mine børn, når det gælder de politiske elementarpartikler. De er ikke tjent med andet.

»Vrede og besatte muslimer vil os det ondt. Ikke alle muslimer, ikke dine venner, der tilfældigvis er muslimer. Dem, der vil os det ondt, er nogle bestemte muslimer, som mener, de er Gud og dermed kan afgøre, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Dem i Paris, ham i København. Dem.«

Kort tavshed. Men hvordan kan politiet genkende dem? Og skyder de dem så? Eller skal de i fængsel? Far, kan du genkende dem?

Jeg fortæller junior, at det ikke er til vide, hvis man ikke lige véd det, men at de, der lever deres liv i Danmark uden at true, overfalde eller myrde andre er gode medborgere, så længe de bestræber sig på at blive danske, tager arbejde eller studerer og ikke er så fandens optaget af at være muslimer og f.eks. lader burkaen og sløret falde. Det vil sige: Respekterer lovenes ånd såvel som lovens bogstav (det sidste vil han gerne have uddybet).

Imens finder vi hotellet, checker ind, pakker ud. Så dukker spørgsmålene op igen på grund af nyhederne.

Egentlig er man helst fri. Fri for at oplyse sine børn om politik, trusler og mord. Langt hellere forblive privat, familiær, optimistisk, godtroende. Men det øjeblik man bevæger sig ud i virkeligheden, gør sidstnævnte sig gældende med en vægt og fylde, der ikke kan ignoreres, uden at man øver sindelagskontrol mod sig selv og sine børn. Ergo må man gå ind i sin tid, hånd i hånd med sine poder, og her er det vigtigere at have åbne øjne end et åbent sind.

De små har krav på at få svar på deres spørgsmål. Deres spørgsmål er instinktive, ja, nødvendige for at de kan danne deres egen opfattelse, og samtidig fortæller de naturlige spørgsmål os en ting, vi andre har glemt: at forundres over vore omgivelser.

Sig goddag til den mest rammende definition af voksne mennesker af i dag: Slavisk accepterer vi de gældende forhold, tilpasser os, smyger udenom, tier, tysser på hinanden, intimiderer, bruger skældsord mod de formastelige, der fortæller, at de toneangivende kejsere ikke har en trevl på kroppen. Dét har vi i den aktuelle strid gjort i mere end 30 år.

Men nu går den ikke længere. Alle, der har lukket øjnene og løjet for sig selv i alle disse år, bedes rækker hånden i vejret. Se, hvilken skov af hænder! Tænk jer om. Stop Politiken i de våde sko, sluk for skodprogrammerne på DR, TV 2 osv. Tag en tur til Bruxelles eller de nordlige forstæder til Paris, og fortæl mig så, at indvandringen er en kulturberigelse, som vi bare må have noget mere af. At vi intet kan stille op – eller at der ikke findes et vestligt og nationalt »vi«. Selvfølgelig kan vi det, og selvfølgelig gør der det. Lyt til børnenes spørgsmål. Vores svar begynder med dem.

Efter denne erkendelse en sen nattetime i Bruxelles bliver det en forrygende oplevelse i det nærliggende Diegem, der næste dag lægger mudder, asfalt og grus til et af juleferiens belgiske cyklecrossløb med professionelle topnavne som bl.a. Sven Nys, Wout van Aert, Kevin Pauwels.

Det er dog den hollandske verdensmester, 20-årige Mathieu van der Poel, som kommer først flyvende over rampen og lander på to hjul, før han pløjer videre gennem det klæbrige mudder, så det sprøjter op på de begejstrede tilskuere, også dem med flamske faner og kobjælder, sikken koncert det er, mudderrock, og tempoet er lige så sammenbidt højt blandt hans forfølgere, deres knyttede viljer ligefrem gnistrer i den halvkolde aftenluft, hvor projektører er sat op, så man ser selv de mest glasklare sveddråber på halsen af Klaas Vantornout.

Til cross af denne kaliber bliver alt illumineret, ingen kan skjule noget som helst, og selv et par garvede og hårdtpumpede Lotto-ryttere ligner amatører i forhold til de største crosskanoner, der blæser afsted, som flygtede de fra en tsunami. Blitzlamperne blinker, og tilskuerbrølet vokser kun, da den lokale favorit, 39-årige Sven Nys raser forbi som nr. 12 efter en dårlig start, men på sin elegante krabbemanér nærmer sig de forreste omgang efter omgang.

Vi står og råber og skriger, rytterne passerer med en dødbringende hastighed selv efter 50 minutter, og speakeren nærmer sig et crescendo, hvor flamsk flyder samme fransk og engelsk til et fuldt forståeligt cross-over-esperanto. Til slut reduceres topstriden til et tæt opgør mellem tre, hvor verdensmesteren slår Pauwels og Lars van der Haar i spurten og sætter en fed streg under en i samtiden glemt mandlig urkraft.

Hvor er det sigende, at de fleste af os må have stavekontrollen til hjælp for at kunne stave til testosteron. Sikke mus, vi er blevet.

Note: Belgisk politi har tilsyneladende forpurret et attentatangreb i Bruxelles nytårsaften, og byens borgmester har aflyst en planlagt nytårsfest i byen. Foreløbig er den sigtede en 30-årig belgisk statsborger, Abdoullah C, som menes at stå i forbindelse med terroristerne i Paris den 13. november. Politiet i den belgiske hovedstad anholdt i sidste uge en mand i forbindelse med angrebet i Paris. Det bragte antallet af anholdte i Belgien op på ni.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 30 desember 2015.