Gjesteskribent

Hvorfor reagerer muslimer stadig oftere på kunst i den vestlige verden? Sist uke måtte en kunstutstilling i Berlin stenge etter trusler (se bilde). Professor i islamske studier ved Aarhus Universitet, Mehdi Mozzafari, ser dypere enn bare termen «krenket». Han mener muslimer betrakter livet og tilværelsen som staket ut i Koranen. Kunst representerer i sin natur noe uforutsigbart. Det kan ikke kontrolleres. Det oppleves dermed som truende av en sterkt religiøs.

Alt skal etter planen finnes i Koranen. Et kunstverk sprenger alle rammer, og introduserer noe nytt i verden. Dette er ubehagelig og truende: det kan være en trussel mot Koranens autoritet. Det er derfor ikke tilfeldig når Taliban sprenger Buddha-statuer – en påminnelse om andre autoriteter, eller forbyr musikk. Musikk snakker til sansene, og er uforutsigbar. Best å forby det. Hvis vi ikke setter en tykk strek og sier stopp! vil sensur-terroren fortsette, sier Mozzafari. Den er allerede i ferd med å gripe om seg.

For de fleste mennesker hører det med til en god kulturoplevelse at blive overrasket. Når vi åbner en bog, går i biografen eller ser en kunstudstilling, vil vi gerne udfordres i mødet med noget uventet. Det var pokkers! Kan man også opleve verden på den måde?

Men for mange rettroende muslimer er overraskelsen ikke noget entydigt positivt – snarere tværtimod – og det kan være én af forklaringerne på, at flere og flere europæiske udstillinger, teaterforestillinger og spillefilm påkalder sig muslimsk vrede med lukninger og aflysninger som resultat.

»Muslimer vil ikke overraskes , ikke engang døden må komme som en overraskelse for dem,« fastslår Mehdi Mozaffari, der er professor i islamiske studier på Aarhus Universitet.

»Islam er en decideret planlæggende religion, hvor alting er forklaret fra før fødslen til efter døden, og enhver form for overraskelse vil af mange muslimer være en ubehagelig påmindelse om, at Koranen har overset noget,« forklarer Mehdi Mozaffari.

Han tilføjer, at nogle muslimer stadig opfatter enhver form for kunstnerisk udfoldelse som en udfordring af Allah som den store skaber.

Sakket bagud

Den manglende glæde ved overraskelsen er efter Mehdi Mozaffaris mening én af grundene til, at den islamiske del af verden er sakket bagud på mange områder.

»Det hører jo med til enhver form for nytænkning og kreativ proces, at man er parat til at lade sig overraske,« siger Mozaffari.

Han peger dog på, at også kristne tidligere har reageret voldsomt på kunstværker og videnskabelige teorier, der har anfægtet Guds skaberværk.

»Men Europa har haft en oplysningstid, og den erstattede Gud med individet, borgeren, dig og mig, hvorefter samfundet ikke baserede sig på tro men på kontrakt – men sådan en tid har den muslimske verden jo aldrig oplevet, og deraf kommer alle disse problemer.«

Det kommer ikke som en overraskelse for Mehdi Mozaffari, at muslimske kredse i Berlin kommer med trusler mod den danske kunstnerduo Surrend, der blandt andet udstiller en plakat med et billede af Kabaen i Mekka med inskriptionen Dumme sten.

»Muhammed foretog det geniale træk at rense Mekka for alle gamle gudebilleder og gøre en eksisterende sten til mål for alle muslimers bønner, så der er klart tale om den største alle helligdomme. Vi skal i den forbindelse tænke på, at for muslimer er Muhammed den sidste profet og Koranen den sidste bog, så ethvert litterært eller på anden måde kunstnerisk spørgsmålstegn ved den sidste sandhed opleves selvfølgelig som direkte krænkende.«

Ligesom overraskelsen for de fleste europæere hører med til at læse skønlitteratur og se en kunstudstilling, så bør muligheden for at blive provokeret også være til stede. Nej, hør nu lige! Skal det være kunst!

Satans værk

Sådan er det ifølge Mozaffari ikke i den islamiske verden.

»Her er provokationen satans værk, for islam er en religiøs pakkeløsning med Koranen som eneste sandhed, så enhver provokation er i modstrid med den guddommelige vilje.«

Når muslimer reagerer så voldsomt på provokationer, kan det ifølge den århusianske professor også skyldes, at de ofte kun har religionen som identitet. De har ikke altid en nationalfølelse eller kultur at hænge en eventuel krænkelse op på.

Men skal vi så vænne os til tanken om i fremtiden at gå i teater, se kunstudstillinger og høre koncerter under intensiv politibeskyttelse? Desværre ja, mener Mehdi Mozaffari, men alternativet ville være endnu værre.

»Set fra mit forskningsområde har vi allerede indledt en global værdikamp mellem de demokratiske lighedstanker og islamismen, og i stedet for at fjerne sparegrise fra bankernes udstillingsvinduer og vende billederne om på alle de europæiske gallerier, skal vi trække en streg i sandet og sige: hertil og ikke længere. Vi giver os ikke mere. Hvis sådan en holdning har bred opbakning fra europæiske befolkninger og politikere, vil det også gøre indtryk på islamister. Jo, jeg håber virkelig, at den udstilling i Berlin åbner igen så hurtigt som muligt.«

intervjuet sto i Jyllands-Posten 2. mars.