Feature

Har læst Ayaan Hirsi Ali ‘s ny bog Kætter, som jeg vil citere fra de kommende uger. Her en passage om den manglende reformation af islam:

Mahmoud Mohammed Taha
«Den sudanesiske intellektuelle Mahmoud Mohammed Taha argumenterede i bogen The Second Message of Islam fra 1967 for, at muslimerne skulle tage den mere spirituelle udgave af islam fra Mekka til sig og afvise Muhammeds mere krigeriske og politiske Medina-version, som ifølge Taha var begrænset til en særlig periode (hvor Muhammed var politisk magthaver, red.) og ikke skulle gælde for senere generationer af muslimer. Taha var også modstander af at indføre sharia (hellig islamisk lov, red.) i Sudan. Taha blev ved med at tro på, at der ikke var nogen gud foruden Allah, og at Muhammed var Hans profet (som det fremgår af den islamiske trosbekendelse, red.), men blev ikke desto mindre hængt som frafalden (mange steder er der dødsstraf for frafald fra islam, red.) i 1985.
NasrAbuZayd

Mere nyligt argumenterede den egyptiske tænker Nasr Abu Zayd for, at datidens sprogbrug i det mindste spillede en rolle under Koranens tilblivelse, som dermed ikke alene var Allahs ubesmittede ord. Fordi Abu Zayd havde foreslået en ny fortolkning af den hellige tekst, blev han erklæret for frafalden ved en egyptisk domstol i 1995. Derpå blev han tvangsskilt fra sin hustru imod sin – og hustruens – vilje, fordi han nu var ikke-muslim, og en ikke-muslimsk mand må ikke være gift med en muslimsk kvinde. Efter at have modtaget dødstrusler flygtede Abu Zayd sammen med sin kone fra Egypten og gik i eksil i Holland.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I Iran støttede den islamiske tænker Abdolkarim Soroush den islamiske revolution i 1979, men senere argumenterede han for, at den politiske magt burde være langt mere adskilt fra de religiøse ledere. Souroush modtog mange trusler, blev tvunget til at stoppe som underviser på universitetet og fandt til sidst tilværelsen så utålelig, at også han måtte flytte udenlands.

Alle disse aspirerende reformatorer baserede deres argumentation på et islamisk teologisk grundlag. Men ulama – de islamisk lærde – har ikke blot modstået alle reformforsøg; de har gang på gang med stort held truet og intimideret reformatorerne til tavshed eller i eksil, hvis de da ikke ligefrem har sørget for deres henrettelse. Og argumentet har altid været det samme: En tilbagevenden til Koranen. For Koranen er ukrænkelig, tidløs og ufejlbarlig, hævder de. Det, som er skrevet, kan ikke kritiseres – og slet ikke ændres.

Det er med til at forklare, hvorfor reformer inden for islam aldrig har haft en positiv betydning – og hvorfor fornyelse skal undgås for enhver pris. Som den britisk-libanesiske historiker Albert Hourani forklarer: Efter Muhammed «kunne historien ikke lære mere fra sig; hvis der var forandringer, kunne det kun være til det værre, og det værre kunne kun heles ved ikke at skabe noget nyt, men ved at genskabe det, som engang havde eksisteret.»»

(Side 78-79)

Mest lest